|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Sjurdur Skaale, der er valgt til Folketinget på Færøerne, holdt et indlæg under afslutningsdebatten den 29. maj. Det blev kaldt Folketingets bedste i mange år. Talen der handlede om krigen mellem Hamas og Israel, blev bragt i Den Korte Avis på video og på skrift.
Forhenværende lektor ved Hærens Officersskole, Henning Duus siger om talen:
Tak til Sjurdur Skaale for en fremragende tale. Den er på mange måder rammende. Personlig har jeg både ros og ris til talen.
Min ros går primært på, at Skaale fremhæver det afgrundsdybe barbari, som angrebet på Israel den 7. oktober var udtryk for med alle de bestialske myrderier på uskyldige festivalgæster i ren blodrus, bortførelser af israelske gidsler og anvendelserne af Gaza-boere som gidsler, der tvinges til at være menneskelige skjolde for israelske fuldt folkeretsligt lovlige svar på angrebet.
Min ris går primært på, at Skaale mener, at Israel bør indstille sine angreb, da tab på civile Gaza-boere er for stort. Argumentet er forkert af primært 2 grunde. (1) Israel har ikke ansvaret for de påstået civile Gaza-boere, som virker som menneskelige skjolde for Hamas mod Israels legale militære mål. Militære mål overtrumfer civile, blot proportionalitetsprincippet overholdes. Dvs. at hvis militæret har valgmuligheder m. h. t. at nå sit militære mål, skal man iflg. den humanitære folkeret vælge den fremgangsmåde, der sparer flest civile (2) Hvis Israel stopper angrebet på grund af påstået civile tab, sender dette et budskab til andre angribere, herunder terrorister om at Vesten ikke skyder på civile. Herved opfordrer det til yderligere gidseltagning. Derved opstår et kapløb om at tage flest mulige civile gidsler/menneske skjolde.
HAMAS OG LIGESINDEDES BARBARI
Døde børn er en win-win for Hamas, siger Sjurdur Skaale. Det er godt set, og det er fuldstændigt rigtigt. Det er win-situation for Hamas og det barbari de står for, fordi Hamas har gennemskuet Vestens anti-zionisme, men det er samtidigt vigtigt at forstå, at det set fra islams og muslimerne side også er en win-situation for ofrene, da ofrene, altså Gazas beboere, jo dør for Allahs sag. Hvilken lykke! Det lyder måske bizart, men det er sandt. Gaza-boerne er islams martyrer og iflg CIA World Factbook er 99% af beboerne i Gaza muslimer, 1% er kristne og 1% uspecificerede.
Iflg. Koranen loves der den, der dør for Guds sag, rig belønning hinsides: (1) Han får eftergivet alle sine synder, (2) han bliver kronet med gloriens krone og giftet med 72 jomfruer, (3) han kan gå i forbøn hos Gud for 70 familiemedlemmer, (4) han undgår gravens rædsler, da han kommer direkte i paradis, i stedet for – som traditionen ellers siger – at blive udspurgt i graven af de to dødsengle Munkar og Nakir, der udspørger almindelige muslimer om deres religion, profeterne de har troet på, om den hellige bog på, hvis forskrifter han har bygget sit liv. De to engles tilsynekomst er forbundet med så voldsom en skræk for at også fromme, gudfrygtige muslimer næppe vil være i stand til at finde de rigtige svar under dette forhør. Har man ikke gjort sin pligt eller har man overtrådt Guds bud, skal den døde lide de frygteligste smerter indtil opstandelsens dag. Netop det undgår martyren, da hans synder tilgives ham, (5) derfor siger traditionen, at martyren bliver så glad over alle disse fantastiske ting, at han vil ønske sig at vende tilbage til Jorden for på ny at kunne dø for sin tro, men det er det eneste ønske, som ikke bliver opfyldt for ham! (6) Forestillingerne siger, at martyrerne ved tidens fylde skal stå ved mahdiens (den islamiske frelserskikkelse) side i kampen mod dajjal, den store ødelægger, sådan som de i levende live stod ved Profeten Muhammeds side i den væbnede kamp for Islam! (Peter Heine: Terror in Allahs Namen – Hintergründe der Globalen islamischen Gewalt. Herder, 2015, s. 38ff.).
For den rettroende muslim er en sådan død således den bedste død, han eller hun kan opnå: Den pågældende kommer nemlig direkte i paradis uanset, hvilket liv han eller hun ellers måtte have ført, så det er ikke så mærkeligt, at Gaza-boerne ikke kritiserer Hamas og ligesindede, men Israel og Vesten. Muslimerne fører jo jihad mod Israel og Vesten og ikke mindst i Gaza.
Det er ret beset værd at bemærke, at Hamas og ligesindede synker langt dybere ned i det moralske helvede end nazisterne gjorde med jødeudryddelserne! Ja, man skulle ikke tro det muligt! Hamas og ligesindede har slået bunden ud af vores hidtidige absolutte moralske nulpunkt, sådan som det blev fastlagt med Nürnberg og Tokyo tribunalerne efter VK II. Faktisk er Hamas og ligesindede sunket helt ned til en gammel bund: Den Arabiske Halvø på Muhammeds tid (o. 570 – 632).
Til jubelalliancen mellem islam og det yderste venstre, en alliance man i Frankrig kalder islamo-gauchisme eller islamo-décolonialisme, slutter sig en bred vifte af Muhammeds nyttige idioter af forskellig humanistisk observans.
Nej, jeg er ikke ude på at renvaske nazismen og nazisterne. Den var udtryk for en afgrundsdyb forbrydelse i ord og handling. Men det er et faktum, at nazisterne ligesom i øvrigt kommunisterne forsøgte at holde deres forbrydelser skjult for almindelige mennesker, også tyskere. Først når forbrydelserne var fuldbyrdet og alle jøder og andre ”degenererede racer” var udryddede, skulle der etableres museer over de udryddede racer, fx i Prag iflg. nazisterne.
Nazisterne indrømmede dermed indirekte at de godt vidste, at de var en bande forbrydere, hvis gerninger ikke tålte dagens lys, hvorimod Hamas og ligesindede filmede deres egne forbrydelse med egne kropskameraer og mobiler og stolt viste optagelserne frem til familie og venner og lagde dem på internettet til beskuelser for alverden, stolte af deres ugerninger.
Det er islamisk stat om igen og det er den rene ondskab. Ondskaben har uhyggeligt mange rygklappere, også i DK. En af dem, Isam B, har endda fået sin ”Ramadan i København”, en islamistisk jubelsang, optaget i Højskolesangbogen og med det som udgangspunkt blevet inviteret til samtale af og med Bertel Haarder i dk4 på det fælles grundlag, som Bertel Haarder selv formulerer: ”vi har begge en sang i Højskolesangbogen”!
HVEM ER CIVILE?
Til trods for at han sætter præcise ord på barbariet og ondskaben d. 7. oktober, erklærer Skaale sig overraskende nok enig med regeringen og andre i, at krigen koster for mange civile livet, så den må stoppe, skriver han.
Civile og civile? Sagen er imidlertid, at ingen andre end Hamas ved, hvem der er civile og hvem der er kombattanter i civilt tøj. Det er også meningen.
Hamas overtræder vel alle den humanitære folkerets regler, således også kravet om distinktion, der, da Hamas og ligesidede ikke bærer uniform, skal gøre det muligt for israelerne at skelne mellem dem, israelerne må slå ihjel under en væbnet konflikt, og dem man ikke må. Man bærer heller ikke altid sine våben åbent, synligt.
Hamas siger også, at israelerne dræber børn. De gør det endda bevidst iflg. Hamas. Det sørger Hamas og ligesindede for.
Iflg. CIA Word Factbook er medianalderen i Gaza Striben 18 år. Det betyder, at halvdelen af befolkningen på Gaza Striben er under 18 år og halvdelen over 18 år. Ja, 43 % af befolkningen er endda 14 år eller derunder.
Det vil for det første sige, at hvis Hamas skinhelligt overfor udenlandske medier anvender FN børnekonventions definition af barn, som iflg. konventionens art. 1 er alle under 18 år, https://www.unicef.org/child-rights-convention/convention-text svarer det til halvdelen af befolkningen eller ca. 1.000.000 mennesker, for det andet, at hvis vi – ikke usandsynligt – antager, at Hamas-krigerne er 25 – 54 år, betyder det, at krigergruppen bevidst skjuler sig bag børnene ved at lade dem dø eller begrave sammen med deres mødre i ruinerne efter de israelske bombardementer. Det må vel siges nærmest at være en ny udgave af traditionen fra tiden før islam på Den Arabiske Halvø, den såkaldte jahiliya (uvidenhedens tid), med udsætning af børn, særligt piger, der som led i børnebegrænsningen blev begravet levende umiddelbart efter fødslen, en tradition som muslimerne ellers med god grund er stolte over, at Muhammed fik forbudt. For det tredje er det krigens parters forpligtelse iflg den humanitære folkeret hver for sig at sørge for at de civile adskilles bedst muligt fra fjendens mulige militære mål. Den pligt påhviler de israelske myndigheder inde i Israel m.h.t. israelske borgere og Hamas i Gaza-striben, hvor de har hævdet at være myndighed siden 2007.
Og det er bydende nødvendigt stadig at huske på, at iflg. den humanitære folkeret har tilstedeværelsen af civile ved selve deres tilstedeværelse ingen vetoret mod israelernes angreb på militære mål. Og det er bevidst at reglerne er sådan, da folkeretten ellers ikke bare ville tillade gidseltagning, men indirekte opfordre til at tage sådanne. Den specialitet er en del af den islamiske folkeret al-siyar, men bestemt ikke af den eksisterende humanitære folkeret, som israelerne følger (se IHL AND ISLAMIC LAW IN CONTEMPORARY ARMED CONFLICTS – Report Prepared and Edited by Ahmed Aldawoody, IRCR, 2018 (88 ss.)). Derfor er det stærkt kritisabelt, at vestlige politikere og endda FN-ansatte påstår, at Israel overtræder menneskerettighederne ved ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til civile og den humanitære folkeret. Det er letsindige og stærkt misvisende påstande, der bringer andre civiles liv i fare i andre konflikter. Det var således mildest talt overraskende at høre endda en NATO-talsmand af alle i juni 2007 i Afghanistan sige, at ”Alliancen ville ikke skyde på positioner, hvis den vidste at der var civile i nærheden” (min oversættelse) (Charles Dunlap, Jr: ” Lawfare: A Decisive Element of 21st-Century Conflicts” i JFQ (Joint Force Quarterly), Issue 54, 3d Quarter 2009, ss. 34 – 39, her s. 36). Så måske har NATO paradoksalt nok et ikke ringe ansvar for Hamas ligegyldighed over for civile i Gaza!
Samtidig skal det fremhæves, at evt. overtrædelser af den humanitære folkeret ikke kan afgøres ved at kigge på udefra på fotos og TV-optagelser, men kræver adgang til de israelske militære efterretninger. Det er sådanne israelske militære efterretninger, der i givet skal afgøre, om der er tale om overtrædelser af den humanitære folkeret, fx om proportionalitetsprincippet er overtrådt – og disse efterretninger stilles med garanti ikke til rådighed for udenforstående under en løbende krig, heller ikke for anklagere i ICJ eller ICC. Påstandene om overtrædelse af den humanitære folkeret fra Den Internationale Domstol (ICJ), der kan pådømme statsansvar, og Den Internationale Strafferetsdomstol (ICC), der kun kan pådømme individuelt straffeansvar hos statens ledelse, er derfor ren propaganda. Det er pinligt at være vidne til, af både Den Internationale Domstol (ICJ) og Den Internationale Strafferetsdomstol (ICC) så hurtigt lader sig reducere til rene anti-israelske propagandainstrumenter, ligesom i øvrigt FNs generalsekretær António Guterres, og man skal slet ikke tage de internationale domstoles påstande for gode vare, når det drejer sig om en stats, in casu: Israels nationale overlevelse. Sjurdur Skaale er her alt for naiv.
Spørgsmålet om truslen mod national overlevelse falder ganske enkelt uden for de internationale domstoles kompetence. Det fremgår endda indirekte af Den Internationale Domstoles Advisory Opinion on the Legality of The Threat or Use of Nuclear Weapons fra 8. juli, 1996 (87 ss.). Med en snæver majoritet på 1, formandens, afgjorde dommerne, at ICJ ikke kunne afgøre om en trussel med kernevåben eller anvendelse af kernevåben ville være lovlig eller ulovlig i en ekstrem selvforsvarssituation, hvor en stats overlevelse stod på spil (Advisory Opinion, s. 44). Det er derfor stærkt misvisende, når det igen og igen hævdes at kernevåben er ulovlige.
En international domstol tager stilling til en sag, når sagen er afsluttet, efter legale principper enten i en konkret afgørelse, som fx vedrørende Nordsøsokkelafgørelsen 1969 mellem DK og Tyskland og Nederlandene, eller som nævnte advisory opinion som for ICJs vedkommende, og ikke ved letsindig snak eller ved at påtage sig rollen som situationens generalstab. Efter min ringe mening har både ICJ og ICC i den aktuelle situation demonstreret for alverden, at de ikke er værdige den tillid, de har tilrevet sig.
Den Internationale Krigsforbryderdomstol har dertil gjort sig skyldig i en klar overtrædelse af Rome Statute, der fastlægger ICCs jurisdiction. I Rome Statute of July 17, 1998, art. 1 står der: “It … shall be complementary to national criminal jurisdictions.”
At ICCs jurisdiktion er komplementær, betyder, at den først kan tage sagen op, EFTER at de nationale domstole har behandlet sagen eller vist sig ude af stand at behandle sagen, hvad tredjeverdenslande typisk ikke ansås for at være (se William A. Schabas: An Introduction to the International Criminal Court. 2nd ed. CUP, 2004, (495 ss.), s. 20), men ICC har fejlagtigt i den aktuelle situation sprunget den nationale israelske domstolsbehandling over, tilsidesat den for selv at overtage sagen. Denne tilsidesættelse påtalte den øverste israelske anklager Attorney General Gali Baharav-Miara 25. maj 2024, idet hun gjorde opmærksom på, at ICC-anklageren overtræder det grundlag, ICC blev skabt på (se https://www.timesofisrael.com/attorney-general-slams-icc-prosecutor-says-hes-ignoring-israels-legal-system/), idet ICC-anklageren forlangte, at ICC skulle udstedte arrestordrer mod premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Yaov Galant, før de israelske juridiske system har kunnet nå at reagere.
ANTI-ZIONISME, IKKE ANTISEMETISME
Skaale fortjener ros for at kunne gennemskue påstanden om, at Hamas og deres ligesindede, herunder også Isam B, når de påstår, at de kun er modstander af staten Israel, altså ant-zionister, og ikke af jøder, altså ikke er antisemitter. De er m.a.o. agtværdige frihedskæmpere og antikolonialister Den skelnen dukkede op, husker jeg, efter Seksdageskrigen i juni i 1967 (jf. Michael B. Oren. SIX DAYS OF WAR – June 1967 and the Making of the Modern Middle East. Ballantine Books, 2003 (461 ss.)). At være antizionist var at være antikolonialist, sagde man.
Zionismen, altså den politiske retning inden for jødedommen som blev grundlagt af Theodor Herzl (1860 – 1904) med sin lille bog Der Judenstaat, der udkom i Basel i Schweiz i 1896. Her hævdede han, at jøderne kun kunne forsvare sig mod lignende overgreb og undertrykkelse i fremtiden, som den jødiske historie ellers har været så fuld af, hvis de havde deres en egen stat.
Den zionistiske stat dannedes i 1947/1948 på dele af det Bibelske Israels sted, et sted som muslimerne underlagde sig under de arabiske muslimers erobring og kolonisering efter Muhammeds død 632. Under osmantyrkernes herredømme overgik området fra araberne til tyrkerne i forbindelse Osmantyrkiets erobring af stort set hele Mellemøsten og Nordafrika efter korstogene. Osmantyrkernes herredømme ophørte først med Osmantyrkiets nederlag på Tyskland-Østrig-Ungarns side i VK I.
I forbindelse med påstanden om, at de er anti-zionister og ikke antisemitter, er der 2 al-siyar-dynamikker på spil samtidig, men som alligevel må holdes adskilte. For det første tilegner sig Israel et territorium, som tidligere var islams – og intet territorium, der én gang har tilhørt dar al-islam kan ændre status til ikke-islamisk. Det gælder også de muslimske ghettoer rundt i verden. Det har intet med Palæstina at gøre, men alt med shari’a. For det andet tilhører jøderne ahl al-khitab, bogens folk sammen med de kristne og muslimerne. De 3 religioner er dog ikke ligestillede, men udgør et hierarki med islam øverst, dernæst kristendommen og nederst jødedommen. Islam er her den herskende religion. Skal de kristne og jøderne ikke dø ved sværdet, skal de underskrive en beskyttelsestraktat, en dhimmi-overenskomst, der lader dem beholde livet mod at anerkende islams overhøjhed og følge de muslimske herskeres regler og anvisninger. Træder de ud af dhimmi-overenskomsten venter døden. Herved bliver de andenklassesborgere. Folk, der ikke er hverken kristne eller jøder, skal enten blive slaver eller dø ved sværdet. Det er her zionismen bryder ind i shari’aens univers, idet jødernes egen stat blokerer for jødernes dhimmi-status, og dermed spænder ben for Guds lov. Zionismen blokerer for, at Guds lov kan eksekveres i forhold til jøderne og det på et territorium, som muslimerne anser for deres. Zionisme er blasfemi! Den tanke stikker så dybt, at selv den tidligere egyptiske udenrigsminister og nuværende generalsekretær for Den Arabiske Liga Ahmed About Gheit i et interview 22. april 2024 med en egyptisk TV-kanal frakendte Israel retten til at forsvare sig og sammenlignede i samme forbindelse Israel med NaziTyskland https://www.memri.org/tv/sec-gen-arab-league-ahmed-aboul-gheit-jews-no-conscience-holocaust-palestine-resistance-not-terrorism . About Gheit er ikke hvem som helst. Han deltog i forhandlingerne, der ledte frem til Camp David-aftalerne og fredsaftalen mellem Israel og Egypten 1979. Han har været Egyptens FN-ambassadør og Egypten har været medlem af FN lige fra begyndelsen 24. 10. 1945, ligesom DK i øvrigt, og været ambassadør i flere andre lande. Alligevel udtaler han sig mod Israels ret til at forsvare sig og dermed mod FN-Pagtens art 51 og staternes iboende ret til individuelt og kollektivt selvforsvar! Selvforsvarsretten er grundstenen i den folkeretlige sædvaneret.
Tak for samtalen, Sjurdur Skaale! Det var en fornøjelse.
- april 2024
Henning Duus
Henning Duus er født i 1945 og cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har 1995 – 2006 taget supplerende fag i minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Han kom til Forsvaret i 1988 og var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 25 år, fra 1990 og frem til pensioneringen i 2015.
