Der blev talt meget under Folketingets store åbningsdebat i går. Men ikke ret meget af det når ud til befolkningen, og vælgerne synes heller ikke at vise den store interesse for det.
Medierne giver ikke længere nogen bred dækning af debatten. Man plukker nogle få skarpe og sjove bemærkninger ud. Og resten er så i høj grad en filosoferen over, hvad debatten afslører om partiernes strategier frem mod valget.
Der kredses blandt andet om regeringens nyeste snedige planer for at få ram på Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl og vendt stemningen blandt vælgerne.
Regeringen varmer op til, at oppositionens ledere skal fremstå som løftebrydere. Især rettes sigtet mod den fremstormende Thulesen Dahl.
Dermed forsøger man at ramme modstanderne med det våben, som Helle Thorning og Villy Søvndal blev ramt så hårdt af.
Vil det virke? Havner Løkke og Thulesen Dahl som Thorning og Søvndal?
Blå løftebrydere?
Thorning og de andre må med voksende irritation konstatere, at Løkke og Thulesen Dahl hidtil har haft stor gavn af at sige forskellige ting. For eksempel, når det gælder de offentlige udgifter til velfærd.
Dermed appellerer de til noget forskellige vælgergrupper, og på den måde er det lykkedes at gøre deres samlede vælgeropbakning større.
Nu prøver regeringspartierne at vende disse forskelle til en belastning for Løkke og Thulesen Dahl. Specielt beskylder de Thulesen Dahl for at udstede stribevis af løfter, som han ikke kan holde, fordi han skal rette ind efter Løkkes planer om nulvækst i de offentlige udgifter.
Noget skal regeringen jo forsøge sig med, når den står så svagt hos vælgerne som tilfældet er. Men det bliver meget svært for Socialdemokraterne og SF at føre valgkamp på, at de store løftebrydere i virkeligheden er oppositionen og ikke dem selv.
Vælgerne hægtes af
For det første har hverken Løkke eller Thulesen Dahl udstedt særlig mange forpligtende løfter. Efter fiaskoen for Thorning og Søvndal skal de nok vare sig for den slags. Så de taler gennemgående kun om mål, som de vil arbejde hen imod.
For det andet er den notoriske forskel på deres mål først og fremmest formuleret i nogle tal: Løkke går efter nulvækst i det offentlige forbrug, Thulesen Dahl går efter en vækst på 0,8 procent om året – hvilket er mere, end regeringen lægger op til.
De tal bliver der svinget livligt med i debatten. Men et godt gæt er, at vælgerne i stort omfang er hægtet af den type debat.
Begrebet nulvækst kan sikkert udløse reaktioner, fordi det virker meget håndfast. Men om vækstmålet skal være 0,3, 0,6 eller 0,8 fortaber sig nok for mange vælgere i abstraktionens tåger.
Dermed er det heller ikke noget varmt tema, hvor mange tiendedele af en procent, der vil skille Løkke og Thulesen Dahl, når det kommer til stykket.
For luftigt og fortænkt
Samtidig kan der være næsten to år til næste valg. Meget kan ændre sig i den økonomiske situation inden da, og hvad der sker til den tid er foreløbig fjernt for de fleste vælgere.
De resultater, som Løkke og Thulesen Dahl måtte opnå sammen, hvis blå blok får flertal, vil jo også afhænge af en række politiske forhold, som ingen kan forudse på nuværende tidspunkt.
Her vil andre spørgsmål end de økonomiske, først og fremmest værdipolitikken, indgå i vælgernes bedømmelse af, hvad Thulesen Dahl får ud af det hele.
Da de blå sidst havde magten, slap Dansk Folkeparti helskindet fra at indgå en række økonomiske kompromiser, blandt andet fordi der faldt modydelser i værdipolitikken.
Måske kan regeringen, når valget er tæt på, finde nogle anklager mod de borgerlige, som har en skræmmeeffekt. Men de nuværende forsøg er formentlig alt for luftige og fortænkte til at kunne ændre den politiske situation.
Problemet ligger hos Thorning selv
Thornings vigtigste opgave her og nu er ikke at så tvivl om Løkke og Thulesen Dahl. Thornings vigtigste opgave er at fjerne den meget store tvivl om hende selv.
Hun har først og fremmest brug for at tilkæmpe sig en vis autoritet, troværdighed og sympati hos vælgerne.
Så længe hun har så lidt af alle tre ting, er der ikke mange vælgere, der lader sig påvirke af fiffige spindoktormanøvrer under en åbningsdebat eller i andre sammenhænge.
Den opgave ser ud til at blive ekstremt svær for Thorning. En måling viste således for nylig, at Thorning ikke engang kan slå Thulesen Dahl i troværdighed blandt sine egne vælgere (Gallup/Berlingske)
Det store spørgsmål
Både Løkke og Thulesen Dahl er så drevne rotter i faget, at de formentlig vil undgå at blotte sig for alvor op til valget, så regeringen kan føre valgkamp på at hænge dem ud som utroværdige.
Hvis regeringen ikke kan styrke vælgernes tillid til den selv betragteligt, så vil den ikke have mange chancer.
Det store spørgsmål lige nu er: Kan det overhovedet lade sig gøre med Thorning i spidsen?
