Når noget lyder for godt til at være sandt, så er det ikke sandt. Dette bon mot viser sig endnu engang at holde stik. I går: ”Ikke flere asylmigranter til Danmark. Vi har allerede taget vores part.” I dag: ”Vi tager 1.000 asylmigranter.” I morgen: Tja hvem ved?
Tysklands invitation
Når man inviterer flere gæster, end man har plads og råd til, kan man selvsagt ikke gå til naboerne og kræve, at de skal dække op og betale gildet. Men det er nøjagtigt det, Frau Merkel har gjort med sin invitation til alverdens folk om bare at komme til Tyskland.
Og denne hjertensgode invitation bliver nu pludselig hele EU’s ansvar.
Den helt uansvarlige politik siges at skyldes Tysklands soning for landets nazistiske forbrydelser. Efter 70 år må soningen være slut. Ingen af den nulevende generation af tyskere har noget ansvar for disse forbrydelser, der blandt mange andre rædsler medførte jødeforfølgelser, jødehad og holocaust.
Når så oven i købet den fortsatte soning, der ingen ende synes at ville tage, gøder grunden for mere af samme slags, kan det kun beskrives som den rene galimatias. Igen og igen er det beskrevet i medierne, hvordan jøder overalt i Europa fordrives, overfaldes, mishandles og i nogle tilfælde myrdes i takt med den muslimske indvandring.
Ungarns ydre grænser
Ungarn er en af EU’s ydre grænser. Ungarn er forpligtet af EU til at beskytte EU’s ydre grænser mod indtrængende. Når de så gør det, går hele EU-eliten i selvsving, og alle himler op om Berlinmuren og de nazistiske dødstog.
Ved den ungarnsk-serbiske grænse kunne vi se, at asylmigranterne hamrede og sparkede på det nyopførte hegn for at vælte det og de kastede sten ind over grænsen – en opførsel, vi kun kender alt for godt fra palæstinenserne.
De ungarnske vagter svarede igen med vandkanoner og tåregas. Asylmigranterne ved udmærket, at intet er så godt til at få følelserne i kog hos de vestlige befolkninger som angrebne, sårede og grædende, rædselsslagne børn.
Derfor skal børnene helt med frem i frontlinjen, lige dér hvor vandkanonen og tåregassen rammer. Ansvarlige forældre ville holde deres børn beskyttende i baggrunden.
Vi har set utallige videoer af dem, der nu søger til de vestlige lande. Indhyllede kvinder, grædende børn, som ingen voksne tager sig af, aggressive mænd, der råber muslimernes sejrsråb Allahu Akbar ved hvert angreb på grænsevagter. Det rene kaos.
Og migrantkaosset er blevet til følelsesporno. Det er meningen, vi skal græde sammen med de grædende børn. Føler man trang til at græde, kunne man i stedet græde over den situation, deres forældre har bragt dem i ved at udsætte dem for forfærdelige strabadser.
Og hvilket barn ville ikke græde, når en ophidset og aggressiv mand og en skrigende kvinde lader det foregå for fuld udblæsning hen over barnet? I det mindste kunne de vel forskånes for dét.
De indtrængende er kulturelt så langt fra den vestlige kulturkreds, som man overhovedet kan komme. Desperate? Jeg tror også, de vietnamesiske bådflygtninge var desperate, men erindrer ikke fra dem en truende og skræmmende adfærd.
Vildledning
Der er ingen flygtninge-/migrantkrise. En krise får en ende. Den bliver løst. Dét, vi oplever nu, er en stedsevarende tilstand, ikke mindst takket være Merkel og vores anden nabo ”den humanistiske stormagt” Sverige.
Men ved at kalde den nuværende situation en krise, og at der ”bare” er tale om 160.000 personer, der skal fordeles mellem alle EU-landene, bliver vi vildledt.
Politikerne undlader at fortælle, at der formentlig er 300.000, der venter i Istanbul på at komme til Europa og et tocifret milliontal i Nordafrika. Da Merkel har inviteret ”alle”, vil de 160.000 være for intet at regne i forhold til, hvad der snart og fremover skal fordeles.
Det er på det nærmeste blevet et mantra, at vi skal behandle flygtninge godt. Der er næppe nogen politiker, noget medie, nogen fra den selvudnævnte elite, der ikke igen og igen har betonet denne selvfølge.
Men hvornår er flygtningene ikke blevet behandlet godt, endog på bekostning af landets egne borgere? Her skal jeg blot nævne retskravet på en bolig. Et retskrav danskerne ikke har.
Hvor befriende, hvis bare en eneste politiker havde sagt: ”Selv om der kommer migranter hertil, skal vi stadig behandle befolkningen godt.”
Hjemsendelse?
Nogle politikere prøver at bilde os ind, at migranter, der ikke har krav på beskyttelse, hurtigt vil blive sendt tilbage til deres egne lande. Der er dog et aber dabei, for måske vil disse lande ikke tage imod deres egne borgere, og måske har de ingen papirer med sig, så man ikke ved, hvor ”hjemme” er. Ja, der er skam mange måske’er at overveje.
Og de, der får asyl, skal selvfølgelig hjem igen, når der bliver fred i deres lande. Ja så. Det er et nemt løfte at afgive, for udsigten til fred er så usandsynlig i disse lande og har så lange udsigter, at deres børn er blevet voksne og har fået børn, inden det eventuelt sker.
Selv i det helt utænkelige tilfælde, at der ville være fred inden for f.eks. 5 år, ville forhindringer for hjemsendelse være, at børnene var blevet født i Danmark, var startet i vuggestue, børnehave eller skole.
Og da vi via medierne har fået det forunderlige at vide, at arabiske forældre der kun taler arabisk, har børn, der ikke mere taler arabisk, ville det være direkte skadeligt for børnene, hvis familien blev sendt hjem. Og så har vi den unge mand, der ikke kan sendes hjem, da han har fået børn med en dansk kvinde og dermed er sikret en guldrandet, eviggyldig opholdstilladelse.
Vær dog ærlige og sig det, som det er: Ingen vil nogen sinde blive sendt hjem. De, der kommer nu, som de, der kom før, er alle indvandrere. Det er det, den største del af befolkningerne i EU reagerer imod.
Derimod vil de fleste sikkert gerne hjælpe Frau Merkel med at give hendes gæster beskyttelse, til hun har fundet plads og fået råd til selv at overtage dem. Den førte politik giver menneskesmuglerne kronede dage.
