|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Misforståede kirkeopgaver
af Visti Christensen
De utallige Tv-udsendelser, hvor psykologer, parterapeuter og journalister vil hjælpe parforhold til at få kærligheden til at blomstre og være problemfri, frister nu folkekirkepræster til at ansætte eller selv virke som parterapeuter. Det er endnu et eksempel på, at kristendommen skifter indhold i Danmark.
Den kristne lære
Intet kristent menneske ønsker noget ondt for sine medmennesker. Og gør man det alligevel, bør man tage et grundkursus i den kristne lære. På den anden side er der grænser for både god overbærenhed, tilgivelse, og for, hvad man skal finde sig i. Der må være måde med galskaben. Og det fremgår bl.a. af det faktum, at kristentro hviler på to ligeværdige og absolutte grundpiller: Kærlighed og sandhed. Ikke det ene uden det andet. Og selvom det er blevet ’commes il faut’ overalt at tale om kærlighed, som en let og naturlig ting, så findes også udspekuleret egoisme og næstekærlighed, der er det rene selvmord.
Moderne kirke
En del yngre præster af begge køn er begyndt at lukke kirken op for aktiviteter og fremme at nye ting, der ret beset er ude i tredje spor, når det gælder at have med evangeliet og kristendommen at gøre. Det gøres sikkert ud fra de bedste intentioner om at få flere kunder i butikken, og for at vise, at man ikke er en forældet institution, der har overlevet sig selv, og har for få kunder til gudsdyrkelse ved almindelige gudstjenester. Og blandt nye tilbud er klima- og andre temagudstjenester, straks-dåb og lyn-bryllupper.
Parterapi
Seneste eksempel er, at man vil hjælpe folk til et bedre og mere velfungerende ægteskab. Og i et forsøg herpå inviteres til parforholdskurser i kirkeligt regi. En præst forklarer sagen med faglig tro på, at det er Gud selv, der har fundet på det gode ægteskab, og i Haderslev kirke inviteres så til tre kursusaftener om parterapi. Og sognepræsten, der er foregangsmand for ideerne, udtaler, at kirken har medansvar for at skabe sunde ægteskaber, hvis der er knas i parforholdet, eftersom det jo er Vorherre selv, der har fundet på, at ægteskab og parforhold er en god ramme at leve i.
Brug for parterapeuter
Den kendsgerning, at over 50 % af indgåede ægteskaber opløses igen, er statistisk beviseligt. Så sandt er det da, at der er brug for gode råd. Men spørgsmålet er, om dette emne er noget, kirken skal stå for? Alle præster taler forud med folk, der ønsker at indgå ægteskab i kirken. Men at kirken skal indtage en terapeutrolle senere hen, er virkelig et både rimeligt og afslørende spørgsmål. Også selvom man møder folk fra kirkelige sammenhænge, der argumenterer med, at kirkens klassiske opgave, og eneste reelle eksistensberettigelse med evangeliets forkyndelse, ikke længere er nok i en moderne, splittet verden.
Kørekort til ægteskab
Blandt argumenterne er også en sammenligning med at skulle tage kørekort. Undervisning og teoretisk indsigt må til. Og når parterapeuter deltager i kursusaftnerne, er det jo fordi det handler om at håndtere uenigheder, beroliges vi med. Alle kan blive berigede af at have forskellige holdninger og erfaringer, vi skal blot gå mindre op i, hvem der har ret. Kurset er gratis, og alle par er velkomne. Også dem, der ikke føler, de har brug for hjælp, lyder det. Egentlige kriser er ingen forudsætning. Men det er ligesom med en bil: Den skal til service, selvom den ikke har voldsomme mislyde.
Et brugbart forslag
For mange lyder det helt sikkert lidt gammeldags. Men et enklere, billigere og tidsbesparende råd end ansættelse af gode terapeuter er, at man i stedet opfordrede havarerede ægteskaber og parforhold til at genopfriske De Ti Bud, samt alle de mange gode opskrifter på et godt, rigtigt og fornuftigt menneskeliv i Jesu Bjergprædiken, som man kan læse i bl.a. Mattæusevangeliets kapitel 5-7.