Getting your Trinity Audio player ready...
|
Polens regeringschef Donald Tusk har besøgt Berlin, hvor han mødtes med den tyske kansler Olaf Scholz.
Tusk færdes hjemmevant på den europæiske scene. Han var i perioden 2014-2019 formand for Det Europæiske Råd, der består af EU-landenes stats- og regeringschefer.
Dengang blev han betragtet som relativt blød og politisk korrekt, når det gjaldt udlændingepolitik. Men til en vis grad skyldtes det formentlig de særlige hensyn, han skulle tale som samlende formand for det centrale EU-organ.
I hvert fald er det nu mere skarpskårne formuleringer, der præger den polske ministerpræsident – ikke mindst i udlændingepolitikken.
Det fremgår af udtalelser, han forleden kom med, lige før han skulle mødes med den tyske forbundskansler Olaf Scholz i Berlin.
Tusk var klar i mælet, når det gjaldt støtten til Ukraine, Trumps trusler mod Europa og migrationskrisen.
Med i tasken havde han en programerklæring, der kaldte til kamp mod den ukontrollerede indvandring til Europa.
Tusk erklærede nu rent ud. “Dette er et spørgsmål om den vestlige civilisations overlevelse.” (BILD)
Han fulgte op med en kraftig opfordring til de europæiske lande: “Vi må vågne op og forstå, at vi må beskytte vores grænser. Hvis vi er åbne for alle former for indvandring, vil vores verden bryde sammen.”
En polsk politisk iagttager understreger over for avisen Die Welt, at Tusk ikke vil være med på tankerne om en omfordeling af asylansøgere mellem de europæiske lande.
“Det er ikke bare hans personlige holdning, men den almindelige holdning i Polen.”
Tusk har refereret til et EU-rådsmøde, hvor Angela Merkel erklærede, at “vi ikke kan forhindre folk i at krydse Europas grænser, fordi der er for mange af dem” (altså migranterne).
Reaktionen fra den polske ministerpræsident var angiveligt: “Jeg sagde til hende, at vi må stoppe dem ved vores grænser, netop fordi der er for mange af dem.”
Ifølge Tusk – og andre med ham – eksisterer der ingen migrationspolitik, hvis der ikke er nogen mulighed for at kontrollere grænserne og territoriet.
Den polske ministerpræsident bruger nu langt mere dramatiske vendinger, end man har været vant til at høre fra ham, da han sad i spidsen for EU. I dag udmaler han truslen om et sammenbrud i den vestlige verden på grund af migrationspresset.
Der er tale om en markant skærpelse af Tusks sprogbrug.
Men hvad det bliver til i handling er et åbent spørgsmål.
Polakkerne skal dog nok holde ham til ilden.
Selv hvis Tusk skulle være fristet til en blødere udlændingepolitik, ville den ikke være med.
Så man skal regne med, at det i dag er en anden Tusk end manden, der engang var en ret politisk korrekt formand for Det Europæiske Råd.