Presset for at finde indkvartering til de mange asylansøgere, der er kommet til Danmark, er nu så stort, at man tænker i alle mulige løsninger.
Asylansøgere indlogeres på hoteller som på Hotel Gudenåen i Tørring.
Nedlagte militærbygninger moderniseres som Sønderborg Kaserne, der renoveres for millioner.
Der lejes almennyttige boliger, der er så dyre at almindelige lejere ikke har råd til dem, som prestigebyggeriet Bøgegården i Hjørring.
Lukkede plejehjem genåbnes som i den lille by Lyngby på Djursland.
Nedrivning af boligblokke udskydes som i Nordborg på Als.
Luksushytter
Men alt dette er slet ikke nok, derfor har man også fået øje på de mange tomme ferie-hytter rundt omkring på landets campingpladser og Campingrådet har opfordret medlemmerne til at åbne for indlogering af flygtningene.
En camping-hytte har som regel en meget høj standard. God plads, rent og godt indrettet. Et helt lille sommerhus i smuk rolig beliggenhed. Derfor skulle man tro at det var en stor glæde for mennesker, der er flygtet fra Syrien, at få mulighed for at bo sådan et dejligt sted.
Men nej, ikke alle er lige tilfredse med at blive spist af med en camping-hytte.
I Nordjylland har man lejet Nordstrand Camping i seks måneder, her koster hytterne i højsæsonen 6.900 kr. pr. uge – 3.200 kr. når de er billigst. Det er fine hytter og der adgang til god Wi-Fi forbindelse via fibernet.
I en af hytterne bor 35-årige Shakil Ahmed fra Bangladesh. Men han er alt andet end tilfreds med de forhold han selv og de 113 andre flygtninge har på Nordstrand Camping i Frederikshavn.
Uacceptabelt
Han peger på, at det først og fremmest er helt uacceptabelt, at der skal bo flere i samme hytte. Der bor op til 4-5 asylansøger sammen i en hytte. Men hytterne er faktisk indrettet til at kunne huse flere end det.
På feriecentrets hjemmeside kan man se, at hytterne på 25 m2 er beregnet til 5-6 personer, har eget bad og toilet, køkkenniche, to kogeplader, mikroovn, køleskab, kaffemaskine, el-stik, TV/DVD og al nødvendigt køkkenudstyr og service og to separate soveværelser, heraf et med dobbeltseng.
”Det er ikke godt og det vil med tiden føre til konflikter og ballade,” frygter Shakil Ahmed. (kanal Frederikshavn)
Men der er også andre ting, der ifølge Shakil Ahmed kunne være meget bedre, han er fx nervøs for vinteren i Danmark. Den kender han nemlig til, fordi han tidligere har været flygtning og dansk gift.
”De sagde til os, at det kun var for en kort periode, at vi skulle bo her, men jeg er bange for, at vi skal bo her hele vinteren. Det er ikke godt, for jeg ved jo, det bliver p….koldt i Danmark.” (kanal Frederikshavn)
Et andet kritikpunkt er manglen på muligheder for at lave noget. Shakil Ahmed henviser til, at asylansøgere andre steder har mulighed for at bruge idrætshaller og sportsfaciliteter.
”Når du spiller badminton, fodbold eller på anden måde er fysisk aktiv, glemmer du det, du er flygtet fra, og det er samtidig en god måde at møde nye mennesker på. Men her på campingpladsen er der ingen hal. Vi sidder bare inde i vores hytte. Der er godt nok et bordtennisbord, men vi har hverken bat eller bolde,” fortæller Shakil Ahmed. (kanal Frederikshavn)
Nordstrand Camping ligger i et naturskønt område med mange muligheder for fysisk udfoldelse, eller en mere rolig vandretur alene eller i fællesskab. Men der er også kun knap 3 km. til Frederikshavn centrum, så hvis man vil dyrke idræt under mere organiserede rammer er der god mulighed for det.
Hjørring
I Hjørring har man indlogeret familier i hytter, mens der arbejdes på højtryk for at få det nye asylcenter med moderne faciliteter klar. Her er dog ikke som i Frederikshavn Wii-fi via fibernet. (TV2)