Statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale var domineret af den enorme asylstrøm til Europa og Danmark. Han understregede situationens alvor med ordene:
”Vi befinder os midt i det, der måske er den største og mest komplicerede krise, vi endnu har set i dette århundrede.”
Den vurdering må man give ham ret i. Asylkrisen er i sig selv kæmpestor. Samtidig har den meget vidtrækkende konsekvenser for samfund og politik i øvrigt.
Udgifterne til asylansøgere giver os langt færre penge til at skabe private arbejdspladser, velfærd og lettelser i skattetrykket.
Samtidig vil asylstrømmen skabe et samfund, der er meget mere opsplittet, har højere kriminalitet og lider under kraftige kultursammenstød.
Passe på Danmark
Nytårstalen viste, at Løkke har bevæget sig et godt stykke, siden asylstrømmen for alvor ramte Danmark i weekenden 5.-6. september sidste år.
Dengang lagde Løkke sig tæt op ad forbundskansler Angela Merkel, der kun talte om at løse problemerne på EU-plan.
Nu erkender han, at det her og nu er op til Danmark selv at få bremset asylstrømmen. Indtil videre findes der slet ikke en kontrol ved EU’s ydre grænser, som gør det.
Denne udvikling hos Løkke afspejlede sig i talens gennemgående vending: ”Vi skal passe på Danmark”.
Grænsekontrol
Han gentog regeringens varsler om, at det nu kan betyde indførelse af grænsekontrol.
Regeringen henviser til, at Sverige på mandag indfører ID-kontrol på tog, busser og færger. Det såkaldte transportøransvar.
Når svenskerne gør det, risikerer vi at stå med mange asylansøgere, der ikke kan komme ind i Sverige. Derfor kan vi selv blive nødt til at indføre kontrol ved grænsen til Tyskland. Sådan lyder regeringens ræsonnement.
Man lader det stå åbent, hvilken form for kontrol, der i givet fald skal laves. Det kan blive et transportøransvar ligesom svenskerne. Men det kan også blive en regulær grænsekontrol foretaget af betjente ved grænsen.
Transportøransvar rækker ikke
Men grænsekontrol er ikke bare noget, Danmark skal indføre, fordi svenskerne gør det. Det er noget, der under alle omstændigheder er nødvendigt, hvis vi skal passe på Danmark. Heri må indgå rigtig grænsekontrol med betjente.
Transportøransvar på tog, busser og færger vil sandsynligvis være utilstrækkeligt, og man risikerer, at det fører til kaotiske forhold.
En effektiv grænsekontrol er den ene ting, der mere end noget kræves, hvis Danmark skal undgå at blive løbet over ende af folkevandringen til Europa.
Ikke fordi det er sjovt og spændende at lave grænsekontrol. Heller ikke fordi det løser alle problemer. Men fordi det i den aktuelle situation er en absolut forudsætning for at have styr på vores fremtid.
Uanset hvad Sverige gør, oplever Danmark under alle omstændigheder en voldsomt øget tilstrømning. Det officielle skøn lyder på 25.000 asylansøgere i 2016. Men det kan lige så godt blive det dobbelte antal.
Skal Danmark være duksedrengen?
Men regeringen har længe tøvet med at melde klart ud om grænsekontrol. Og den vil tydeligvis helst begrænse debatten til, hvad der skal ske, hvis Sveriges beslutninger får alvorlige konsekvenser for Danmark.
Guderne skal da også vide, at det er et meget vanskeligt terræn at bevæge sig rundt i.
Vi står i en situation, hvor Schengen-reglerne i stort omfang er brudt sammen. Således vælter det ind med asylansøgere, der er rejst igennem en stribe sikre lande, uden at de er blevet registreret undervejs, som de burde.
Skal Danmark bare tage imod dem som duksedrengen, der følger de regler, som andre overtræder? De bør sendes tilbage ved grænsen. I første omgang bliver det så til Tyskland, der så selv må tage initiativ til at få styr på sine grænser.
Det er noget rod. Men der findes i dag ikke noget reelt alternativ, hvis vi skal passe på Danmark.
Et stille kursskifte i regeringen
Der synes at være en usikkerhed i regeringen, når det gælder grænsekontrol.
Den har hidtil sagt, at en rigtig grænsekontrol kunne føre til flere asylansøgere i Danmark. Argumentet har været, at folk bare kunne sige, at de vil søge asyl i Danmark – så er vi nødt til at lade dem blive her, mens deres sag behandles.
Men regeringen har aldrig villet føre en åben debat om, hvorfor Danmark ikke kan og skal sende asylansøgere tilbage til det seneste land (Tyskland), hvor de burde være registreret.
Og nu siger den, at rigtig grænsekontrol med betjente kan komme på tale, hvis Sverige skaber store problemer for os. Det må vel opfattes som et stille kursskifte i forhold til det tidligere argument om, at rigtig grænsekontrol ikke duer, fordi det kan give flere asylansøgere i Danmark.
Der er stor spænding om, hvad der sker fra på mandag. Men Danmarks forhold til grænsekontrol bør ikke alene afhænge af, hvad Sverige gør.
Hør statsministerens tale her: