En varm sommerdag for meget, meget længe siden mødtes Løgnen og Sandheden på stranden, og helt uventet foreslog Løgnen, at de skulle gå ud og bade sammen.
Nu er det altid sådan, at Sandheden kun yderst sjældent behøver betænkningstid, så den svarede straks ja, og kort efter var de begge kommet af tøjet og var på vej ud i vandet.
Sandheden, som holder meget af frisk luft og rent vand, svømmede straks ud på det dybe vand og boltrede sig i bølgerne, så det var en fornøjelse at se på.
Lidt anderledes var det med Løgnen. Den havde alle dage været en lille smule vandskræk. Den frygtede, at vandet langt derude var for friskt og koldt til dens velbefindende, så den blev liggende inde i strandkanten. Her var godt nok lidt tang og små urenheder, der lå og skvulpede i vandkanten, og som også lugtede en smule. Men vandet var dejlig lunt og behageligt.
Herinde lå så Løgnen og hyggede sig, indtil den lod blikket glide ud over vandet og konstaterede, at Sandheden var nået meget langt ud på det dybe, friske vand, og så fik den pludselig en lidt kedelig idé.
Den sprang i hast op på strandbredden, tog Sandhedens klæder på og spurtede bort fra stranden. Ud i den store, vide verden – uden at se sig tilbage.
Da Sandheden noget senere kom op fra sin lange svømmetur, kunne den ingen steder finde sine egne klæder, men kun Løgnens – lidt snavsede og brugte tøj.
Nu ville Sandheden selvfølgelig ikke stjæle noget, der ikke tilhørte den, så den lod Løgnens klæder blive liggende urørt i en bunke på strandbredden.
Det blev selvsagt en yderst skelsættende dag. Både for Sandheden og for Løgnen. Lige siden den dag har Løgnen nemlig kunnet føre sig frem i Sandhedens klæder, mens Sandheden har måttet flakke omkring i verden som Den Nøgne Sandhed, som ikke ret mange har villet høre på eller se i øjnene.
Visti Christensen
(Fra bogen “Fabler og legender” forlaget Kahrius 2017)
