Vi kender det udmærket. Lige som vi har tænkt os at nyde haven og det skønne vejr, starter naboen græslåmaskinen, hækkeklippen eller kompostkværnen. Irriterende. Men hvad kan du gøre?
Svaret er groft sag: Ikke ret meget. Men dog med undtagelser.
Du eller din nabo kan gå i gang med hækkeklipperen, når I vil, men det er en god idé at spørge naboen om tidspunktet generer.
Hvis din nabo putter grene i kompostkværnen kl. 5 om morgenen, eller slår græs sent på aftenen, kan du ikke gøre andet end at bede ham stoppe.
”Generelt er der ikke andre regler end dem, politiet udstikker. Der findes ingen præcise regler for støj i haven. Det er en af gråzonerne,” fortæller sekretariatschef hos Parcelhusejernes Landsforening, Jørn Bitsch til Bolius.dk.
Musik er dog en undtagelse
Hvis din nabo derimod spiller for høj musik i have, så kan det blive straffet med bøde, hvis musikken er til væsentlig ulempe for de omkringboende, står der i Ordensbekendtgørelsen.
”Det betyder, at det er forbudt at spille så højt musik i haven, at det generer naboerne, forklarer Henrik Suhr fra Nordsjællands Politikreds til Bolius.dk. og fortsætter:
”Men det anhænger af tidspunktet. Det er forskel på at spille musik kl. 2 om natten og kl. 14 om dagen. Vi vurderer altid den enkelte situation. Er der problemer med høj musik på tidspunkter, hvor det er til gene for naboerne, tager vi telefonisk kontakt og kommer med en venlig henstilling først.”
Politiets ressourcer er dog ikke til at politiet så tit kan tage ud til klager over musik i haven. Men ifølge Henrik Suhr hjælper telefonopringningen for det meste også på problemet. Og det sker kun sjældent, at de bliver nødt til at uddele bøder.
Havefester
Omkring Skt. Hans, når studenterne bliver udklækket, klager mange naboer over støj. Det er derfor en god ide at orientere naboer om festlige arrangementer og samtidig sørger for at tage hensyn.
”Omkring Skt. Hans og alle studenterfesterne er det tidspunkt på året, hvor vi får flest henvendelser omkring støj i haven. Men vejret spiller en stor rolle. Er vejret godt, er der flere, der klager, end hvis vejret er dårligt,” siger Henrik Suhr til Bolius.dk.
Ingen regler for støj fra haveredskaber
Når det gælder de geskæftige naboer, der støjer med diverse haveredskaber fx kompostkværne, benzindrevne kædesave, buskryddere og rundsave, der larmer ligeså meget som en lastvogn under kraftig acceleration, er der ingen regler.
Selv eldrevne kædesave og benzindrevne plæneklippere har et støjniveau som en personbil under kraftig acceleration.
Det kan dog være at din lokale grundejerforening har lavet regler for støj, fx at du ikke må støje inden kl.8 morgenen, efter kl. 18 om aftenen og kun til kl. 12 om søndagen.
”Problemet er, at der ikke er nogen præcise regler. Grundejerforeninger kan forsøge at være adfærdsregulerende, men de har ikke rigtig nogen sanktionsmidler, hvis deres regler bliver brudt,” siger Jørn Bitsch til Bolius.dk, som bakkes op af politibetjent Henrik Suhr, der påpeger at politiet ikke har sanktionsmidler overfor sådanne redskaber.
Det bedste råd er derfor at respektere og tage hensyn til din nabo og eventuelt orientere om planlagt støj. Så kan det være naboen også tager hensyn til dig.
https://www.bolius.dk/hvor-meget-maa-din-nabo-stoeje-i-haven-15637/
(Kilde: Bolius.dk.)