Rå, meningsløs vold: Tre mænd slog en mand bevidstløs, derefter trampede og sparkede de ham i hovedet

Colourbox

Tirsdag idømte retten i Helsingør tre mænd henholdsvis 4, 7 og 6 måneders fængsel for grov vold mod en 40-årig mand på en bodega i Helsingør. De tre gerningsmænd er henholdsvis 23, 30 og 31 år.

 

Det fremgår af politirapporten fra Nordsjællands Politi, at der var tale om særdeles rå og meningsløs vold. Den 40-årige mistede to tænder og fik flere tandskader, men det må faktisk siges at være billigt sluppet.

 

Sparkede og trampede det forsvarsløse offer

Ifølge politiet var offeret den 23. januar på en bodega i Helsingør med nogle venner. I løbet af aftenen kom de tre nu dømte mænd også ind på bodegaen.

 

Det var en kort ordveksling mellem den 30-årige og den 40-årige mand, der førte til uoverensstemmelser mellem de to. Efterfølgende stødte den 30-årige og 40-årige mand sammen igen, og denne gang opstod der tumult mellem dem. Den 31-årige mand kom til og hjalp den 30-årige, hvorefter de begge slog på den 40-årige mand.
Den 40-årige faldt til jorden og lå bevidstløs på gulvet. De to mænd på 30 og 31 år sparkede og trampede på den 40-årige, blandt andet i hovedet, mens han lå der.

 

Den 23-årige mand gjorde kortvarigt sine venner selskab, hvor han også slog den 40-årige en enkelt gang, men ellers stod ved siden af uden at forsøge at stoppe volden.

 

Vidner opdagede tumulten og greb ind for at stoppe volden mod den 40-årige. Nordsjællands Politi modtog samme nat en anmeldelse om vold og kunne kort efter anholde de tre mænd på en nærliggende restauration.

 

Anklageren tilfreds med dommen

Retten fandt, at den 23-årige medvirkede til volden ved ikke at gribe ind og tage afstand fra volden, ligesom han bagefter løb væk fra stedet sammen med den 30- og 31-årige.

 

” Jeg er meget tilfreds med, at retten fandt de tiltalte skyldige og var enig i anklagemyndighedens vurdering af, at der var tale om grov vold, idet gerningsmændene sparkede og trampede på en bevidstløs person.

 

Desuden er jeg tilfreds med, at den 23-årige blev dømt for medvirken ved ikke at gribe ind, men blot forholde sig passivt ved siden af,” udtaler anklagerfuldmægtig Anne-Mette Wedell Seerup fra Nordsjællands Politi.
Den 30-årige modtog dommen, mens de to øvrige tog sig betænkningstid med hensyn til anke.

Del på Facebook