Bankerne har et troværdighedsproblem, og finanskrisen forsvinder ikke helt, før det er løst. Problemet skyldes naturligvis til dels bankernes opførsel. Men kundernes begrænsede forståelse af, hvad der foregår i banken er også en vigtig årsag.
Kundernes manglende forståelse gør det vanskeligt for dem, at vurdere om deres bank opfører sig korrekt. Det betyder, at banker, der opfører sig uetisk, har næsten samme muligheder for at hverve kunder og tjene penge, som dem der bestræber sig på at føre en sund og kundevenlig forretning. Gode banker belønnes simpelt hen ikke nok, som det er i dag.
Smileyordning – en del af løsningen
Det er blevet foreslået at indføre en smileyordning for banker, men kan det løse bankernes troværdighedsproblem? Det korte svar er, at en smileyordning kan gøre en del af arbejdet.
En sur smiley ved indgangen vil gøre kunderne opmærksomme på, at der er et problem. De kan så vælge at spørge en medarbejder, hvad det drejer sig om, eller de kan vælge på et oplyst grundlag at gå et andet sted hen.
En smiley ordning for banker kan altså fungere fuldstændig på samme måde, som den allerede gør med succes for restauranter.
Inden smileyordningen blev indført for restauranter, havde kunderne ingen mulighed for at vurdere, hvordan køkkenet så ud. De kunne ikke bedømme om restauranten levede op til myndighedernes krav, om at drive forretningen ordentligt og ansvarligt.
En bank er naturligvis ingen restaurant, men en smileyordning gør i begge tilfælde, at kunden let kan se, om der er noget galt. Det giver beslutningsmagten tilbage til kunden, – og banksektoren har i alt for lang tid haft held til at tage magten fra kunderne.
Et spørgsmål om tillid
Bankerne vil ikke låne dig penge, hvis de ikke har tillid til dig, men du skal også have tillid til din bank, inden du lader dem passe på dine penge. Det er den grundlæggende tillid, der er rystet efter finanskrisen.
Den amerikanske tegnefilm South Park – har illustreret det ganske glimrende. I dette klip fra serien vil Gerald lære sin søn Stan det fornuftige i at spare penge op i en bank (se klippet efter en kort reklame).
Det går jo ikke godt, Stan mister sine penge, fordi banken investerer dem i komplicerede finansielle produkter. Det er naturligvis en grov karikatur, der sætter tingene på spidsen. Men der er jo noget om det, og klippet viser, hvorfor mange har mistet tillid til bankerne. Denne situation er ikke acceptabel.
Giv magten tilbage til kunderne
Vi skal have magten tilbage som kunder. En smileyordning vil være et skridt i den rigtige retning af flere grunde.
De gode banker vil blive belønnet for deres etiske måde at tjene penge på. Kunderne kan vælge bank på et oplyst grundlag i stedet for som nu, hvor de vælger mere eller mindre tilfældigt. Endelig vil banker, der opfører sig som beskrevet i klippet fra South Park, blive straffet af kunderne.
Det er vigtigt, at det bliver en myndighedsudstedt smileyordning for at gøre den troværdig. Finanstilsynet fører allerede kontrol med bankerne, så alle oplysninger er allerede til stede. Det er derfor relativt nemt at indføre en ordning. Så, hvad venter vi på!
Med venlig hilsen Kim Valentin, Finanshuset i Fredensborg A/S
Hold dig opdateret om forhold, der påvirker din privatøkonomi: Send mig ugebrevet FinansNyt helt gratis.