Den 14. juni 2013 skrev jeg i Den Korte Avis om mit forsøg på at hitte rede i det vildnis af traktater, regler, love, direktiver og dekreter, som selvvalgte personer sidder i Bruxelles og koger sammen. Det er ikke blevet nemmere at forstå.
Således med begrebet ”unionsborger”. Som tidligere nævnt, har Danmark taget forbehold for denne EU-konstruktion. Det har i øvrigt alle de 27 EU-lande. Begrebet er derfor blevet betegnet som betydningsløst. Dog ikke betydningsløst i betydningen ”uden betydning” og dermed ikke-eksisterende. Den aktivistiske EF-domstol har derimod øjensynligt tolket, at det er landenes forbehold, der er betydningsløst. Det er altså i EU’s øjne ligegyldigt, hvad de enkelte lande tager forbehold overfor.
Så på trods af alle 27 landes forbehold skal alle unionsborgere behandles som egne borgere.
Unionsborgere
En unionsborger deltager derfor ikke blot i ”arbejdskraftens fri bevægelighed”. Han har ret til alle de ydelser, som (in casu) danskerne er berettiget til, og som nu skal strøs med mild hånd ud over hele EU’s befolkning, hvis de kommer et smut forbi vores land.
De hårdt plagede danske skatteborgere, der dårligt kan betale mere i skat, end de allerede gør, må nu se deres skattepenge delt ud mellem endnu flere mennesker fra fremmede lande, der på trods af vores modstand er blevet påduttet os som ”unionsborgere”.
Da penge kun kan bruges én gang, kan enhver ved selvsyn få øje på konsekvenserne ved en sådan generøsitet ved at se forfaldet rundt omkring i skoler, børneinstitutioner, hospitaler m.v., for slet ikke at tale om de manglende menneskelige ressourcer – også kaldet varme hænder – stort set alle steder.
Ydelsesuret begynder at tikke
Så snart en EU-borger, som nu altså er en unionsborger, kommer over den danske grænse og er heldig at finde sig et kortvarigt job, f.eks. som jordbærplukker, så begynder det offentlige ydelses-ur at tikke.
Der er mange goder, såsom SU til de unionsborgere, der ønsker at studere i Danmark. Her skal blot omtales børnechecken. Hvis unionsborgeren har børn under 18 år i hjemlandet, sendes skatteborgernes penge til hans børn.
Optjeningsprincippet
Optjeningsprincippet er blevet forbudt. Den unionsborger, der slår sig ned for kortere eller længere tid, skal have andel i den velfærd, som landets egne borgere gennem generationers horrible skatter har betalt til og derigennem har opnået et nogenlunde (og nogle steder) velordnet samfund.
Vi må se i øjnene, at en unionsborger trumfer alt. For en unionsborger betaler jo også skat, hævdes af nogle som et forsvar.
Jo, men får denne migrantarbejder ikke fra dag ét noget for sine skattepenge? F.eks. lys på vejene, renovation, politi, gratis læge og hospitalsophold, for slet ikke at tale om administrationen af migrantarbejdernes ankomst til landet, skattebetaling, udbetaling af børnechecks, SU og meget, meget mere. Det må nok give en del ekstra arbejdspres for personalet.
Da unionsborgere er underkastet samme regler som et givet lands egne borgere, kan det bedst betale sig at rejse rundt i velfærdsstaterne.
Børnetilskud i Polen
I Polen f.eks. udbetales der kun børnetilskud til familier, hvis indkomst ikke overstiger 539 PLN pr. person pr. måned (ca. 120 €). Et arbejdende forældrepar må altså ikke tjene mere pr. måned end ca. 1.820 kr. Børnetilskuddet er som i Danmark gradueret, men udbetales månedligt:
0 – 5 år udbetales 77 PLN pr. barn, dvs. 18 € eller 137 kr. (ved kurs 7,58)
5 – 16 år udbetales 106 PLN pr. barn, dvs. 24 € eller 182 kr.
16 – 24 år, hvis barnet studerer, 115 PLN, dvs. 26 € eller 197 kr.
Beløbene er for et og to børn. For det tredje og flere børn udbetales der yderligere til hvert barn 80 PLN, dvs. 18 € eller 137 kr.
Et forældrepar kan altså med f.eks. 4 børn på 2, 7, 14 og 17 år modtage i alt incl. flerbørnsydelsen 972 kr. om måneden. Men altså kun, hvis husstandsindkomsten ikke er over 910 kr. om måneden pr. person.
De danske børnetilskud
Lad os så se på de danske børnetilskud, der udbetales kvartalsvis og er uafhængig af husstandsindkomsten:
0 – 2 år 4.299 kroner eller pr. måned 1.433 kr.
3 – 6 år 3.402 kroner eller pr. måned 1.134 kr.
7 -14 år 2.679 kroner eller pr. måned 893 kr.
15 -17 år 893 kr., der udbetales pr. måned.
Tager vi de samme børn som ovenfor, vil en familie i Danmark pr. måned modtage 4.112 kr. Og det vil så også unionsborgerens familie i hjemlandet.
Det er næppe mærkeligt, at de tidligere østeuropæiske landes borgere foretrækker at være unionsborgere i et udvalgt vesteuropæisk land. Trafikken går næppe den anden vej, selv om man selvfølgelig også dér skal behandles som landets egne borgere.
En række ubesvarede spørgsmål
Det rejser nogle spørgsmål, som jeg ikke har set berørt noget sted.
Migrantarbejdere skal have såvel arbejde som folkeregisteradresse i det land, der rejses til, for at ydelserne kan udbetales. De rejser fra land til land. I dag Danmark, i morgen Sverige, i overmorgen Tyskland.
Men når der ingen grænser er og ej heller pas, der skal stemples ved ind og ud af et land, hvem kontrollerer så – og hvordan, at den pågældende ikke har folkeregisteradresse i hvert land, han for en kort tid slår sig ned i?
Hvem kontrollerer – og hvordan, at den pågældende er rejst videre, hvorfor børnechecks vel ikke længere skal udbetales til vedkommende, nu da et nyt EU-land formentlig overtager forpligtelsen over for hans børn?
Børnechecks betales forud for et kvartal ad gangen. Hvis migrantarbejderen rejser til det næste land efter en måned, hvem kontrollerer så – og hvordan, at han betaler to måneders børnetilskud for meget udbetalt tilbage? Eller er det bare ligegyldigt?
Svaret herpå giver flere kommuner, der mener, at det er meget svært at kontrollere regler og familieforhold fra de andre EU-lande.
Der er forskellige forslag til, hvordan Danmark kommer ud af denne børnecheck klemme, som lægger et stigende pres på vores velfærdssystem. Om det lykkes? Tja…
