‘De vantro skal få lov til at smage helvede’ – sådan lød det fra en mand, der var socialdemokratisk rollemodel

skærmdump / NRK

Den 18. marts midt om natten kører en bil fyldt med sprængstof ind i et hotel i byen Buulo Burde i det nordlige Somalia. Bag rattet sidder Burhan Ahmed Abdule. I hotellets senge sover afrikanske og somaliske soldater, som netop har erobret byen fra den islamiske terrororganisation al-Shabaab. Mindst otte af dem dør, da Abdule kører bilen med sprængstof ind i hotellet.

 

Al-Shabaab siger, at selvmordsbomberen kom fra Norge. Efterretningstjenesten i Norge sætter en undersøgelse i gang. De når frem til, at manden var Abdule, som har boet otte år i Norge. Det skriver norsk TV, NRK, på deres hjemmeside i en beskrivelse af hele sagen.

 

Had til de vantro

Abdule boede i Halden, et mindre lokalsamfund i Østnorge. Her blev han af mange betragtet som godt integreret. Men det skulle vise sig at være en temmelig overfladisk betragtning. Han nærede nemlig et ubændigt had til de vantro – dem, der ikke var muslimer. Derfor vendte han tilbage til Somalia for at kæmpe sammen med den somaliske islamiske terrororganisation, al-Shabaab.

 

Før selvmordsaktionen blev han interviewet af al-Shabaab. Her siger han, at han vil angribe Buulo Burde, fordi regeringsstyrkerne har fordrevet al-Shabaab: ”De vantro har overtaget byen, siger Abdule i interviewet, – men nu skal de få lov til at smage helvedet.” (NRK)

 

Terroristen var ellers så flink

Man har taget fejl utallige gange: Mennesker, der var radikale islamister, er blevet udråbt til moderate og velintegrerede. Man har ikke været i stand til at fastholde at mennesker med rabiate holdninger godt kan have en almindelig adfærd i hverdagen.

 

Og nu skete det så igen – denne gang i Norge.

 

Selvmordsbomberen Abdule blev betragtet som en flink fyr, der var godt integreret og et forbillede for andre.

 

Abdule var familiefar og aktiv i lokalsamfundet. Han cyklede, spillede fodbold og badede om sommeren. Og så måtte han da elske Norge og de vestlige værdier, mente man.

 

Det norske Socialdemokrati, Arbeiderpartiet, tog ham også til sig. Han blev aktiv i partiet og flittigt brugt som rollemodel og forbillede for andre indvandrere.

 

Fire år før selvmordsaktionen besøgte han sammen med 30 andre Stortinget i Oslo. Abdule var en af dem, som kom til at hilse på Jens Stoltenberg, som dengang var statsminister. På fotografiet står Abdule lige bag Stoltenberg og smiler.

 

En dag var han væk

Men Abdule var også en del af det stærke lokale somaliske miljø, og som så mange andre somaliere sad han på byens cafeer og drak kaffe og snakkede med andre. Det skriver norsk TV, NKR, på sin hjemmeside.

 

Og pludselig en dag var han væk. Og i dag er han død.

 

Han var rejst til Somalia og havde tilsluttet sig terrororganisationen Al-Shabaab. Han døde i en selvmordsaktion mod unge mænd fra regeringsstyrken, som han hadede, fordi de var vantro. Abdule fortalte i interviewet med al-Shabaab før sin død, at han i 13 år har været med i islamistgruppen al-Itihaad al-Islamiya (AIAI), som støttes af al-Qaeda, inden han blev en del af al-Shabaab.

 

Jens Stoltenberg sagde i et andet interview, at Norge er blevet rigere i kraft af indvandring og multikultur: “Ikke bare Oslo, men hele landet er blevet mere spændende. Der er ny mad, musik og oplevelser, som vi ellers ikke ville have haft.” (Bent Winther i en ny bog om de nordiske socialdemokratier, citeret efter Uriasposten.dk)

Del på Facebook