Regeringen er kommet med et nyt lovforslag, der skal give fri- og privatskoler mulighed for at placere nyankomne flygtningebørn i klasser sammen med almindelige elever. Det oplyser Politiken og Ritzau.
I dag har friskolerne kun mulighed for at optage flygtningebørn, hvis de opretter hele modtageklasser. Men det er de fleste af skolerne for små til.
Derfor presser Dansk Friskoleforening på for, at det skal blive lettere for friskolerne at modtage flygtningebørn. Det gælder også de muslimske friskoler.
Børn fra muslimske lande kan med dette forslag ryge direkte over i et muslimsk skolesystem, når de kommer til Danmark.
Nej fra S og DF
Friskoleforeningen har tilsyneladende ingen frygt for, at flygtningebørn dermed risikerer at blive sluset ind i et parallelsamfund fra starten af deres ophold i Danmark.
Heller ikke regeringslejren synes at have fået den tanke.
Men det har til gengæld både Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF.
Hos Socialdemokratiet siger uddannelsesordfører Annette Lind:
”Vi vil rigtig gere have, at privatskolerne kommer til at tage et større ansvar i forhold til integrationen. Men vi vil ikke have, at der kommer flygtningebørn ind på muslimske friskoler. Det kan vi ikke på nogen måde forsvare.”
Dansk Folkeparti har meddelt undervisningsminister Merete Riisager, at partiet ikke agter at stemme for forslaget, som det ligger nu. ”Det skriger til himlen,” siger partiets skoleordfører Alex Ahrendtsen.
Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen har derimod ingen betænkeligheder:
”Vi har jo skærpet tilsynet på de frie skoler, og det har blandt andet betydet, at tilskuddet er taget fra Nord-Vest Privatskole.”
Alle citaterne er til Politiken.
Merete Riisager ønsker ikke at forholde sig til kritikken, fordi forslaget stadig er i høring.
Presset fra Dansk Friskoleforening
Meget tyder dog på, at regeringen kommer til at tage forslaget af bordet igen.
Tilsyneladende er det ikke blevet afstemt i forhold til især Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Og ingen i regeringslejren synes at have fået den tanke, at det blankt ville blive afvist.
Faktisk ser det ud til, at ministeren og Venstre-ordføreren slet ikke har forholdt sig til det problem, at forslaget kan sluse flygtningebørn ind i muslimske parallelsamfund.
Måske har man ukritisk givet efter for presset fra Dansk Friskoleforening, der ikke kan få elever nok til friskolerne – heller ikke de muslimske.
Man splitter det danske samfund
Men separate muslimske friskoler er til skade for integration og ikke til gavn for integration.
De er et bidrag til at splitte det danske samfund op og dermed svække den samhørighed, der er grundlaget for den høje tillid og de få konflikter mellem mennesker i Danmark.
Den vigtigste vej til at forhindre dette er at bremse tilstrømningen fra muslimske lande.
Men i forhold til dem, der er kommet hertil, skal en regering sørge for, at muslimske parallelsamfund ikke får gode vækstbetingelser. Det gør man absolut ikke her.
Regeringen bør tage sit forslag af bordet og reflektere lidt over, hvordan man overhovedet har fået denne idé.