Af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog
Sverige er nu Europas mest voldelige land i Europa, og da Sverige er vores naboland, som vi er forbundet med via en bro og en pasunion, giver det anledning til nogle overvejelser.
Via fælles arbejdsmarked fra 1954, den sociale tryghedskonvention fra 1956 og den nordiske pasunion fra 1952 er de nordiske lande forbundet. Disse ordninger gav nordboer ret til frit at rejse, tage ophold og søge arbejde samtidig med mulighed for at bevare den sociale tryghed i de nordiske lande.
Vi har bl.a. set at svenske hjemløse hellere opholder sig i Danmark, hvor det moralske frisind nok er større og alkoholen lettere tilgængelig.
Der er også sket det, de sidste tyve år, at kurdiske flygtninge, der oprindeligt at kommet til Sverige for at søge beskyttelse og undervejs har opnået svensk pas, er trukket til Danmark. Det har kurdere gjort for at slippe for voldelige, nedladende og chikanerende arabere også med fast ophold i Sverige.
Romaer turnerer ligeledes rundt mellem de forskellige sociale hjælpesystemer i de nordiske lande. Når der stilles krav, flytter man land.
Sverige har i forhold til Danmark været meget rundhåndet og hurtig til at tildele svensk stats- borgerskab – nogle gange kun efter to års ophold – til meget kulturfremmede indvandrere.
Imidlertid vil Sverige påviseligt blive fattigere og fattigere, og den oprindelige befolkning formentlig mere og mere opsat på at standse den økonomiske, mentale og kulturelle nedtur i deres humanistiske land.
Det er værd for danske borgere og politikere at overveje, hvordan vi forhindrer spill over af Sveriges omskostnings-tunge og ikke-integrerbare indvandrere og flygtninge til vort territorie. Banderne er, som oplevet i de danske retssale, allerede ankommet.
