De borgerlige partier i Norge står til en markant valgsejr. Det magiske tal i norsk politik er 85, eftersom der er 169 pladser at fordele til Stortinget. Den borgerlige blok står til at vinde hele 96 mandater. Samtidig er de fire partier, der vil støtte, at Høyres leder Erna Solberg danner regering, alle klart over den norske spærregrænse på 4 procent.
Den norske spærregrænse var tæt ved at tage livet af SF´s søsterparti i Norge, Sosialistisk Venstreparti (SV). Partiet står til en tilbagegang på over 2 procent, men med tilslutning fra 4 procent kan partiet med det yderste af neglene fastholde en repræsentation i Stortinget. Det ser ud til at have kostet at sidde i regering. Man tager sig i at tænke på SF´s trængsler herhjemme.
Trængsel på midsten
Som herhjemme har der i den forløbne valgperiode siddet en regering bestående af tre partier, nemlig Socialistisk Venstreparti (SV), Arbeiderpartiet (Ap) og Senterpartiet (Sp). De tre partier svarer godt til vore hjemlige SF, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre.
På den modsatte fløj finder vi fra venstre mod højre Kristelig Folkeparti (KrF), Venstre (V), Høyre (H) og endelig Fremskrittspartiet (Frp). Disse fire partier passer bedst med de danske Kristendemokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.
Helt så enkelt er det dog ikke. Sp minder også lidt om det danske Venstre. Det norske Venstre er oversat til dansk også en slags blanding af vores Venstre og Det Radikale Venstre. Endelig er Frp en slags fusion af danske Venstre og altså Dansk Folkeparti.
Norsk politik i dag er som dansk politik i 1990’erne
Det lyder måske lidt kringlet, men der er en interessant pointe ved det. Norsk politik minder nemlig ikke om dansk længere. Snarere ser Norge ud, som Danmark gjorde det før valget i 2001, hvor midterpartierne blev sat uden for indflydelse. Et resultat, der gentog sig herhjemme ved valgene i 2005 og 2007, hvor V, K og DF igen vandt flertal alene.
Reelt har Norge med andre ord ikke to fasttømrede blokke. I stedet ser vi to partier på venstrefløjen, SV og Ap. I midten ligger så Sp, KrF og V. Og til højre er det H og Frp.
De tre midterpartier forstås næsten bedst, hvis vi tænker tilbage på Danmark før valget i 2001. Dengang var der tre partier, der opfattede sig selv som midterpartier, nemlig Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne. Alle disse tre danske partier, ganske som Sp, KrF og V i Norge, opfattede sig som ”anstændige” partier, når det gjaldt udlændingepolitikken.
Det betød, at det i Danmark før 2001 var umuligt at stramme udlændingeloven, særligt flygtningeloven og retten til familiesammenføring. Efter 2001 var dette billede forandret, fordi de tre midterpartier stod uden de afgørende mandater.
Sådan vil det langt fra gå i Norge efter dette valg. Høyre og Frp vil få cirka 44 procent af stemmerne, meget langt fra et flertal.
En kommende norsk regering bestående af for eksempel kun Høyre og Frp vil få mere end vanskeligt ved at gennemføre stramninger af den norske udlændingelov, der for nærværende forandrer det norske samfund med stor hast.
Fremskrittspartiet i regering men uden den store indflydelse
Høyre og Frp skal nemlig have støtte fra, hvad der herhjemme svarer til daværende Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne.
Anskuet på denne måde er det ikke spor sikkert, at magtskiftet i Norge vil spille nogen rolle. Vi må selvfølgelig vente og se, hvad Frp kan få igennem under de kommende regeringsforhandlinger, men det kan meget vel vise sig ikke at være ret meget.