Sådan ville en jyde skrive
Kommer til at tænke på Mogens Glistrup.
I forbindelse med mit ufrivillige bidrag til politiets pengemaskine – efter at have kørt for stærkt, men efter egen opfattelse stadig forsvarligt og efter forholdene – har jeg i min e-boks modtaget ialt 11 tætskrevne A4 sider fra de højere magter ! Og helt ærligt jeg orker ikke at nærlæse alle 11.
Et tanke eksperiment:
For 50 år siden et sted i Jylland – brevet ville lyde som følger:
Vi skryver te dæ for do har kjår for stærk bette knøw. Vi hår tawn en billed af dæ så do ka lisså godt si å fo betål. Og vi hår skreven dæ op, indtil do har fåt æ kalleskind lukket op å står ve det du har gjo !
Kammeratlig hilsen A. Pedersen ( politimester )
Ufred
Man ta’r sig til hoved og pande,
når civiliserede lande,
til stadighed håber og tror,
at islam vil freden på jord.
Visti Christensen
Kostbart flyvanvid
Politikere er totalt ukvalificerede til at vælge kampfly. Det drejer sig måske mest om politiske studehandler, skjult økonomi, underhåndsaftaler, nepotisme.
Danske politikere er den gruppe, der er mindst tillid til. De ligger troværdighedsmæssigt på en sidsteplads. Lavere end brugtbilsforhandlere.
Der findes ikke uafhængige fagfolk til at vurdere kampflyene? De fleste er fedtet ind med “smøring”.
Offentligt ansatte eksperter vælger det fly, som politikerne giver dem ordre til at vælge. Ellers er de ikke offentligt ansatte længere. Her har ytringsfriheden trange kår.
Politikere vil købe 30 avancerede mordermaskiner for milliarder. Det er, at “skalte og valte” med skatteborgernes penge. Flere af dem tror, at de er små konger. Det er grumset, subjektiv narcissisme. Så store indkøb burde sendes til folkeafstemning.
Der tales om 30 milliarder kroner. Det bliver nærmere 60 milliarder. Der vælges nok det forkerte fly til den forkerte pris. Vi får en ny IC-4 skandale. Blot 10 gange større. Ingen politikere vil senere blive stillet til ansvar.
Køb dog nogle billigere, brugte jagere. De kunne sagtens gennem mange år smide de bomber rundt i verden, som krigeriske danske politikere beder dem om.
Mogens Moos, Glesborg
Ældrebyrde
Jeg bliver enormt harm over udtrykket “Ældrebyrde”
For hvem er det, der er en “byrde”? Det er de mennesker, der (sammen med DERES forældre), har skabt det velfærdssamfund, vi elsker at bryste os af.
Det er de mennesker, der har sat de unge i verden, har betalt for deres vuggestuer, børnehaver, skolegang og uddannelse, og når de så er blevet ældre, er de pludselig en byrde. Burde de unge ikke snarere vende bøtten og se på deres egen generation?
DEN er krævende, som det ikke er set i tidligere generationer. Uddannelse er noget man tager, hvis man kan komme ind i et fag, man synes er sjovt og spændende, så blæs hul i, om der er jobmuligheder for den uddannelse bagefter. Er der ikke det, er det samfundets skyld, for man skal da endelig ikke tage et lavere rangerende job, når man nu HAR uddannet sig.
Ergo venter man på jobbet – mens man lever på offentlig ydelse, der er mindre end det, man kunne have tjent på et lavere rangerende job. Samtidig forventer man at kunne leve livet. Der skal da både være til cafébesøg og bekvemmelighedsgoder. Og mens man venter, kan man jo så passende brokke sig over østeuropæerne, det kommer til landet og tager de jobs, de uddannede ikke vil have. Det kunne da lige passe, de kommer til landet og stjæler vores (!) arbejde.
Men mange af dem bosætter sig i landet, betaler skat og er med til at holde samfundet i gang – i modsætning til dem, der ER uddannede, men bare går og venter på det rigtige arbejde, fordi de i deres egoisme ikke valgte uddannelse efter jobmuligheder, men efter hvad de nu lige har lyst til at lave.
Ældregenerationerne havde ikke de valgmuligheder. Man tog det job, man kunne få, om man kunne lide det eller ej, man skulle jo forsørge sig selv og sin familie, når det kom dertil. Man satte en ære i at kunne klare sig selv, og det er måske i det faktum, den største forskel ligger. DEN generation kendte ikke til den forkælelse, den nuværende er vokset op under.
Dette er meget generaliserende og sat på spidsen, også at der er mange andre parametre i problemet. Men det er næppe værre end at kalde den/de ældre generationer for en byrde?
John Andersen
Kan det passe?
Ifølge Jyllandsposten har finansministeren udtalt, at der vil tilgå landet 97.000 flygtninge og familiesammenførte i løbet af 2017-20.
Antager vi, at antallet af flygtninge og familiesammenførte stiger lineært, kan dette tal ved integration omregnes til 194.000 mandår.
Den gennemsnitlige udgift per flygtning/familiesammenført bliver herefter 33.000 kr. per år. Det lyder rent ud ufatteligt billigt. Mon ikke det virkelige tal vil ligge væsentligt højere?
Lars Nielsen
Venstreorienteret pynt
Igen og igen kan man læse, se og høre hvordan journalisterne dækker over overgreb i islams navn.
Ensomme ulve, selvmordsbombere, overfald, angreb, you name it, hvor ” IS tager skylden”. Senest kan man læse om en professor, som blev hakket ned i Bangladesh. “IS tager skylden”, skriver de kulørte blade.
Det fremstår som om, at IS tager et offer på sig for en grusomhed. Men realiteten er, at IS tager ÆREN for nedslagtninger af vantro og islamkritikere i Allahs navn. Kalifatet er målet, og udryddelse er midlet, det er der ikke grund til at dække over.
Men den fremstilling passer ikke ind i de venstreorienterede journalisters rækker, hvor muslimerne er ofre som skal pleases og behages på vestens og vores bekostning med fordækte ordvalg.
Var jer deres retorik!
Torben Trolle
Findes Danmarks dyreste kloaktilslutning til en enkelt ejendom i Guldborgsund kommune?
Tre gange har kommunen forsøgt, at etablere en stikledning til vores ejendom i det åbne land på Lille Slemmingevej v/Sakskøbing, fordi den ikke ville give tilladelse til etablering af et pileanlæg. Første gang mistede kommunens skatteborgere 130.000 kr. – nu har udgiften rundet 300.000 kr.
Nemlig da Entreprenørfirmaet MSE tidligt om morgenen den 14. april 2016 fremmødte med to gravemaskiner og uden varsel begyndte en udgravning 1.5 m inde på vores matrikel i en dybde på ca. 4.5 m faldende til en dybde på 6m ud til midt på offentlige vej. Her blev placeret en pumpebrønd med en stikledning, der delvist blev ført ind under et træ på matriklen i en dybde på ca. 4 m (prøv at google ”Stubbes kamp”).
Dette var i strid med den aftale, der var indgået med kommunen og Forsyningens ingeniør, Thomas Fjeldving, skriftligt bekræftet til bl.a. borgmester John Brædder, nemlig at vi på kommunens anvisning havde etableret en kloakledning på matriklen tæt på grundgrænsen i den aftalte dybde på 3.20 m.
Da vi gjorde MSE opmærksom på aftalen, erkendte man, at der var sket en fejl og hævdede, at den ikke kunne rettes – desuagtet udgravningen stadig ikke var tildækket – og at vi jo bare kunne grave vores kloakledning op og lægge den ned i den nye dybde.
Vi finder det utilstedeligt, at vi først skal bekoste etableringen af en kloakledning på matriklen i en aftalt dybde for så at grave den op og ned igen til en anden dybde, fordi kommunen igen – igen har begået fejl. Ydermere har den nye stikledning hverken retning mod den tidligere synlige udgravning eller de 3 pejlepinde på matriklen, der indikerer retningen på den etablerede kloakledning på matriklen tæt på grundgrænsen.
Efter to arbejdsdage var MSE færdig med at etablere den nye pumpebrønd og da ingeniør Thomas Fjeldving fra Forsyningen kom og besigtigede den, beklagede han, at stikledningen ved en fejl var etableret dybere end det aftalte på 3.20 m. Han beklagede, at han ikke kunne involvere sig, da det var hans sidste arbejdsdag hos Forsyningen, hvorfor vi opfordrede ham til på stedet at pålægge MSE, at den på matriklen nu opfyldte udgravning med lerjord og sten skulle erstattes som oprindelig, nemlig med muldjord, ligesom den ødelagte beplantning og hæk forårsaget ved udgravningen skulle genetableres.
Et ultrakort resumé
Vi er frustrerede over eskaleringen af den nu 14 år lange konflikt med kommunen, der i sin magtsyge og korrupte sagsbehandling hverken har villet deltage i partshøring, imødekommet aktindsigt, m.m., men alligevel meddelte påbud om, at vi skulle tilslutte vores spildevand til den stikledning, vi flere gange havde meddelt kommunen ikke eksisterede.
Til trods herfor blev vi politianmeldt for ikke at have efterkommet påbuddet, nemlig til det hypotetiske stik, der ledte til, at vi blev sigtet som kriminelle og indkaldt til fremmøde i Kriminalretten, der efterfølgende afviste sagen på baggrund af en mail fra Forsyningen til kommunen om, at der ikke var ført stik frem til grundgrænsen for tilslutning af vores spildevand til offentlig kloak.
Da det af Vejledningen til MBL § 28, stk. 4, fremgår, at der først er tilslutningspligt, når kommunen har ført stik frem til grundgrænsen, klagede vi til Statsforvaltningen over Forsyningen til kommunen, der dokumenterede, at der ikke var ført stik frem til grundgrænsen. Til trods herfor meddelte borgmester John Brædder og kommunaldirektør Claus Thykjær Statsforvaltningen, at der var ført stik frem til grundgrænsen.
Som følge af denne omgåelse af Straffeloven afviste Statsforvaltningen vores klage, der åbenbart efterfølgende var årsagen til, at Ombudsmanden afviste at behandle vores klage desangående.
Alex Stubbe, Sakskøbing
Den mange facetterede frihedskamp
Det er som om virkeligheden er blevet mere spraglet efter anden verdenskrigs afslutning. Verden er blevet en mange facetteret heksekedel af stadigt flere mennesker der vil noget forskelligt. Det virker som om Verden er blevet mere frustreret. Det virker som om konflikter og deraf affødte frihedskampe hele tiden støt vokser i antal. Det er desværre nok er i overensstemmelse med virkeligheden, men skyldes forhåbentlig også delvis, at globaliseringen har bragt uenighederne tættere på, hvorved de er blevet mere synlige.
Nogle kæmper ved at afdække virkeligheden, og gennem oplysning at formidle et sandfærdigt indblik som Den Korte Avis, nogle går på gaden og demonstrerer som For Frihed og SIAD, nogle går kritisk til værks og bruger blyanten både som skjold og sværd, nogle insisterer stædigt på den idealistiske vej og arbejder forebyggende med vand og brøndboringer, mens andre som Joanna Palani er langt mere kontant.
Hun er en dansk kurdisk ung kvinde, hun hader Islamisk Stat, hun kæmper med Peshmerga-styrkerne, og hun argumenterer med projektiler og granater. Selv om det er modige mennesker som hende, der har vist sig at være allermest effektive i bekæmpelsen af det uhyggelige uvæsen der truer Europa, så spænder den danske regering med Søren Pind i spidsen ben for hende. At der ikke kan kendes forskel på plus og minus, og så nuanceres derefter, er ulogisk og svært at forstå.
Joanna Palani drømmer på lige fod med tibetanere om, at hun og hendes folk, kan få et land der er deres eget. Bare en bid fra Tyrkiet og en bid fra Irak, som skal hedde Kurdistan. Det er drømme hun deler med mange andre, og adskiller sig ikke fra Catalanernes eller Baskernes der efter Skotternes afstemning om løsrivelse fra England, fik ekstra blod på tanden.
Mange mener, at de drømme er en ret. Dette at hvert folk har ret til deres eget land kaldes odelsret, og det er et helt centralt element hos Danskernes Parti. Ligesom Jødernes land er Israel, og Danmark er danskernes land, så er det kommende Kurdistan kurdernes land. Selvom slaget i Joannas tilfælde står i Irak og Syrien, og det andet kommer til at stå i folketinget, så er deres frihedskamp grundlæggende helt ens. Målet er det samme. Ens eget land.
En gammel klassekammerat fra folkeskolen har valgt samme slags arena som den modige unge kurdiske kvinde, nemlig Afghanistan. Hans metoder er imidlertid ganske anderledes. Logikken bag denne form for frihedskamp er helt enkelt, at hvis folk ikke er tørstige, og de har mulighed for at vande deres afgrøder så de heller ikke er sultne, så mindskes deres lyst til at flygte. Det er idealistisk – nogen ville måske sige lidt naivt jf. islam/ex. hijrah – men han insisterer på: “at gå den smukke vej og kæmpe med det gode”, som han udtrykker det. Så han har i de sidste mange år gravet huller rundt omkring i Verden, og altså lige for tiden brønde i Afghanistan.
Mærkeligt nok er der ingen organisationer eller fonde der syntes det er interessant eller vigtigt nok til at støtte, så han har klaret det meste af financieringen selv. Indtil videre har han undersøgt 2000 brønde, repareret 350 ud af i alt 650 som skulle udbedres, og boret næsten 50 helt nye brønde. Nogen køber et parcelhus, men Kent har altså valgt at bore efter vand, og nøjes med at bo på en mindre båd. Efterhånden kan han bore en brønd til mellem 10.000 og 20.000 kr., hvilket afhænger af, om man skal 30 meter eller 100 meter ned. Selvom det er “good value”, så er måske også denne del af godhedsindustrien blevet en “big business” der værner om markedsandele.
Hver gang der bliver boret en ny brønd eller repareret en gammel, bliver der taget et fotografi som dokumentation. Billederne er flotte, men særligt dem fra Afghanistan gjorde mig underligt til mode. I starten kunne jeg ikke sætte min finger på hvad det var, men så gik det op for mig, at der ikke er nogen piger eller kvinder at se. Det er som om de er “klippet ud” af verden, som dermed har mistet kulør.
Denne del af arabisk “kultur” uden kvinder der som i Vesten nøje har udvalgt deres forskelligartede påklædning, smykker og frisurer synes trist og fattig. Billederne kan ses på www.water3world.com. De minder mig om et ophold på 60 dage som jeg fik tildelt for længe siden på Kærshovedgård, og selvom det var med fuld forplejning, dart og mini-golf, så var der trist, tomt og farveløst. Der var kun få anonymt klædte kvinder i mørkeblå trøjer med en hvid stribe hen over brystet, at varme sjælen på.
En verden uden det andet køn er amputeret og lidet ønskværdig, og det bringer mig frem til en af de allervigtigste dele af frihedskampen – kvindernes. Det er en kamp der som hos os selv, skal ske indefra, sådan at magtbalancen mellem mand og kvinde udlignes, og kvinden selvfølgelig får lige så stor værdi manden.
Den største trussel mod friheden i dag udgår fra islam, og to af de første værdier der ryger er ytringsfriheden og ligestillingen mellem mand og kvinde. Allerede nu er der blandt andet i Pressens selvcensur, “politisk korrekt” stempling og udskamning af de som skriver, taler, tegner eller tænker “for frit”, i skolernes berøringsangste undervisning mm gjort væsentlige indhug i ytringsfriheden – ja, og kvinderne i Europa er efterhånden jaget vildt – selv i Danmark.
Det bliver stadigt mere risikabelt for dem at klæde sig frit og de forulempes, overfaldes og voldtages stadigt oftere. Det er her en af de vigtigste slag skal stå, og det skal ske indefra. Uden frihedskamp fra modige muslimske kvinder som Geeti Amiri, Jaleh Tavakoli, Mersiha Cokovic, Firoozeh Bazrafkan, Latifa Ljørring og mange flere som fører an herhjemme, risikerer også Danmark at blive et trist, tomt kvindeløst skrækscenarie, som den verden jeg gik rundt i udenfor Bording, eller den som Kent Ruby og hans ellers så smukke vand-projekt har taget billeder af i Afghanistan. En verden i hvilken, hvis man endelig ser en kvinde, så er det som en sort skygge.
Frihedskampen starter med frit ord og frit hår. På sin helt egen måde kæmper Jaleh Tavakoli den så vigtige frihedskamp indefra, blandt andet med “det er bare hår”-selfies, og det har hun jo ganske ret i, men hvor det dog symboliserer så meget mere. Hendes frihedsmanifestationer, som er en “torn i øjet” på islam, er vi mange der følger med interesse, og er spændte på, hvordan mon udvikler sig.
Steffen Wernberg-Møller
Man har et standpunkt
”Politisk flertal ønsker, at militæret skal hjælpe politiet ved grænsen og ved terrormål. Skred i den forkerte retning, advarer Politiforbundet”.
Sådan lød det for godt en uges tid siden i aviser og TV. I dag har piben åbenbart fået en ny lyd, idet der nu lyder mere positive tilkendegivelser fra Dansk Politiforbund og dets formand Claus Oxfeldt om støtte til denne åbenlyse gode idé. Mit spørgsmål er så, hvem har ”banket” formanden på plads?
Er det Søren Pind, der har hvisket et og andet i øret på den ellers så vellidte og karismatiske formand, som på en eller anden måde ikke har tænkt sig godt nok om, eller for længe har rettet sig efter sit baglands tudekor?
Mange politikere – ja selv socialdemokraterne – har kunnet se det gode og fornuftige i den idé, formentlig på baggrund af, at et flertal af den danske befolkning har råbt for tonedøve ører i lang tid. Men endelig lykkes øreskylningerne og der blev skabt hul igennem.
Hvis man som Politiforbundet blot råber op om, at der er problemer med bemandingen, uden selv at komme med konstruktive løsninger på det udover at forlange mere mandskab og flere penge, hvilket ikke lige er sagen i nuværende situation, så burde man have stukket piben lidt ind.
Men godt at vi nu får assistance fra hjemmeværn eller militær, så kan vi måske få ro om den sag.
Per Deleuran, Stege
