|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Tidlig lørdag eftermiddag den 27. juli 2024 kl. 12.52 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om voldtægt.
Voldtægten var blevet begået lørdag morgen på en adresse i Aalborg Kommune.
Ofrene er to mindreårige piger på fjorten år og en pige på femten år.
To mænd anholdt senere lørdag
Nordjyllands Politi indledte straks en omfattende efterforskning af de nærmere omstændigheder af denne alvorlige sag, da anmeldelsen lørdag indgik til politikredsen.
Det medførte, at to lokale mænd lørdag aften blev anhold på adresser i ligeledes Aalborg-området.
Det oplyser lederen af politiets efterforskning, politikommissær Kenneth Rodam, i en pressemeddelelse.
Rodam fortæller, at det var de hurtige efterforskningsskridt, der gjorde at politiet hurtigt kunne identificere de to anholdte.
Det skete på grundlag af blandt andet afhøringer af ofrene, afhøringer af flere personer og indhentning af videoovervågningsmateriale.
”Derfor slog vi til i løbet af lørdag aften mod to adresser. Begge de to mistænkte er således blevet anholdt,” siger politikommissær Kenneth Rodam.
Han tilføjer, at de to anholdte, en mand i 20’erne og en mand i 30’erne, lørdag aften og nat er blevet afhørt og sigtet for voldtægt.
Og på det grundlag er det blevet besluttet, at de i dag den 28. juli skal fremstilles i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.
Beder om offentlighedens forståelse
Efterforskningslederen kalder det en meget alvorlig sag.
Der er tale om voldtægt efter flere bestemmelser i straffelovens § 216 – herunder samleje med barn under 15 år, hvor gerningsmanden er fyldt 22 år.
”Derfor beder vi også om offentlighedens forståelse for, at vi – både af hensynet til pigerne og deres pårørende og hensynet til vores verserende efterforskning – ikke kan gå i detaljer med sagens nærmere omstændigheder,” siger politikommissær Kenneth Rodam.
Han understreger dog, at de sociale myndigheder er blevet inddraget, ligesom de nærmeste pårørende til pigerne er blevet underrettet.
Et større efterforskningsarbejde venter
Nordjyllands Politi har nu et større efterforskningsarbejde foran sig.
Blandt andet skal hele hændelsesforløbet før, under og efter voldtægterne afklares.
Det gælder ligeledes en kortlægning af ofrenes og gerningsmændenes præcise færden.
Politikredsen har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer til sagen.