I Tyskland er magtkritik en sag for efterretningstjenesten

Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet

Ytringsfriheden beskytter ikke borgernes tillid til magten. Den beskytter deres ret til at anfægte den.

Det er en grundlæggende demokratisk sondring, som desværre ikke altid står lige skarpt i den tyske retsorden. Senest har domstolene godkendt, at den statslige efterretningstjeneste Verfassungsschutz fortsat må anvende indgribende overvågningsmetoder over for oppositionspartiet Alternative für Deutschland (AfD) i delstaten Niedersachsen med den begrundelse, at AfD har overskredet grænsen for tilladelig “magtkritik”.

Retten henviser blandt andet til, at partiet fremstiller det demokratiske system som mislykket og søger at “ryste befolkningens tillid til Forbundsrepublikken Tysklands repræsentanter”.

Når kritik af magten bliver mistænkelig

Afgørelsen faldt på baggrund af en  omfattende rapport udarbejdet af Verfassungsschutz, der argumenterer for, at AfD i Niedersachsen arbejder imod den frie demokratiske grundorden.

Rapporten omfatter en række forskellige forhold, men i et demokratisk perspektiv er det særligt foruroligende, hvordan myndighederne og domstolene betragter AfD’s kritik af de politiske magthavere.

Ifølge overretten overskrider AfD grænserne for tilladelig magtkritik, fordi partiets repræsentanter systematisk angriber statslige institutioner, embedsmænd, andre politiske partier og deres repræsentanter i “polemiske og undertiden nedsættende vendinger”. Det demokratiske system fremstilles som mislykket, og de etablerede partier beskyldes for autoritære tilbøjeligheder, hvorved AfD prøver at ryste befolkningens tillid til Forbundsrepublikkens repræsentanter og rejse tvivl om de demokratiske institutioners funktionsdygtighed.

Det er en meget foruroligende retsafgørelse i en demokratisk retsstat.

Et oppositionsparti har ikke til opgave at opretholde befolkningens tillid til regeringen eller de institutioner, der udøver magten. Tværtimod, fristes man til at sige, bør oppositionen frit kunne argumentere for, at magthaverne er uduelige, korrupte eller direkte farlige for demokratiet – også, når kritikken er grov, overdreven eller usand.

Ytringsfriheden beskytter nemlig også den politiske polemik, som magthaverne finder urimelig, fornærmende eller historieløs – men åbenbart ikke i Tyskland, hvor nogle af rettens konkrete eksempler belyser, hvor presset ytringsfriheden er:

Stasi, diktatur og andre politiske beskyldninger

AfD har blandt andet sammenlignet De Grønne med kommunisterne og beskyldt partiet for at ville føre Tyskland i retning af et diktatur. En lokal partiorganisation har sammenlignet myndighedernes behandling af oppositionen med Stasis metoder i det tidligere DDR. Og en AfD-politiker har beskyldt de etablerede partier for at have gjort staten til deres bytte.

Alle udsagn, der normalt ligger inden for den demokratiske skive, men som i Tyskland giver Verfassungsschutz ret til at overvåge et lovligt parti – endda uden at se ironien i deres eget Stasi-eksempel: En politisk organisation kritiserer myndighederne for at anvende metoder, der minder om det østtyske hemmelige politis. Og netop denne kritik indgår i den samlede begrundelse for, at staten kan overvåge organisationen.

Forebyggende – men forebyggende mod hvad?

Efter tysk lovgivning skal Verfassungsschutz undersøge og kortlægge politiske bestræbelser, der retter sig mod demokratiets grundlæggende forfatningsprincipper. Det kræver hverken voldelige hensigter eller konkrete planer om et statskup. Også ikkevoldelige politiske bestræbelser kan efter omstændighederne være forfatningsfjendtlige, og det rejser spørgsmålet, hvor grænsen egentlig går, hvis de forhold, man lægger vægt på, består i lovlige politiske ytringer, der kritiserer magthaverne og sætter spørgsmålstegn ved de demokratiske institutioners troværdighed?

At overvågningen ovenikøbet betegnes som forebyggende, gør det nærmest værre og åbner en ladeport for arbitrær overvågning af enhver, der eventuelt kunne tænkes at ytre sig kritisk om magthaverne, når myndighederne samtidig kan tillægge lovlige, flertydige politiske udsagn en belastende betydning.

Det er reelt elastik i metermål, hvis der ikke samtidig opstilles klare, lovmæssige kriterier for, hvad der kan betragtes som ”forfatningsfjendtlige bestræbelser”. Men i Tyskland overlades det til domstolene at foretage en samlet vurdering ud fra åbne lovbestemmelser, hvorved grænsen mellem legitim systemkritik og forfatningsfjendtlig virksomhed reelt afhænger af, hvilke udsagn man udvælger, og hvilke hensigter man tillægger dem.

Demokratiets selvforsvar

Den tyske tilgang udspringer af forestillingen om det forsvarsberedte demokrati, wehrhafte Demokratie. Erfaringerne med Weimarrepublikkens sammenbrud og nazismens magtovertagelse har præget den tyske forfatningsorden, som skal kunne forsvare sig mod kræfter, der vil afskaffe demokratiet, hvilket er en historisk forståelig ambition.

Men der er en verden til forskel på at beskytte demokratiets grundlæggende frihedsrettigheder og at beskytte de eksisterende politiske institutioners autoritet- og meget tyder på, at Tyskland har smidt barnet ud med badevandet.

For et demokrati er ikke i sig selv truet, blot fordi borgerne mister tilliden til deres politiske ledere. Det er heller ikke nødvendigvis truet, fordi oppositionen beskriver de demokratiske institutioner som korrupte, magtfuldkomne eller ude af stand til at løse deres opgaver.

Tværtimod er demokratiet afhængigt af, at borgerne frit kan fremsætte netop den kritik – og når staten griber ind i den ret for at beskytte magten, er det en accelererende glidebane væk fra demokratiet og mod autoritære tilstande.