”Jeg mener, at ægteskabsbrydere skal stenes til døde, tyve skal have hånden hugget af, og sharia bør indføres i Danmark.”
Tag ikke fejl af den omstridte britiske muslimske prædikant Anjem Choudary. Hans udtalelser kan virke vanvittige, men hans indflydelse rækker langt ud over Storbritanniens grænser, og han arbejder med stor succes aktivt på at oprette yderligtgående grupper i europæiske lande.
Således også i Danmark, hvor han på Københavns Vestegn har oprettet en såkaldt islam4dk gruppe, der består af yderligtgående salafister. De har dels til opgave at rekruttere unge muslimer til den blodige borgerkrig i Syrien og dels at oprette sharia-zoner i boligområder med tæt muslimsk befolkning.
Tilsvarende islam4-organisationer findes række europæiske lande, eksempelvis islam4nl i Holland. I Storbritannien blev islam4gb ifølge Jyllands-Posten forbudt i 2010 med henvisning til landets terrorlove.
”Jeres love kan gå ad helvede til”
Den berygtede prædikant, der også er manden bag oprettelsen af sharia-domstolene i London, har netop besøgt Danmark og blev i den forbindelse interviewet i DR2-programmet Deadline, hvor det lykkedes ham at udfolde sig for fuld udblæsning og rulle hen en magtesløs interviewer.
Efter et noget kaotisk replikskifte, hvor intervieweren troede, at Choudary mente, at muslimer skal adlyde engelske og danske love, når han talte om den sikkerhedspagt, som muslimer i vesten lever under, skar Choudary til sidst igennem:
”Vi er ligeglade med danske og britiske love. Vi følger de muslimske love.”
Intervieweren: ”Du er ligeglad?”
Choudary: ”Nej, muslimer er ligeglade. En muslim underlægger sig sharialoven og adlyder kun Allahs lov og profetens ord. Danmark har krænket profeten Muhammed, så vi retter os ikke efter jeres love. De kan gå ad helvede til. Vi adlyder kun islams love. Vi mener, at Danmark engang får sharialoven.”
Muslimer kunne blive en femtekolonne i vesten
Medens intervieweren førte en hård kamp for at holde fokus på Syrien og Choudary rolle som leverandør af europæiske frivillige til den blodige borgerkrig i Syrien, lykkedes det gang på gang Choudary at overulle ham og tale om sit yndlingsemne, shariaen.
”Hvis sharialoven bliver indført, bliver det verdens bedste system,” forklarede Choudary blandt andet seerne og fortsatte senere i interviewet:
”Jeg mener, at ægteskabsbrydere skal stenes til døde, tyve skal have hånden hugget af og sharia bør indføres i Danmark. Måske burde Christiansborg omdøbes til Muslimborg, og det muslimske flag kunne en dag vaje over det danske parlament. Det ville være godt,” sagde Choudary.
Senere i interviewet præciserede han om profetfornærmelse: ”Det er der dødsstraf for,” ligesom han også understregede over for intervieweren, at man ikke skal undervurdere de muslimer, der bor i vesten:
”Muslimer kunne blive en femte kolonne i vesten på grund af konflikten mellem folk, som bliver anstiftet af jeres udsendelser.” Så fik Danmarks Radio i øvrigt helt ufortjent stukket den ud!
Fantasi og fantasi
I det hele taget var Danmarks Radios medarbejder takket være sit ukendskab til islams grundlæggende begreber kommet på en noget af en umulig opgave, og det blev ikke bedre, da han mod interviewets slutning kækt udbrød:
”Lad os fantasere lidt om Danmark og Storbritannien.”
”Mange af dine spørgsmål er fantasi,” konstaterede Choudary tørt.
”Det er ikke mig, der siger at Danmark vil komme under islams flag,” indvendte intervieweren.
”Det er ikke fantasi, det er virkelighed, men mange af dine spørgsmål bygger på fantasi. Profeten sagde: ”Allah viste mig Østen og Vesten. Mit rige skulle råde over det hele.” Det gælder Kina, Danmark og alle andre lande.”
Danmarks Radio kan jo spørge imam Wahid Pedersen
Ved udsendelsens slutning forsøgte intervieweren at fremstille Anjem Choudary som en mand, der står alene med sin opfattelse af islam.
Måske i desperation over, Choudary gennem hele udsendelsen havde fået frit løb til at bruge Danmarks Radio som platform til en gennemført politisk ukorrekt fremstilling af islam i sin brutale og usminkede form.
Først prøvede intervieweren sig forsigtigt frem med en bemærkning om Choudary hverken repræsenterer muslimer eller islam, og det affødte blandt følgende svar:
”Lad mig sige dig noget. Jeg udfordrer enhver muslim, lærd eller imam i Danmark til at bevise, at bare én af mine udtalelser strider imod Koranen og Profetens lære.”
Det anfægtede intervieweren og hævdede, at han havde en liste over muslimske organisationer, britiske såvel som danske, der tager afstand fra Choudarys udlægning af islam uden i øvrigt at nævne, hvilke navne der stod på listen.
Fakta er imidlertid, at Choudary langt fra står alene med sin grundlæggende opfattelse af islam. Havde Danmarks Radio gjort sit hjemmearbejde inden udsendelsen ordentligt, ville man have fundet ud af, hvad den såkaldte dialog-imam Abdul Wahid Pedersen har sagt.
Indførelse af sharia, dødsstraf for religionsskift og stening
Uanset hvad Danmarks Radio tror, så repræsenterer den britiske prædikant Anjem Choudary den rettro islam, som er gældende langt ind i de muslimske kredse, der ud ad til forsøger at fremstille sig selv som moderate.
Et kig i arkiverne over den såkaldte dialog-imam Abdul Wahid Petersens fører frem til følgende udtalelser:
Under en paneldebat i Nørrebrohallen i 1998 blev Wahid Pedersen således spurgt, om det er korrekt, at der i islam er dødsstraf for at forlade islam, og han svarede, at ifølge sharia er der dødsdom for at forlade islam og tilføjede:
”Som muslim må man være konsekvent og følge sharialovgivningen.”
Spørgsmål fra panelet: ”Vor herre bevares, vil du have den lov indført i Danmark?”
Wahid Pedersen: ”Ja, når der bliver flertal af muslimer, så bliver den indført.” (Referat i Præsteforeningens Blad nr. 33, 1998)
Og så er der også lige den med steningen
Fire år senere, i 2002, var selvsamme Wahid Pedersen ude og forsvare stening af kvinder:
”Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys er blevet forordnet af skaberen selv. Vi er derfor ikke bemyndiget til at ændre på samme,” skrev den såkaldte moderate dialog-imam Abdul Wahid Pedersen i Kristeligt Dagblad den 15. april 2002.
Anjem Choudarys holdning til islam kaldes rabiat, medens imam Abdul Wahid Pedersens kaldes moderat. Anjem Choudary spiller med åbne kort.