En 35-årig sygeplejerske fra Skive søgte nyt job. Hun medsendte en fin anbefaling fra en tidligere arbejdsgiver.
Det viste sig dog, at anbefalingen var fup. Hun havde selv lavet den.
Det eneste, hun havde fra den tidligere arbejdsgiver, var en bekræftelse på, at hun havde været ansat dér. Den fine anbefaling havde hun selv forfattet og føjet til skrivelsen med bekræftelsen.
Den slags er ret dumt. I torsdags fik sygeplejersken 40 dages betinget fængsel for sit falsum ved Retten i Holstebro.
Men hun lavede også en anden utrolig dumhed, som afslørede hendes fup:
Den stilling, hun søgte, hørte under Struer Kommune. Og den tidligere arbejdsgiver, som hun foregav at have en fin anbefaling fra, var … Struer Kommune!
Så det var ikke så underligt endda, at hendes nummer blev opdaget.
Afsløret
Ganske vist lå det nye job i en anden afdeling af kommunen end den afdeling, som hun påstod at have en anbefaling fra.
Men da hun søgte stillingen, tog den nye afdeling kontakt til den gamle og spurgte, om man her havde noget at tilføje til den fine anbefaling, man havde givet hende.
Så blev det afsløret, at hun bare havde fået en bekræftelse på sin ansættelse fra den gamle afdeling. De smukke ord havde hun selv stykket sammen.
Det endte helt galt for den kreative sygeplejerske: Nul job og en betinget fængselsdom. Og hun skal fremover nok ikke regne med nogen anbefaling fra Struer Kommune.