Jeg har som forfatter til bogen ”De Muslimske Broderskaber – Brandstiftere eller Brandslukkere? ” beskæftiget mig med ”Islamisk Trossamfund” på Dortheavej.
Et gennemgående tema i mine samtaler med en repræsentant for trossamfundet var dets betoning af, at de var demokrater, og at de ønskede præcis den samme samfundsudvikling som vi.
De ønskede ganske vist integration på islams – sharias – betingelser. Men det var ifølge dem kun et tilsyneladende problem. For islams sharia er demokrati, respekt for menneskerettigheder, ytringsfrihed og kvinders ligestilling, mente de.
Igen og igen blev det pointeret, at hvis vi anerkendte dem som vores dialogpartner, kunne de sikre os et konfliktfrit forhold mellem muslimer og danskere, så radikale jihadister kunne blive opfanget og neutraliseret.
Formelt repræsenterede Islamisk Trossamfund ganske vist kun en mindre del af de danske muslimer, men reelt anerkendte andre danske muslimske grupperinger deres lederskab. De var muslimernes avantgarde, og det var deres tolkning af islam, der dannede norm for de øvrige muslimske grupperinger.
Min kontaktperson var en tiltalende ung mand, skolet og drevet af engagement.
Det ubehagelige ved møderne var, at jeg tydeligvis skulle forføres, så jeg kunne viderebringe deres påstand om, at der ingen modsætning er mellem islams sharia og grundloven.
De var gode lovlydige muslimer: 90% danske og 10% muslimer. Og de 10% var intet problem, for modsætningen mellem islam og liberalt demokrati er en falsk modsætning, sagde han.
Jeg spurgte til ligestilling.
Jeg spurgte til demokratiet indenfor Islamisk Trossamfund. Jeg spurgte til menneskerettigheder.
Jeg spurgte til frafald fra islam (som principielt medfører dødsstraf).
Jeg spurgte til ytringsfrihed og Muhammedkrisen.
Men alt blev bortforklaret og bagatelliseret.
Han ville meget hellere tale om, hvordan vi havde en fælles interesse i at bekæmpe Al-Qaida og international terror.
Yussuf Qaradawi
Så spurgte jeg til Islamisk Trossamfunds rødder, som ikke overraskende viste sig at være den i Qatar bosatte Sheik Yussuf Qaradawi.
Yussuf Qaradawi er en ærkekonservative islamiske fundamentalist. Han udsteder fatwa på fatwa, som er erklæringer om, hvad der er religiøs pligt for muslimer:
Fatwa om Sharias ubetingede overhøjhed over demokratiet.
Fatwa om kvindens ubetingede ulighed.
Fatwa om demokratiet som strategi til indførelsen af det islamiske kalifat.
Fatwa om selvmordsbombernes rosværdige martyrium.
Fatwa om homoseksualitet som en anomali, der principielt implicerer dødsstraf.
Qaradawi kaldes ”den internationale mufti” (islamisk retslærd). Han lærer muslimer, at de i Vesten skal bosætte sig i parallelsamfund, så der ikke sker en assimilering.
Det skal gøre det muligt for dem at bevare deres muslimske identitet. Når islam overtager magten, gør det dem i stand til at udgøre kærnen i den islamiske umma (menighed) i de nye islamiske samfund, siger Qaradawi.
Qaradawi benævner sin lære ”wasatiyya”, Midterpartiet. Det skal forstås på den måde, at han lægger afstand til Al-Qaida og lignende jihad grupper. Ikke fordi han er uenig med dem i deres mål, men fordi han mener, at deres strategi er forkert. Skal islam ende med at vinde magten i de vestlige samfund, kræver det en tålmodig strategi med opbyggelse af islamiske parallelsamfund.
Hvis ikke det var for eksistensen af Al-Qaida og lignende, ville ingen ved deres fulde fem finde på at kalde en ærkekonservativ islamisk kleriker som Qaradawi og hans sympatisører i De Muslimske Broderskaber og herunder ”Islamisk Trossamfund” for moderate, men sådan har de haft held til at markedsføre sig.
Realiteten er, at disse såkaldt moderate muslimer er langt farligere end jihadgrupperne. De er gennemført gnistrende uoprigtige, når de forsikrer os om, at de kæmper på samme side som os med terror og for demokrati.
Og deres uoprigtighed er endnu engang blevet udstillet i fuldt flor i forbindelse med både Islamisk Stats terrorgerninger og de rædselsfulde begivenheder i Paris.
Det Muslimske Broderskab, Imamerne og ”Islamisk Trossamfund”.
Disse begivenheder har nemlig ikke fået de danske imamer, Det Muslimske Broderskab, Yussuf Qaradawi og ”Islamisk Trosamfund”til at træde i karakter og komme med en helhjertet bekendelse til forsvar for demokratiet og en bastant afvisning af de islamiske fundamentalismes overgreb.
Der er kun en larmende tavshed fra den kant, og det bestyrker mistanken om, at de i realiteten sympatiserer med den islamiske fundmentalisme, som de i øvrigt også selv er en integreret del af.
Og hvad værre er, så tyder meget på, at mange imamer er aktive i rekrutteringen af unge muslimer, der tager martyriet på sig og drager til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.
Og endelig! Hvis det er rigtigt, at det er ”Islamisk Trossamfund”, der i en dansk kontekst definerer, hvad islam er, bliver det så ikke vanskeligt at opretholde forestillingen om, at såkaldt ”almindelige muslimer” er upåvirket af denne fundamentalisme.
Venstrefløjen
Og hvor er Venstrefløjen i Danmark henne i forbindelse med disse begivenheder? Det var Venstrefløjen, der under Muhammedkrisen i 2005 afviste, at ytringsfriheden var truet, for ytringsfrihed skal administreres med ynde, som det hed sig dengang!
De var imod en oprustning mod fundamentalisterne, og de tenderede mod at se problemerne som værende selvforskyldte, idet de var skabt af et umenneskelig debatmiljø.
Det førte til en appeasement politik i forhold til truslen fra islamismen, som det efter min opfattelse må være svært at opretholde i dag med de eksisterende trusselsbilleder. Der er ingen grund til at tro, at imødekommenhed og tolerance vil virke i forhold til islamismens aggressive og ekspansive ideologi. Hvorfor tøver mon Venstrefløjen med at melde sig i kampen for ytringsfrihed, demokrati, ligestilling, der dog alle er fuldt så meget mærkesager for dem som for andre?
