Ifølge PET er mindst 65 danske statsborgere rejst til Syrien for at slutte sig til oprørsgrupper i kampene dernede.
PET ser en alvorlig sikkerhedstrussel i disse mennesker. Man frygter, at en stor del af dem vil vende hjem og være præget af ekstreme islamistiske ideer, af krigens brutalitet og af den våbentræning, de får dernede. Denne cocktail rummer en fare for terroristiske aktiviteter i Danmark.
Nu er der udsendt en propagandavideo på YouTube, som bekræfter PET’s værste anelser.
”Kaldet til Islam”
Videoen er ikke bare fuld af verbale dødstrusler mod de vantro (”kufar”), herunder i Danmark. Den sluttes også af med en symbolsk henrettelse af seks personer, der fungerer som hadefigurer for danske islamister.
Det drejer sig om NATO’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, den tidligere politiker og nuværende kommentator Naser Khader, tegneren Kurt Westergaard, islamkritikeren Lars Hedegaard, den tidligere PET-agent Morten Storm og Ahmed Akkari, der netop har erklæret sig som omvendt islamist.
Videoen er lavet af en mand, der bruger navnet Abu Khattab, fra den ekstreme islamistiske organisation ”Kaldet til Islam”. Han kommer fra Danmark og taler dansk, men er nu i Syrien. Formentlig er videoen optaget dér.
”Styrken ligger i at sigte”
En stor del af den består i en svulstig og voldsomt aggressiv propagandatale fra Abu Khattab, der er på dansk isprængt arabiske vendinger.
Abu Khattab svælger i, hvordan de vantro skal angribes og ødelægges, med mindre de underkaster sig islam.
Det gælder de vantro, som de islamistiske oprørere kæmper mod i Syrien. Det gælder ”russerne, amerikanerne, EU, NATO, alle deres hære og alle deres allierede”.
Og det gælder de danskere, der ”håner islam og profeten Muhammed”. ”Vi har set, hvordan de angriber islam på det sidste, og vi har set, hvordan muslimer har været tavse.”
Derfor opfordrer Abu Khattab danske muslimer til at erindre sig profetens ord: ”Sandelig, styrken ligger i at sigte” – nemlig på de vantro. Man skal sigte både med våben og med sin tunge, siger han.
Seks sønderskudte billeder blafrer i vinden
Han og de tre andre medvirkende i videoen efterlader ikke nogen tvivl om, at islams fjender i Danmark har fortjent at blive mødt med våben.
Videoen slutter nemlig med, at billeder af de seks omtalte danskere er hængt op på en mur. De fire islamistiske krigere knæler, tager ladegreb på deres kalashnikov-geværer, og så fyrer de ellers løs mod billederne. Det hele foregår under ledsagelse af heltedyrkende arabisk musik.
I slutningen ser man papirstumperne af de seks sønderskudte billeder blafre i vinden, mens de fire krigere vandrer bort, efter at de således har ”besejret” de vantro.
Klart strafbart
Videoen rummer en klar dødstrussel. Titlen på videoen er ”Islams fjender” (Enemies of Islam), og her fortæller man udvalgte fjender, hvad der kan ske med dem. Justitsminister Morten Bødskov slår fast, at der er tale om en klart strafbar handling, selv om den foregår i Syrien.
Vi ved selvfølgelig ikke, om Abu Khattab eller andre vil forsøge at føre truslen ud i livet mod en eller flere af de pågældende personer. Men der er god grund til at tage truslen alvorligt.
Man må gå ud fra, at Abu Khattab vil blive anholdt efter denne video, hvis han igen viser sig i Danmark. Men andre islamister kan jo lade sig inspirere – især folk, der har været igennem den bestialske syriske borgerkrig.
Det kan blive blodig alvor
Videoen må få alarmklokkerne til at ringe herhjemme. Selv om den virker grotesk i sin selvhøjtidelige patos, og selv om ”Kaldet til Islam” er en ganske lille organisation. Der skal jo bare én mand og ét skud eller én bombe til for, at det hele kan blive blodig alvor.
Og man skal ikke tage fejl: Nok består ”Kaldet til Islam” kun af få mennesker. Men islamismen som en religiøs og politisk strømning, der benytter en stærkt antivestlig propaganda, har langt bredere klangbund.
Den kan gøre svage sjæle modtagelige for denne videos hadefulde budskab om væbnede angreb.
PET tilkendegiver, at man holder et særdeles vågent øje med fanatikere som disse, både i Syrien og herhjemme. Videoen gør det meget klart, at det er strengt nødvendigt.
Videoen kan nu ikke længere ses på YouTube. Man meddeler følgende:
”Denne video er blevet fjernet, fordi den ikke overholder YouTubes politik, som forbyder opfordring til hate crimes.”
Men her kan du se videoen i sin fulde længde samt et kort uddrag.
Se det centrale klip her:
Se klippet i hele sin længde her: