|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
De elektriske personbiler fortsætter den hurtige udvikling og det betyder, at der nu er 600.000 elbiler i den samlede bilbestand i Danmark, ifølge tal fra bilstatistik.dk. Det er lidt under et halvt år siden, at der kunne tælles en halv million elbiler i bilparken og det er dermed gået stærkt med de seneste 100.000. Det voksende antal elbiler kan ses tydeligt på gennemsnittet af CO₂-udledningen blandt nyregistrerede danske personbiler. I 2020 lå gennemsnittet for nyregistreringerne på 117 gram CO₂ pr. kilometer, mens det i 2025 var faldet til 41 gram pr. kilometer. Det er en reduktion på 65 procent og viser den store effekt, som elbilerne har haft på gennemsnitsudledningen under kørsel.
“600.000 elbiler på vejene viser, hvor hurtigt udviklingen kan gå, når rammerne er rigtige. Det er især de økonomiske incitamenter, der har gjort det attraktivt og muligt for mange danskere at vælge elbil. Det er vigtigt, for det er tydeligt at se, hvor meget udviklingen har betydet for CO₂-emissionen blandt nye personbiler,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Politiske rammer afgør den videre udvikling
Udviklingen i elbilbestanden er i høj grad drevet af de politiske rammer for bilbeskatning, som har gjort det attraktivt at vælge grønt. Samtidig har et stigende modeludbud og teknologiske forbedringer styrket efterspørgslen. Med den nuværende udvikling forventer Mobility Denmark, at der allerede i 2027 vil være omkring 1 million elbiler i den danske bilbestand, hvis de nuværende prisniveauer kan fastholdes, men det kræver, at registreringsafgiften på elbiler ikke stiger fra 2027, som det er planlagt på nuværende tidspunkt.
“Den planlagte indfasning af registreringsafgiften på elbiler vil medføre markante prisstigninger, hvilket kan bremse udviklingen. Vi er spændte på, om det kommende regeringsgrundlag vil inkludere en ny og fremtidssikret model for bilbeskatningen. Flere partier har i løbet af valgkampen præsenteret deres bud på fremtidens bilbeskatning. Det giver nu en oplagt mulighed for at skabe en langsigtet model, der gør det permanent attraktivt at vælge grønt – for eksempel ved at afskaffe registreringsafgiften på elbiler,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Mobility Denmark udgiver løbende nyheder om milepæle i den danske bilbestand, på baggrund af data fra bilstatistik.dk.
Top 20 over elbilmodeller i den danske bilbestand for personbiler

Kilde: bilstatistik.dk pr. 16. april 2026.
Kildeangivelse
Gengivelse af tekst: Mobility Denmark
Videregivelse af tal og datamateriale fra pressemeddelelsen må kun finde sted med henvisning til Bilstatistik.dk

(Baseret på registreringer) Grafik Mobility Denmark
Kilde: Bilstatik.dk
Lavet med Datawrapper