Red immigranterne – sejl dem tilbage

Youtube

Alene i denne weekend samlede italienske og franske fartøjer over 5.800 immigranter op af Middelhavet, mange af dem ganske tæt på Libyens kyst, og sejlede dem til Italien.

 

Langt de fleste var udvandrere fra lande syd for Sahara. Forrige weekend blev over 6.000 afrikanske mænd i 42 fartøjer bjerget af den italienske kystvagt.

 

Er det ikke en god gerning? Jo, det er godt for dem, der spillede højt spil og blev reddet. Men det er ikke en god gerning for dem, som nu bliver opmuntret til at følge efter. Derimod gavner det menneskesmuglernes forretning, for de kan nu tilbyde en mere tillokkende ”rejsepakke”, hvor chancen for at nå det forjættede Europa er blevet lidt større.

 

Italiens Poseidon

Da Italien indtil sidste år udførte operation ”Poseidon”, sejlede italienske fartøjer ganske tæt på Libyens kyst, og smuglerne kunne derfor satse på, at blive undsat, hvis de tændte ild i båden, eller blot ringede til den italienske kystvagt og opgav deres position.

 

Sådan blev 170.000 indvandrere fragtet til Italien i 2014.

 

EU’s Triton

Men da EU ikke længere ville betale, blev ”Poseidon” afløst af EU’s egen operation ”Triton”, som først og fremmest skal overvåge EU’s territorialfarvand og ikke aktivt opsøge bådimmigranterne inden for de nordafrikanske landes sømilegrænser.

 

Men det er åbenbart, hvad der sker nu.

 

Naturligvis skal enhver nødstedt reddes. Men vi bør spørge os selv, om den for os naturlige og gode gerning ikke bringer flere menneskeliv i fare. Netop i denne tid øges presset fra indvandrings-industrien, venstrefløjen og medierne, som forlanger, at europæiske skibe skal ligge parat langs afrikas kyst og sørge for farefri transport fra Afrika til Europa.

 

Europas problem

Vi har plads nok, vi har penge nok – ja, vi mangler endda indvandrere, hævder de. Men indvandringsindustriens umættelige slughalse har allerede taget munden for fuld. Allerede sidste år forlangte Sverige, at andre EU-lande skal tage en større del af indvandringen og stærke kræfter presser på for et kvotesystem blandt EU’s medlemsstater.

Læs også
Video: Hunden risikerer sit eget liv for at redde sine hvalpe ud i live

 

Jeg er sikker på, at medfølelsen blandt Europas befolkninger er stor. Men hver meningsmåling viser også, at europæerne ikke ønsker at tage imod flere fattige og uuddannede immigranter, fordi den økonomiske byrde og den stigende opløsning af den sociale orden i det lange løb er ubærlig. Europæerne har nok at se til.

 

Presset vokser

Millioner har fået forværret deres levevilkår drastisk, og de bekymrer sig forståeligt nok mere om deres børns fremtid end for en indvandrer fra Ghana, Gambia, Sudan eller Nigeria. Og mon ikke rumænere og ungarere er mere interesseret i at få Europas 10 millioner romaer integreret i samfundet? Den sociale opløsning skræmmer også mange europæere.

 

Ønsker vi, at borgere, som i dag protesterer fredeligt imod en brutal forvandling af deres hjemegn og nabolag, skal blive så fortvivlede, at de sætter deres lid til militante, populistiske bevægelser? Eller griber til selvtægt?

 

Mellem seks og otte millioner mænd alene fra Afrika menes at opholde sig ulovligt i Europa. Vil det være så mærkeligt, at flere og flere af dem handler i desperation for at skaffe til dagen og vejen, efterhånden som de indser, at Europa ikke har råd, plads eller vilje til at have dem?

 

Fordi spaniere, italienere og portugisere og ikke mindst deres børn nu tager fat på den slags arbejde, i marker, frugtplantager og på hoteller, som de for få år siden rynkede på næsen ad?

 

Læs også
Video afslører menneskesmuglernes nye vej til at få illegale afrikanere ind i Europa

Det er i øvrigt spaniernes, italienernes og portugisernes ret som borgere i suveræne stater. Ligesom de har en moralsk pligt til at redde mennesker, som er ved at drukne lige foran dem i Middelhavet, så har de også ret til først og fremmest at tænke på egen familie, egne medborgere og på sit eget land – og ret til at sige nej til at blive løbet over ende af en uønsket folkevandring.

 

Hjælp i nærområderne

Og den ret bør håndhæves langt fra EU’s ydre grænser. Den eneste gode gerning, der hjælper og redder menneskeliv i dag og i morgen, er at EU bruger sine penge og sine maritime kræfter på at undsætte og opbringe immigrantfartøjerne, så snart de stævner ud fra Nordafrikas kyster, pågriber og straffer menneskesmuglerne og nænsomt men bestemt transporterer immigranterne tilbage og dermed redder dem fra den farefulde færd over Middelhavet.

 

At give millioner af dem falske forhåbninger om fast og sikker færgedrift og et godt liv i Europa er derimod både forløjet og kynisk og dermed ingen god gerning – men en ugerning imod såvel immigranterne som europæerne.

 

Morten Messerschmidt, MEP, Dansk Folkeparti

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…