Den østrigske regering vil forbyde kvinder at bære burka og niqab i offentligheden.
Desuden gennemføres et forbud mod, at offentligt ansatte såsom embedsmænd i administrationen, dommere og statsadvokater bærer islamisk tørklæde.
Dermed slutter Østrig sig til de lande, der tidligere har gennemført forbud mod burka og niqab (hvor man kan se øjnene). Det gælder Frankrig, Belgien og Bulgarien og nogle regioner i Schweiz.
Dette er resultatet af langvarige forhandlinger mellem regeringens to partier: det socialdemokratiske SPÖ, som forbundskansler Christian Kern kommer fra, og det konservative ÖVP, hvis hovedfigur er udenrigs- og integrationsminister Sebastian Kurz.
Forhandlingerne har ført til et nyt arbejdsprogram for regeringen.
”Et vigtigt signal”
Regeringskoalitionen har været i krise, og man var pisket til at nå et forlig, hvis den overhovedet skulle overleve.
Det var Sebastian Kurz, der pressede på for at få stramninger i udlændingepolitikken. I december sagde han:
”Efter min mening er det et vigtigt signal, at der i Østrig ikke er plads til symboler på parallelsamfundet (han kalder det ”modsamfundet”). Vi skal ikke give plads til symboler, som står i modsætning til ligestillingen mellem mand og kvinde, og jeg ser burkaen som et sådant symbol.” (krone.at)
Socialdemokraterne gik med til disse stramninger mod til gengæld at få indrømmelser i den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken.
Den australske model
Aftalen mellem de to regeringspartier rummer også andre udlændingepolitiske skærpelser. For eksempel elektronisk overvågning af hjemvendte Syrien-krigere, bland andet med fodlænker. Også styrket grænsekontrol er en del af pakken.
Udenrigsminister Kurz er kendt som en strammer også i EU-sammenhæng. Han er således gået ind for, at EU tager ved lære af den australske model og sender migranter, der kommer over Middelhavet, tilbage.
Både Kurz og kansler Kern har givetvis også været bevidste om, at man måtte vise en skarp profil for at holde det fremstormende Frihedspartiet på højrefløjen stangen.
Ingen debat i Danmark
Med Østrigs planer om burkaforbud bliver den danske passivitet i spørgsmålet understreget.
Både den nuværende og tidligere danske regeringer har modarbejdet enhver tanke om et sådant forbud mod den muslimske tildækning af kvinder.
Man har end ikke ønsket nogen debat om emnet.
I lande som Frankrig og nu Østrig understreger man, at burkaen er et angreb på en helt fundamental forudsætning for socialt samkvem i vores samfund – nemlig at man kan se hinandens ansigter.
Men flertallet af danske politikere synes ikke at se noget problem i dette. Ja, størsteparten har vel ikke engang opdaget, hvad den europæiske debat overhovedet drejer sig om.
Vi bliver overhalet
Herhjemme er der en tendens til at tro, at vi på alle områder tilhører Europas strammere i udlændingepolitikken. Men sådan forholder det sig ikke.
På flere måder bliver vi overhalet af andre lande, og det sker i stigende grad.
For eksempel når det gælder forbud mod burka, niqab og islamisk tørklæde.