|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Pjattede gudstjenester
Af Visti Christensen
Kan en gudstjeneste blive for pjattet? Ja, mener nogle. Andre hilser det velkomment, at der i nutiden
indkaldes til gudstjenester med alverdens titler foran. Det er, som om præster ikke længere kan og vil leve med, at der næsten er totalt tomt på kirkebænkene, når sognets menighed samles i kirken for at dyrke Gud ved de århundredgamle traditionelle gudstjenester. Men skal der ikke være grænser for ’ny opfindsomhed’, for der er jo da forskel på ramme og indhold. Lov om kirkers brug er stærkt anfægtet.
Gudsdyrkelse
”Hvorfor skal man overholde De ti Bud”? spurgte en opvakt pige på mit sidste konfirmandhold mig. En stor kontrast til, hvad en mor betroede mig, da jeg var ung præst. Hun havde to udøbte piger, der nu var i konfirmationsalder. Så besluttede hun at følge gudstjenesterne et helt kirkeår igennem. Hun var skolelærer, og betroede mig efter dåben, at det var det bedste, hun nogensinde havde brugt tid på.
Nye generationers kendskab til kristendom, troslære, tekster, salmer, dåb og nadver, er forsvundet på 2 menneskealdre. Hjemme lærer man ikke noget, og allerede i 1970erne blev kristendomsundervisningen taget ud af Skolens formålsparagraf, og 48 lovfordrede timer til undervisning i præstegården, blev så gradvist afskaffet, og præsten selv skulle udfyldte tiden med weekender, film osv.
Kristendom er usammenlignelig med andet i verden. Den har eget mønster, tankesæt og formål. Derfor Jesu ord om at omvende sig og blive som børn, hvis man ville ind i Guds Rige. Han lovede heller aldrig sine efterfølgere guld og grønne skove ved at tro på ham. Derimod modgang, forfølgelse og død.
Søren Kierkegaard sagde, at kristentro var som at springe ud på 70.000 favne vand. For troen er i sig selv et paradoks, og ingen bevisførelse kan lokke folk til. Så Kristeligt Dagblad rammer galt ved at få kendte til at sige, hvad der er bedst og værst ved kristendom, gudstjeneste og multireligiøsitet.
Guds Rige
Kristne véd sig forenet i det, Jesus kaldte Guds Rige, som ikke kan ses, høres eller bevises. Alligevel er det iblandt os, og bryder engang synligt frem iflg. trosbekendelsen, men som indebærer det evige livs glæde allerede her på jord. Begyndende med tro, håb og kærlighed, forklaret af Helligånden.
En del yngre teologer mener, at multireligiøse samfund er af det gode. At religioner befrugter hinanden, da de udspringer af samme længsler og ønsker på kloden, med dens mange mysterier. Så blandingstro bør kunne gøre alle stærkere i éns egen tro, så vi ikke lever i en gammeldags afsondrethed.
Andre påstår, at det værste ved kristendommen er, at den afslører os som hyklere, selviske syndere. Og det er ubehageligt at blive afklædt. Nærmest krænkende, for gode mennesker har jo da ikke brug for en tale om frelse ved troen på syndernes nådige forladelse i Jesu Kristi navn, og på hans regning.
Men Folkekirken sætter ofte Evangeliet i skammekrogen, og er blevet mere optaget af besøgstal, pop, pjank og underholdning. Men så er det blot et forsamlingshus, der tænker på brugertilfredshed, og så er alle pejlemærker jo andre, og tendensen til kirkens tilstedeværelse på festivaler, caféer og i nattelivet hyldes. Her kan præster møde folk på ’hjemmebane’, men de går glip af trosstyrkende fællesskab.
Uvedkommende aktiviteter
En estimeret gårdejer sagde en dag til mig, at han ikke gad komme til Gudstjeneste, da disse ikke sagde ham noget. Og den tendens er commes il faut. Efter deltagelse i ikke-kirkelige arrangementer, kan man høre folk sige, at man ikke skulle tro, man havde været i kirke. (Underforstået til kedelig gudstjeneste). Så hellere Halloween-gudstjeneste med visne blomster og spindelvæv på en sort alterdug.
Eller en Palmesøndag hvor præsten rider kirken rundt på en æsel-kæphest, pop- og rockkoncerter, syv unge break-dansere, der illustrerer ’De syv Dødssynder’ og i stedet for Altergang: Kage og saftevand. Og ved børnegudstjenester kan man høre om, at man kan få døbt sine bamser og dukker. Og alt pakket ind i forklaring om, at kristendommen netop tændte lys i hedenskabets mørke. Ikke for de rettroende!
