|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
I mange år har uddannelsessnobberi og mavefornemmelser styret Danmarks uddannelsespolitik. Det har medført, at alt for mange er blevet optaget på landets gymnasier og universiteter, og derfor har vi nu mangel på faglært arbejdskraft. Samtidig er der udsigt til, at problemet bliver endnu større fremover.
Det var en af årsagerne til, at den tidligere regering i 2020 nedsatte en reformkommission, som bl.a. skulle komme med anbefalinger om ændringer af uddannelsessystemet.
På baggrund af Reformkommissionens rådgivning har den nye SVM-regering foreslået at forbedre universitetsuddannelserne ved at forkorte halvdelen af dem med ca. et år. Hverken Reformkommissionen eller regeringen har dog givet noget bud på hvilke uddannelser, som skal beskæres, eller hvordan øvelsen skal udføres i praksis. Det skal overlades til universiteterne, som desværre heller ikke ved, hvordan man kan lave bedre uddannelser på kortere tid.
I kommissionens seneste rapport, som netop er udgivet, anbefales det at erstatte 10. klasse med en helt ny 2-årig ungdomsuddannelse, Højere Praktisk Eksamen (hpx), som skal være et attraktivt alternativ til gymnasiet og få flere til at vælge en erhvervsuddannelse. Mere end halvdelen af de unge tager nu 10. klasse – de fleste på en efterskole, og mere end 70 procent af en ungdomsårgang går på gymnasiet. Hensigten er altså, at den populære 10. klasse skal væk, samt at færre unge skal vælge det endnu mere populære gymnasium.
Problemet er bare, at et politisk flertal har brugt de seneste årtier på at lovprise de boglige uddannelser på bekostning af de praktiske. Man har ønsket at ”bryde den sociale arv” og betragtet det som en stor succes, hvis tømrerens søn blev akademiker, eller hvis en ikke-etnisk dansker spildte tre år på at få en ubrugelig studentereksamen. Den holdning blokerer stadig for et fornuftigt uddannelsesvalg.
Baggrunden for de unges uddannelsesvalg er beskrevet i en rapport fra tænketanken DEA. Heraf fremgår det, at de unge opfatter gymnasiet som den ”trygge” forlængelse af folkeskolen, som de fleste af deres kammerater også vælger. Gymnasiet betyder højere prestige, bedre fester og – ikke mindst – udskydelse af det endelige uddannelsesvalg. Derfor lyder det som ønsketænkning, at mange unge skulle vælge en helt ny hpx-uddannelse frem for den velkendte studentereksamen, som har eksisteret siden midten af 1800-tallet.
Reformkommissionen foreslår at bevare muligheden for at tage på efterskole i 10. skoleår i en form helt uden pensum eller eksamen. Det er så tanken, at de unge skal bruge tiden på sociale aktiviteter, samt hvad de nu måtte have af særlige interesser og hobbies. Regningen for et år med gymnastik, guitarspil og drama skal skatteyderne stadig være med til at betale.
Reformkommissionen anbefaler også at øge de faglige krav i gymnasiet, men vil ikke forlange højere karaktersnit ved optagelse, fordi det vil gøre det endnu “finere” at gå på gymnasiet. Det er sikkert rigtigt, men det er bare uvæsentligt i denne sammenhæng. Højere karakterer er netop et udtryk for et højere fagligt niveau, så der ingen vej udenom at hæve karakterkravet for at komme i gymnasiet, hvis man vil øge de faglige krav.
For at hæve fagligheden forestiller kommissionen sig, at eleverne skal tage et ekstra fag på A-niveau. Det vil bare have den stik modsatte effekt. Det så man tydeligt i forbindelse med den seneste gymnasiereform, hvor det blev besluttet, at næsten alle elever skulle have mindst B-niveau i matematik, også dem der tidligere kun havde C-niveau. I stedet for at forbedre fagligheden var resultatet, at dumpeprocenten i B-matematik eksploderede, hvorefter Undervisningsministeriet greb ind og ændrede beståelsesgrænsen til 20 procent rigtig besvarelse. Hvis ikke eleverne har de nødvendige evner, falder fagligheden, når niveauet sættes for højt.
I overvejelserne om hvordan uddannelsessystemet skal ændres, bør man erkende, at meget har fungeret meget bedre tidligere. Flere evalueringer viser, at alle de seneste uddannelsesreformer er mislykkedes, og at udviklingen er gået i den gale retning gennem mange år. Søgningen til erhvervsuddannelserne har også været meget større, end den er i dag. Derfor ville det være fornuftigt at se nærmere på, hvad der er gået galt, fremfor at debattere flyvske forslag fra en kommission, som tilsyneladende ikke har megen kontakt med virkeligheden. Der er ganske enkelt mere behov for at rulle nogle gamle reformer tilbage end for at finde på endnu flere nye, som heller ikke vil virke.
