Hele sidste uge bombede USA sammen med fem arabiske lande Islamisk Stat. Bombardementerne skete især i det nordlige Syrien.
Men der er ikke de store positive resultater.
Tværtimod forlyder det her til morgen, at de kurdiske styrker, der kæmper mod Islamisk Stat, er trængt.
Det er især omkring den store vigtige by Kubani i det nordlige Syrien tæt på Tyrkiets grænse, der er hårde kampe.
Kampene er nu helt tæt på byen. Byen ligger så tæt på den tyrkiske grænse, at flygtningene der kan følge kampene.
Der har været flere luftangreb i området. Men det har slet ikke været nok til at trænge Islamisk Stat tilbage. Tværtimod vinder de gradvist terræn. (CNN)
Samtidig er byen ved at løbe tør for mad, vand og andre livsnødvendige ting.
”Vi har hårdt brug for hjælp. Vi har brug for våben og mere effektive luftangreb,” siger en kurdisk officer i Kubani. (CNN)
”Hvis vi ikke får hjælp, så ender det med en massakre. Jeg tør slet ikke forestille mig, hvad der vil ske, hvis Islamisk Stat kommer ind i Kubani,” siger han.
Tyrkiet: Luftangreb er ikke nok
Men luftangreb er ikke nok, lyder det nu fra flere helt forskellige røster.
I USA er der kritik af Obamas strategi for at være utilstrækkelig.
Det kan være nødvendigt med landtropper, lyder det fra flere politikere.
I går sagde Tyrkiets præsident Erdogan helt direkte, at luftangreb ikke er nok..
Kampen mod Islamisk Stat skal udvides sagde han. Men det var uklart, hvad Tyrkiet selv vil gøre. “Det beslutter vi i løbet af denne uge,” sagde Erdogan.
Truslen stiger i Vesten
Samtidig stiger trusselsniveauet i USA og Europa.
Vi vil se radikale grupper som Islamisk Stat i mange lande, lyder det. (CNN)
Lande som Indonesien og Fillipinerne har nu også store problemer med radikale grupper.
Kampene har betydet, at omkring 160.000 flygtninge er strømmet over grænsen fra Syrien til Tyrkiet.
Præsident Obama arbejder på at skabe en stærkere international koalition mod Islamisk Stat.