|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Mens det samlede optag på erhvervsuddannelserne falder, går udviklingen i den modsatte retning blandt de yngste elever. Stadig flere 15–17-årige vælger at begynde direkte efter folkeskolen.
Til trods for at den samlede årlige tilgang til erhvervsuddannelserne er faldende, er der én elevgruppe, der fortsat i stigende grad vælger erhvervsuddannelserne til. Nemlig de unge, der kommer direkte fra folkeskolen.
Nye tal viser, at der i august 2025 var 11.836 unge mellem 15-17 år, der påbegyndte grundforløb 1 på en erhvervsuddannelse. Det er 30 flere end i 2024.
Samtidig dækker tallet over en tilgang, der er vokset år for år, så det i dag er næsten 2.000 flere elever, der starter på en erhvervsuddannelse direkte fra folkeskolen, sammenlignet med for 10 år siden, jf. figur 1.
Figur 1. Stigende tilgang til grundforløb 1 de seneste 10 år
Det er især hovedområdet Teknologi, byggeri og transport der tiltrækker de unge. I august 2025 startede 6.889 15-17-årige på grundforløb 1 indenfor dette hovedområde. Et tal, der er steget med 200 elever alene det seneste år, jf. figur 2
Figur 2. De unge vælger i høj grad hovedområdet Teknologi, byggeri og transport

