Det københavnske ejendomsmarked ligner USA

Colourbox
Getting your Trinity Audio player ready...
Der er meget vanskeligt særligt for førstegangskøbere at komme ind på det danske boligmarked. Ikke mindst i København er mange menneskers drøm om en ejerbolig sendt til tælling med flere års stigende boligpriser, inflation og stigende renter.
Med de nuværende forhold vil drømmen om en ejerbolig i København for mange forblive en drøm, og selvom der måske er større muligheder på andelsboligmarkedet, må mange stille sig tilfreds med en lejebolig. Men også på markedet for lejeboliger er der problemer. Undersøgelser viser, at muligheden for at komme i betragtning til de mere attraktive lejligheder i meget høj grad er betinget af gode forbindelser og venner og familie.
Politiske overvejelser
Situationen har givet anledning til politiske overvejelser om tiltag, der kan skabe flere nye veje ind på boligmarkedet – særligt for førstegangskøbere, men også for personer, der ikke har mulighed for at købe bolig på almindelig vis – og understøtte et balanceret boligmarked. Endnu er der dog ikke fundet brugbare løsninger.
Minder om USA
Det kan være en (ringe) trøst, at det københavnske boligmarked ikke adskiller sig fra forholdene i USA. For millioner af amerikanere er udsigterne til at få opfyldt den klassiske ambition om at eje sin egen bolig efterhånden forsvindende.
I sidste uge steg de amerikanske realkreditrenter kortvarigt til over 7 pct. efter nedgraderingen af den amerikanske kreditværdighed. Den voksende amerikansk statsgæld fik kreditvurderingsbureauet Moody’s til at nedgradere sin kreditvurdering på amerikanske statsobligationer til “Aa1” fra “Aaa”. Fitch nedjusterede USA i 2023, og Standard & Poor’s nedjustererde landet allerede i 2011.
Prisen for det gennemsnitlige 30-årige faste realkreditlån ligger nu på 6,99 pct. ifølge Mortgage News Daily.
Kombineret med dagens høje boligpriser har det konsekvenser for boligudgifterne. I marts var gennemsnitsprisen for eksisterende boliger i USA 403,700 dollars, op fra 393,500 dollars i februar og op med 4,8 pct. i forhold til samme periode sidste år, ifølge National Association of Realtors.
For et hus til 400.000 dollars svarer et 30-årigt realkreditlån til 6,99 pct. til omkring 2.661 dollars om måneden alene i afdrag og renter – inden skatter, obligatoriske forsikringer og vedligehold. I løbet af et år løber det op i næsten 32.000 dollars eller 43 pct. af den gennemsnitlige amerikanske husstandsindkomst på 75.000 dollars.
Regnestykket forudsætter, at husejeren inden har været i stand til at præsentere en udbetaling på 20 pct. eller 80.000 dollars for overhovedet at komme i betragtning til realkreditlånet.
Førstegangskøbere udelukkes
Resultatet er at især førstegangskøbere har svært ved at komme ind på boligmarkedet, mens de eksisterende boligejere er tilbageholdende med at sælge og opgive lavrentelån, som de måske var heldige at sikre år tilbage. Derfor forbliver udbuddet af boliger begrænset og priserne forbliver høje mens det fortsat er dyrt at låne.
Del på Facebook