|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Da overfaldet på en israelsk festival den 7. oktober 2023 blev vist på TV, havde nok de fleste set mere end nok af den ufattelige ondskab, der udfoldede sig.
Barbarerne lagde deres optagne videoer fra kropskameraer på nettet, så man kunne få alle uhyrlighederne med. Videoer, som nok ikke mange for deres egen sjælefreds skyld ville drømme om at klikke på.
Voldtægt som våben
Der har næppe været en krig, hvor voldtægt ikke har været et af de våben, der bruges mod den krigsramte befolkning.
Men den 7. oktober 2023 blev voldtægterne, torturen og mordene tilføjet en ny dimension, der langt oversteg, hvad nogen i deres vildeste fantasi kunne forestille sig.
Den 28. april blev en stor rapport offentliggjort. Rapporten er resultatet af to års arbejde med at dokumentere omfanget af den seksuelle terror, der blev udført den 7. oktober 2023 og de efterfølgende år under Hamas’ gidseltagning i Gaza. Rapportens gennemgang af det grufulde materiale er gennemgået og beskrevet i Den Korte Avis.
Som Kasper Støvring skriver i dokument.dk: ”Rapporten om Hamasterroristernes forbrydelser den 7. oktober rummer over 10.000 fotografier og videoer samt 430 vidneudsagn om bestialske drab og ubeskrivelig tortur.”
Læs om rædslerne her: https://www.document.dk/2026/05/15/djaevelen-findes/
Terroristerne kunne ikke gøre sig håb om at kunne bekæmpe den langt stærkere krigsmagt, Israel. Så de valgte det næstbedste. Nedslagtning af sagesløse og ubevæbnede festivaldeltagere gennem en så perverteret voldtægts- og mordrus, som jeg i hvert fald ikke tidligere erindrer har fundet sted.
Som forventet svarede Israel omgående igen på Hamas’ terrorangreb. Hamas skulle udryddes. Hvor sørgeligt det end er, er det uundgåeligt som i alle krige, at også civile, herunder børn, bliver ramt.
Mine landsmænds moralske kompas
Ét er, at alle de islamister, vores politikere gennem årene har tilladt ophold i Danmark, og som nu hujende og jublende går gennem gaderne, mens de hylder en grusom terrororganisations grusomheder.
Et andet er at se og opdage, at de personer, der uanset partifarve har været vores venner, familiemedlemmer, kolleger, bekendte gennem hele vores liv, går hånd i hånd med terrortilhængerne.
Hvad er der sket med vores landsmænd? Har de ikke i det mindste set terroristernes egne optagelser, der blev vist på TV? Er der selverklærede feminister iblandt den hujende hob, som upåvirket har kunnet se kvinder og børn blive myrdet, voldtaget, skændet, og under lemlæstelserne fik flænset underlivet op og skåret kønsdelene af, flere i levende live.
Det har vist sig, at datoen den 7. oktober 2023 slet ikke eksisterer for herboende islamisters danske bonkammerater.
Et andet fokus
”Reaktionen i det vestlige intellektuelle miljø har været kontekstualisering, strukturelle forklaringer, opfordringer til at forstå årsagerne. Det moderne sekulariserede Vesten har afviklet sproget for absolut ondskab”, skriver Kasper Støvring.
Som Støvring skriver, har vi ikke noget sprog for den slags djævelsk ondskab og er derfor ude af stand til at forstå den. Derfor findes den ikke.
Fokus måtte flyttes, så ondskaben kan forklares væk.
Støvrings beskrivelse i hans kronik er de fysiske grusomheder, men den forfærdelige psykiske vold burde ikke lade nogen i tvivl om, hvor perverterede og depraverede personer deres ofre har været i kløerne på.
Vi så de frigivne kidnappede løbe spidsrod mellem store grupper truende og grinende palæstinensere, inden de nåede frem til de ambulancer, der skulle køre dem til hospitalet.
Frigivelsen var en ubeskrivelig indsigt i, hvor dybt nogle, der til forveksling ligner mennesker, kan synke ned i en mørk, djævelsk umenneskelighed.
Mange blev myrdet på den mest horrible vis, og familien Bibas med deres 2 små børn blev symbolet på den umenneskelige brutalitet, der er det afskyelige kendetegn på Hamas’ ondskab.
Efter at de små børn, den ene en baby, og deres mor var myrdet af Hamas, blev de frigivet – i kister under en grusom teaterforestilling.
Teaterforestillingen
Kisterne var stillet til skue på et podie. De tre kister var påført et foto af moderen og de to børn. Da kisterne blev overført til Israel, viste det sig, at kvinden ikke var moderen. De brutale mordere påstod, at hun var blevet slået ihjel af israelernes bombardementer, og at man ikke kunne finde knogleresterne.
Først da israelerne truede med en voldsom gengældelse, kunne morderne godt finde liget, og moderens lig blev returneret til Israel.
Terroristerne er dygtige til at lave stunts og at vende op og ned på ofre og forbrydere, men viden om, at der er noget, der hedder DNA, og at bedraget ville blive opdaget, ved de ikke.
Fortæl mig, hvem andre end en terrororganisation kunne finde på så nederdrægtig en forestilling.
Tilbage i Israel sad den frigivne far og må leve resten af livet med det sataniske syn, der uden tvivl også er blevet sendt på israelsk TV.
I mit sind forsvinder denne gudsbespottende handling aldrig.
Efter dette syn måtte mine terrorelskende landsmænd da stoppe deres støtte. Men nej, de hujer stadig gennem gaderne.
Et sprogligt kunstgreb
At mine danske landsmænd var medinteressenter i glæden over den grusomhed, der udspillede sig den 7. oktober 2023, er nok ubegribeligt for de fleste.
De vidste udmærket, at de ville lagt for had i resten af befolkningen, når de hånd i hånd med Hamas tilhængerne deltog i begejstringen. De blev nødt til at finde på en historie, hvis de skulle gøre sig håb om at møde forståelse i befolkningen for deres kyniske syn på mordene.
Den historie fik de leveret af palæstinenserne. De har altid været gode til at opdigte deres egen historie for at retfærdiggøre deres handlinger: Demonstrationerne skyldtes israelernes bombning af en stakkels helt uskyldig befolkning og udsultningen af de stakkels børn. Den historie slugte venstrefløjen råt. Det gør ordentlige mennesker ikke.
Jødehadet, som jeg troede var minimalt i mit eget land, eksploderede, for hvad der sker i Israel, blev jøder i alle lande medskyldige i.
