|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Nøjsomhed er et gammel dansk ord, som betyder, at man kan nøjes med lidt. Det brugtes før i tiden om de ældre generationer, der for manges vedkommende måtte sætte tæring efter næring. Og det betød, at familiens forbrug måtte skæres ned, så det svarede til indkomsten. På den måde kunne der nemt opstå ’smalhals’ i mange familier, som betød, at der periodisk krævedes endnu mere nøjsomhed.
De sociale love
Det var i den daværende socialminister Eva Gredals dage i de glade tressere, at man vedtog et helt nyt grundlag for hjælp til de mere eller mindre værdigt trængende. Det var både godt og skidt. Godt jo for dem, der virkelig havde behov for en økonomisk håndsrækning, men skidt, fordi alt for mange af de nu sammenskrevne sociallove havde en konsekvens, man slet ikke havde gennemtænkt, eller havde kunnet forudse i årene forud for den store arbejdsløshedstid, og som handlede både om de allerlavest lønnede i arbejderklassen og om højtlønnede direktører, der også kom ind under kontanthjælpsgruppen.
Arbejdsløse direktører
Det kunne godt gøre ondt, når momskontrollanter besøgte afskedigede direktører, der – som betingelse for den kærkomne kontanthjælp – skulle sætte noget momspligtigt i gang, hvormed de i en kommende fremtid kunne forsørge sig selv. Men når man i 1970erne kunne konstatere, at en direktør månedlig fik godt 50.000 kr., som i vore dage vel svarer til 500.000, for at lave ingenting, så var det, man overvejede at gå ind i politik, for at ændre nogle regler, der så ud til at kunne få velfærdssamfundet til at kollapse.
Man klarede skærene
I tiårene efter har man ved kartoffelkur og andet, fået stoppet de værste huller og skævheder, der fulgte i kølvandet af den nye samlede sociallov. Og de efterfølgende socialministres overarbejde, var der ikke mange, der misundte. Vedtagelserne af Engrosomsætningsloven i 1962 og af Loven om Merværdiafgift i 1967, gjorde ikke landets økonomiske panderynker mindre. Man fik godt nok spredt de administrative byrder til alle landets 360.000 virksomheder, og loven var tænkt som alene et finanspolitisk instrument, hvor satsen på 7 % kunne skrues op eller ned, alt efter om inflation truede. Nu er satsen på 25 %, og har været det længe. Som en enorm og uundværlig skatteindtægt på Finansloven, der nemt kan snydes med.
Velfærdssamfundet
Set fra borgerside, blomstrerede meget i de efterfølgende år. Også udenfor blomsterbørnenes rækker. Folk fik flere penge mellem hænderne, og velfærdsgoderne gik fra at være en glædelig overraskelse til at være et krav. Nye generationer voksede op med, at alt kun kunne gå fremad, og aldrig tilbage. Dette har efterfølgende sat sine spor i lovgivningen og de konkrete forventninger til lovgiverne. Først i det sidste års tid er økonomiske eksperter begyndt at påpege, at vi alle nu har det så godt økonomisk, at det er noget af en overforkælelse, at vi ikke behøver at sætte tæring efter næring eller leve mere nøjsomt.
Uforudsete udgifter
Nogle eksperter påstår nu åbenlyst, at det i rimelighedens navn burde gøre langt mere ondt, før særlige strøm- og inflationshjælpepakker mv. overhovedet kom på tale. Og for os, der har kendt andre tider, ser vi flere grunde til afgiftsforhøjelser end øgede udgifter til fly og militær. Der tales om milliardudgifter til disse ting, men landets ret hemmeligholdte næstekærlighedsønsker om at have indvandrere på evig forsørgelse, kan – hvis islamiseringen fortsætter – sagtens føre til, at vi ved tvangsforanstaltninger må lære at gå ned i levestandard og leveomkostninger, og sætte tæring efter næring. Hvis landet skal bestå.
