Med prædikatet Journalistisk Venstreparti har Den Korte Avis advaret forbrugerne mod ukritisk at stole på landsdækkende mediers fordrejelse af kendsgerninger.. Det samme med varedeklarationen “Politiken-segmentet”. Men det kræver tålmodighed at slippe af med alle 68-generationens overgreb mod danskernes hverdag.
I 1975 fik marxisterne bag ungdomsoprøret afskaffet den obligatoriske morgensang, som havde stået på skolernes skema siden 1814. Først nu 40 år efter er danske skolebørn så småt ved at få morgensangen tilbage.
Ikke én dansk fællessang ved mindehøjtidelighed
I en artikel for nylig i Berlingske påviste cand. theol. Kirsten Sarauw et sørgeligt eksempel på følgerne af undertrykkelsen af den danske sangskat. Hun er medstifter af den såkaldte Rønshovedgruppe, som arbejder for at sætte borgerlig dannelse tilbage på dagsordenen.
I artiklen beklagede hun, at resultatet af mange års forsømmelse har bevirket, at et par skolegenerationer ikke har et forhold til glæden ved at synge sammen. Disse generationer er nu i deres bedste alder og sidder i indflydelsesrige stillinger i uddannelsesinstitutioner, som politikere og i DR. Hvad det betyder, så vi et eksempel på i februar, da 40.000 mennesker var forsamlede på Østerbro i København til en mindehøjtidelighed for ofrene for det terrorangreb, som havde fundet sted et par dage tidligere.
På den opstillede scene sang indbudte kunstnere hovedsageligt på engelsk. Ikke en dansk fællessang blev sunget. Den ene lille svenske vise, som en kurdisk sanger, meget rørende, foreslog at synge i fællesskab, var helt malplaceret. Ingen sang med. Det virkede uendelig fattigt.
Som Kirsten Sarauw skrev: Tænk, hvis politikerne fra Københavns magistrat, som stod for arrangementet, havde haft indsigt, mod og mandshjerte til at vælge en kendt skandinavisk sang som for eksempel “Frihed er det bedste guld” med melodi af vor store nationale komponist Carl Nielsen. Hun fik også sagt, at de københavnske politikere stod på podiet med deres bøvede multikulturelle dagsorden og feje angst for at støde an mod den “politiske korrekthed”.
Tegn på bedring – men det kan gå galt igen
Kirsten Sarauw glæder sig over, at private ildsjæle har udvirket, at den daglige morgensang er ved at komme tilbage på en del skoler. Samtidig er den danske sangtradition aldrig blevet udryddet i private kor, sangforeninger, efterskoler og højskoler. Så nymarxisterne og venstrefløjen er langt om længe ved at tabe kampen mod den sangskat, som findes i Højskolesangbogen og Den Danske Salmebog.
Dermed kan den danske sang indtil videre påny lignes ved en ung blond pige, der går og nynner i Danmarks hus. Og Danmark i tusind år kan vi synge om og lovprise, at længere end saga når vor stammes arv.
“Henfarne slægter – forglem dem ej. I arv de gav dig en ædel gave. Henfarne slægter i landets marv, sig ej fornægter. Bevar din arv” kan vi synge med Johs. V. Jensen.
Indtil videre, ja. Måske kan kommende generationer risikere en ny bølgedal. Måske kan friheden i vores samfund blive truet af de store forandringer, som skabes af den folkevandring, vi oplever i øjeblikket. I så fald kan vi ikke bare regne med at få den tilbage. Som det hedder i sidste vers af den frihedssang, som Kirsten Sarauw savnede ved mindehøjtideligheden foran Krudttønden:
Frihed er som fugl i hånd.
Hold fast om fuglens vinge.
Kun galgenfugl dig bilder ind,
at når den fløj for vejr og vind
kan han igen den bringe.
