Når sygeplejersker ”udfases”
Af Søren Skafte
Mens andre faggrupper holder op, går på pension, går bort, går fra, bukker under, falder bort, falder fra, indebrænder, kradser af, omkommer, sover ind, udånder, ophører, dør ud, forsvinder, dør bort, afgår ved døden, farer til himmels, kreperer, stempler ud, stiller træskoene, tager billetten, ånder ud, henslumrer, evaporerer eller sover ind, bliver sygeplejersker udfaset.
”Hvis man skal have været på arbejdsmarkedet, siden man var 17-19, så er der ingen af os, der kommer til at få glæde af det her. De sygeplejersker, der har mulighed for at blive omfattet af det her, er dem, der er tilbage fra de gamle uddannelser, og de vil blive udfaset over de kommende 10 år,” siger formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen ifølge TV2.
Allerførst, tak for en god avis.
Oh Danmark!
Af Niels V. Casse
Danskerne er en nation af livsnydere. De synes ikke at værdsætte højere ambitioner end at tjene penge, æde og drikke af hjertens lyst samt nyde sig selv. De ser på livet med stor begejstring og en anelse skepsis. Der er ingen ideer der er værd at ofre sig for, end sige sager der er værd at give sit liv for.
I deres forhold til den omgivende verden er der ikke meget tilbage af vikingeånden. Danmark er et lille land, men dog ikke så lille som danskerne selv vil gøre det til. Der er noget tragikomisk i den vedholdenhed med hvilke de tyer til deres foretrukne frase ”Vi er et lille land” hver gang det forlanges af dem at at gøre noget der indebærer den mindste risiko.
Deres kærlighed til fred er lige så egoistisk som den er ægte. Alt hvad de forlanger af deres naboer er, at blive ladt i fred, og så handle med dem. Danskerne håber på at kunne overleve ved simpelthen at ‘gå stille med dørene’ og gøre som hunden ‘ligge død’, begge er deres favorit maximer. Skulle faren på trods af alt komme til lille Danmark, da vil de lukke øjnene og stikke hovedet i busken.
”Vi danskere har en tendens til at se bort fra realiteterne, at hengive sig til behagelige selv vrangforestillinger og lade vor fantasi skabe en tilstand af kunstig ro, sikkerhed og behagelighed, der dog måske fører til nationens ruin.”
Disse ord skrevet af den velkendte kritiker Frederik Syberg i en artikel i forbindelse med Pontoppidans firs års fødselsdag, 24 juli 1937.
Det var denne tendens til at se bort fra ubehagelige realiteter og efterlade alle advarsler uagtsomme, der ledte til katastroferne 1801, 1807, og 1864. det kunne have endt allerede i 1914 i den katastrofe som Danmark på helt ubegribelig vis med held undslap. Det er næsten sikkert at dette besegler hendes skæbne om nogle få år frem.
Fire gange indenfor lidt mere end et århundrede er Danmark blevet taget på sengen og har stået over for katastrofen. Men hun har intet lært deraf. Hun er ligeså uforberedt i dag som hun var dengang. Hun sover lige så trygt på toppen af en vulkan!
Vulkanen gik i udbrud den 09.04-1940. (red.)
Ovennævnte beskrivelse af Danmark rammer plet i dagens Danmark. Men tag ikke fejl, den er en beskrivelse af Danmark i 1938 i en bog udgivet året efter med titlen ”Denmarks Day of Doom”, forfatteren er en tysk journalist ved navn Joachim Joesten.
Joesten rammer plet med sin sylespidse pen, det er Danmark i en nøddeskal. Bogen er en forudsigelse af begivenhederne den 09.04.1940.
Joachim Joesten blev født den 24 juni 1907 i Køln, som søn af forfatteren Joseph Joesten og Amalie Freiin von Nesselrode-Hugenpoet. Han fik sin uddannelse ved Køln, Berlin, Breslau, München, Nancy, og Madrid universiteter. I 1928 oprettede han et bogforlag i Berlin, som hovedsageligt udgav marxistiske litteratur, 1932 så ham som medlem af KPD, (Kommunistische Partei Deutschland)
Han blev ansat ved det tyske ugeblad Die Weltbühne, der havde Kurt Tucholsky og Carl von Ossietzky som ledere. Bladet udkom for sidste gang den 7. marts 1933 efter rigsdagsbranden, efter hvilken det blev forbudt af nazisterne.
I 1937 emigrerede han til Frankrig, og derfra til København, hvorfra han i 1940 flygtede videre til Sverige, og derfra til Moskva for med den transsibiriske jernbane at nå til Vladivostok og hvorfra han rejste videre til Japan og Costa Rica, for endelig i marts 1941 at slå sig ned i New York.
Her arbejdede han to år ved magasinet Newsweek som journalist. Efter den tid er det usikkert hvor han boede, alt hvad man ved er at Joesten døde i august 1975, datoen er ukendt.
https://de.wikipedia.org/wiki/
”Denmarks Day of Doom” Left Book Club Edition, Victor Gollancz Ltd. London 1939.
