Tyskland, Østrig, Ungarn, Slovakiet og til dels Holland har indført grænsekontrol. Flere lande kan være på vej. Kontrollen er landenes forsøg på at undgå, at de bliver løbet over ende af den voldsomme asylstrøm.
Dette har været svært at sluge for de kræfter i Danmark, der i den grad har hyldet Tyskland for dets kamp mod grænsekontrollen og dets politiske angreb på Ungarn.
TV2, der bliver mere og mere politisk missionsvirksomhed og mindre og mindre journalistik, er regulært gået i panik over udviklingen. Det gælder først og fremmest den hjemlige redaktion, ikke så meget EU-redaktionen.
Derfor påtog TV2 sig i går at belære befolkningen om, hvor negative konsekvenser det ville få, hvis Danmark også indførte grænsekontrol.
Borgmesteren fra Flensborg sagde det forkerte
Til formålet havde TV2 News om morgenen inviteret borgmesteren i Flensborg, Simon Faber fra det dansksindede SSV, til et interview.
Den mandlige studievært lagde på forhånd ikke skjul på, hvad man forventede sig af Faber. Han annoncerede, at Flensborg-borgmesteren nok ikke ville synes, at grænsekontrol var en god idé.
Men ak, noget gik helt galt. Faber udtrykte en vis forståelse for, at Tyskland og Danmark i den aktuelle situation kunne tage øget grænsekontrol i anvendelse.
Det var ikke lige det budskab, redaktionen ville have frem. Karakteristisk nok forsvandt Faber stort set fra TV2 News’ sendeflade resten af dagen. Havde han haft de rigtige meninger, ville han være blevet kørt på skærmen i endeløs gentagelse time efter time.
Så fandt TV2 en anden løsning
I stedet besluttede TV2 sig for, at man ville finde en anden fra grænselandet, der kunne levere det politisk korrekte budskab. Valget faldt på Aabenraas Venstre-borgmester Thomas Andresen, der blev gæst i Nyhederne kl. 19. Han er kendt som modstander af grænsekontrol.
Nu måtte det ikke gå galt én gang til. Så for at være helt sikker, undlod man at stille nogen form for kritiske spørgsmål til Andresen. Det resulterede i følgende absurde situation:
Thomas Andresen hævdede, at en grænsekontrol ville være et slag i luften, fordi man har en grænselinje på34 km. Den kan slet ikke bevogtes, måtte man forstå.
Studieværtens opfølgende spørgsmål gav nu sig selv: ”Jamen, Tyskland og de andre lande, der nu har indført grænsekontrol, har da en meget længere grænselinje – hvordan hænger det sammen?”
Men dette selvindlysende spørgsmål blev ikke stillet! I stedet gav studieværten fuld assistance til Andresens politiske budskab med medløbs-spørgsmål af typen: ”Hvad vil konsekvensen så være (af en sådan grænsekontrol)?”
Senere på aftenen kunne TV2 News så køre klip med borgmesteren fra Aabenraa som det store sandhedsvidne. Simon Faber fra Flensborg var helt ude. Sådan klarer man det problem.
Misvisende billede af, hvad der sker
TV2 og andre medier har generelt givet et misvisende billede af, hvordan EU er havnet i den nuværende situation, hvor flere og flere lande indfører grænsekontrol.
Man har hele tiden prøvet at gøre Ungarn til skurken og Tyskland til de gode. Men det er absolut ikke Ungarn, der har fået situationen til at løbe ud af kontrol – det er Tyskland selv med en politik, der var uden jordforbindelse.
Ungarerne kæmpede som løver for at forsvare EU’s Schengen-regler. De forsøgte at registrere de asylansøgere, der var kommet ind i EU via Ungarn, sådan som reglerne foreskriver.
Men det blev totalt undergravet, da Tyskland slog ud med armene og sagde, at de syriske asylansøgere kunne rejse videre til Tyskland og blive dér. Resultatet var selvfølgelig, at alle mulige andre end syrerne også drog til Tyskland.
Det er fuldstændig ufatteligt, at den tyske regering ikke havde forudset denne situation.
Man vil begrænse asylstrømmen
Da Tyskland på denne måde havde åbnet for et gigantisk asylpres på sig selv og andre favoritlande som Sverige, gik der bare en uge, før man måtte erkende, at man ikke kunne klare tilstrømningen.
Nu arbejder Tyskland så hårdt på at få andre EU-lande til at tage en større andel af de asylansøgere, som man selv har sørget for at tiltrække.
Men den store plan om en tvungen fordeling af asylansøgere kan man godt glemme. En stribe lande vil være imod, ikke mindst østeuropæiske lande.
Det drejer sig ikke bare om, at man vil bevare en national kontrol i stedet for at lade EU styre. Det drejer sig i allerhøjeste grad om, at man først og fremmest vil have en begrænsning af asylstrømmen til Europa.
EU er i øjeblikket helt ude af stand til at sikre denne begrænsning – dertil er EU’s ydre grænser alt for hullede. Derfor tager flere og flere lande kontrollen med deres egne grænser. Herunder altså Tyskland selv. Danmark kan tænkes at følge trop.
Der kommer mere grænsekontrol
Så længe man overhovedet ikke har styr på det samlede antal asylansøgere, der kommer til EU, vil denne situation fortsætte. Det kan godt være, at man kan få lidt omfordeling mellem landene, men den store plan om tvungne kvoter er en ren dødssejler.
I de østeuropæiske lande føler man, at man er ved at få sig etableret som moderne stater. Det vil man altså ikke have ødelagt af en tilstrømning, som Tyskland har sendt helt ud af kontrol.
Der bliver ikke mindre national grænsekontrol i den kommende tid. Der bliver mere. Simpelt hen, fordi landene ikke ser noget brugbart alternativ.
Det kan TV2 ikke gøre noget ved. Uanset hvor meget de anstrenger sig.