Heroppe i Thy ved Nissum Bredning, hvor Limfjorden forbinder Nordsøen, knejser Vestervig Kirke ensom, stolt og mægtig som en domkirke på kanten af et bakkedrag og vidner om dengang, da Thy var en magtfuld og betydningsfuld del af det danske kongerige.
Her i Vestervig lå der en kongsgård og et bispesæde, og det var her fra, Knud den Store ifølge sagnet sendte sine flåder afsted på erobringstogter i England, som han til sidst besejrede og blev konge over.
Her lå også et kloster, der senere blev flyttet til Børglum, og da Vestervig Kirke cirka 1140 blev opført som klosterkirke, lå der i den østligste udkant af Danmark en lille upåagtet handelsplads ved navn Havn. Den blev langt senere kendt under navnet København.
Men det var grusomme tider dengang, hvilket en dobbeltgrav på kirkegården minder om. Her ligger Liden Kirsten og Prins Buris begravet, efter at deres kærlighed fik en brutal og brat afslutning.
Liden Kirsten var søster til Valdemar den Store, og hun havde forelsket sig i den danske Prins Buris og kærligheden var gensidig. Da Valdemar den Store kom hjem fra en rejse i Europa og hørte om forholdet, som vitterligt var politisk ubekvemt for kongen, blev han så rasende, at han ifølge sagnet piskede sin søster ihjel.
Han lod hende derefter begrave ved Vestervig Kirke. Prins Buris ”lod han blinde”, og han huggede hans venstre fod og højere hånd af, hvorefter prins Buris blev lænket til kirkemuren ud for Liden Kirstens grav med en lænke så lang, at den kunne nå til kanten af hendes grav. Eller, som det beskrives i folkevisen ”Liden Kirsten”:
Kongen lod en lænke smedde,
I Vestervig Kloster lod han den lægge.
Der ved gik Buris i elleve år.
Hver Dag han til hendes Grav mon gå.
Da Prins Buris døde, blev han begravet sammen med Liden Kirsten, og i dag er der tradition for, at brudepar lægger deres bryllupsbuket på graven, således at Liden Kirsten i døden kunne få den brudebuket, hun aldrig nåede at få i levende live.
Og så er Vestervig Kirke i øvrigt nordens største landsbykirke og står som et ensomt monument over Thy’s storhed.



