|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
af Freddy Ladefoged, pensioneret kriminalassistent, mangeårig ekspert i politiet på udlændingeområdet
Jeg har netop færdiggjort et manuskript til en bog om mine godt 45 års tjeneste i politiet. Bogen, hvis titel bliver ”En dinosaur i politiet taler ud – en hyldest til et politi, der var”, afventer nu, at jeg finder et forlag og får den trykt og udgivet.
Bogen indeholder et par kapitler om mine to ophold af sammenlagt 1 år og 9 måneders varighed i perioden fra 2003 til 2008 i den internationale TIPH-observatørmission i byen Hebron på Vestbredden, hvorunder jeg var forbindelsesofficer til israelersiden. Derudover har jeg i bogen skrevet et længere kapitel om Israels historie helt tilbage til Abrahams afrejse fra Ur i Babylonien og indrejse i Kana’ans land ca. år 1800 f.Kr., hvor han bosatte sig i Hebron. En historie om et land, præget af mangeartede kulturstrømninger, som er væsentlige at kende til, når man arbejder i et konfliktområde.
Israels historie har fået fornyet aktualitet efter Hamas-terrorangrebet på Israel den 7. oktober sidste år og den efterfølgende krig imellem Hamas, Islamisk Jihad og Hizbollah på den ene side og de israelske forsvarsstyrker IDF – the Israeli Defence Forces – på den anden.
For mig at se er debatten her i landet om denne krig løbet helt af sporet med et énsidigt fokus på årsagen til konflikten. De mange propalæstinensiske demonstrationer med råb om ”Jihad” og ”Free Palestine” i vores gader samt autonome teltlejre på Københavns Universitets område og på Rådhuspladsen i København står i stærk kontrast til, at herboende jøder nu hele tiden skal skjule deres synlige symboler på deres religion, se sig over skulderen og have øjne i nakken for at søge at undgå at blive overfaldet, ligesom jødiske institutioner nu igen er under ekstra stærkt bevæbnet politi- eller militærbeskyttelse.
Det synes, som om Hamas-terroren, der startede hele den seneste krig i Mellemøsten – nu også suppleret med Hizbollah-terrorangreb fra Libanon ind over den nordlige del af Israel og houthi-angreb på skibe i Aden-bugten – er gledet helt i baggrunden, og at den form for uhyrligheder desværre har alt for mange rygklappere, der ikke tager helt klar afstand til terror, også her i landet.
Et historisk tilbageblik på staten Israel skulle gerne medvirke til at nuancere den aktuelle debat og bringe den grufulde Hamas-terroraktion i fokus og det afgrundsdybe barbari, der den 7. oktober 2023 gav anledning til den forsvarskrig, som Israel har igangsat for at overleve som en stat omgivet af arabisk fjendeland. En terroraktion, der i en ren blodrus indeholdt bestialske myrderier af ca. 1200 uskyldige israelske civile festivalgæster, bortførelser af omkring 242 israelske gidsler og anvendelse af egne arabisk-palæstinensiske Gaza-beboere som gidsler, der af Hamas i Gaza-striben tvinges til at være menneskelige skjolde for de israelske militære modsvar på angrebet.
I kapitlet i min bog om Israels historie har jeg bl.a. fokuseret på alle de angreb, som Israel har været udsat for fra sine arabiske nabolandes side, efter at Israel blev oprettet som en legitim demokratisk stat i 1948 – angreb, som Israel har måttet forsvare sig imod.
Nogle vil nok hævde, at jeg har undladt at omtale de gange, hvor Israel i sin krigsførelse har optrådt for hårdhændet i sine angreb, som jeg vil benævne som forsvars- og gengældelsesangreb, hvorunder også uskyldige mennesker på den anden side af ”fronten” er blevet dræbt og såret eller behandlet unødigt hårdt. Hertil vil jeg gøre gældende, at hvis ikke Israel så mange gange var blevet angrebet af landets arabiske naboer, ville disse tab have været undgået – Israel er i mine øjne ikke en angrebsnation, men et land, som jødiske israelitter lovmæssigt via en FN-beslutning har fået som deres hjemland efter mange års landflygtighed.
Lad mig nu sammenfatte, hvilke oplysninger jeg opfatter som vigtige, når man skal forholde sig til, om man er for eller imod staten Israel.
Siden staten Israels oprettelse i 1948 er landet blevet angrebet i alt 15 gange af sine arabiske nabolande og af Hamas i Gaza-striben. I samme tidsrum og i Den Britiske Mandatstyreperiode fra 1920 til 1948 er der i alt 10 gange sket palæstinensisk-arabisk boykot af aftaler, der måske ville have kunnet føre til fred i Israel.
Angrebene er opsummeret her:
- 14. maj 1948: Transjordanien (Jordan), Egypten, Syrien, Libanon og Irak angreb Israel, efter at Ben Gurion havde proklameret oprettelsen af staten Israel.
- Forud for den 6. juni 1967: Syriske bombardementer fandt sted ind over Israel .
- 1968: Egypten angreb Israel.
- 6. oktober 1973: Syrien og Egypten angreb Israel under Yum Kippur Krigen.
- Sommeren 1982: Hizbollah-militser i Libanon angreb Israel.
- 1987: Hamas startede den første intifada i Gaza-striben med raketangreb ind over Israel.
- Den 2. august 1990: Under Golfkrigen sendte Irak 40 Scud-missiler ind over Israel.
- Juni 2006: Hamas i Gaza-striben sendte raketter ind over Israel.
- 12. juli 2006: Hizbollah-militser i Libanon angreb igen Israel.
- Juni 2007: Hamas i Gaza-striben sendte atter raketter ind over Israel.
- 2008-2009: Hamas i Gaza-striben sendte raketter ind over Israel endnu engang.
- November 2012: Ny bølge af Hamas-raketangreb ind over Israel fandt sted fra Gaza-striben.
- 2014: Fortsatte Hamas-angreb imod Israel fra Gaza-striben.
- Foråret 2021: Hamas-raketter blev på ny affyret fra Gaza-striben ind over Israel.
- 7. oktober 2023: Hamas i Gaza indledte et terrorangreb mod Israel.
Palæstinensisk-arabisk boykotter af aftaler om en fredsløsning er opsummeret her:
- I 1933 – 1939 søgte den britiske Højkommissær at etablere selvstyrende institutioner i det britiske mandatstyreområde Palæstina med deltagelse af både jøder og arabere, men araberne ønskede ikke at deltage i et samarbejde med institutioner med jødisk deltagelse.
- I samme periode lagde den britiske Højkommissær op til, at Palæstina skulle opdeles i en arabisk og i en jødisk stat, men forslaget blev afvist af araberne.
- I marts 1947 vedtog FN at lade en særlig undersøgelseskommission undersøge forholdene i Palæstina og udarbejde et løsningsforslag om en delingsplan til vedtagelse i FN. Kommissionen blev boykottet af araberne, der gjorde gældende, at det ikke var FN’s anliggende at afgøre Palæstinas fremtid.
- Den 29. november 1947 vedtog FN delingsplanen for Palæstina indebærende en deling af landet i en jødisk og i en arabisk stat, og hvori Jerusalem skulle være under international administration. Planen blev accepteret af landets jødiske ledelse, men afvist af den arabiske ledelse i landet og af de arabiske stater som helhed.
- I juli 2000 fandt Camp David aftalerne sted i USA, ledet af den amerikanske præsident Bill Clinton, med fredsforhandlinger imellem Israels daværende premierminister, Ehud Barak, og formanden for Det palæstinensiske Selvstyre, Yasser Arafat. Forhandlingerne endte med, at Yasser Arafat sagde nej til et fredsforslag, der lå på bordet foran ham.
- Den 30. november 2000 fremsatte Israels daværende ministerpræsident Ehud Barak en fredsplan for den palæstinensiske selvstyreledelse for at forsøge lægge låg på den igangværende højspændte konflikt. Svaret på denne plan var en kontant palæstinensisk-arabisk og absolut afvisning af planen.
- Den 13. marts 2002 vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der fastslog principperne for en to-statsløsning i Israel. Den 24. juni samme år vedtog den såkaldte kvartet bestående af USA, EU, Rusland og FN en plan – Køreplanen for Fred – der skulle medvirke til oprettelse i 2005 af en uafhængig palæstinensisk-arabisk stat, som skulle eksistere i fred side om side med Israel. Den overordnede idé bag fredsplanen var, at de palæstinensiske arabere til gengæld for en selvstændig stats oprettelse skulle gennemføre demokratiske reformer og ikke mindst afstå fra brug af terror. Israel skulle i henhold til planen understøtte og acceptere en palæstinensisk-arabisk regering i den nye stat og stoppe udvidelserne af jødiske bosættelser på Vestbredden og i Gaza-striben. Denne fredsplan blev dog hurtigt kvalt på grund af palæstinensisk-arabiske selvmordsangreb og israelske gengældelsesangreb som følge deraf.
- I august 2008 forsøgte den israelske premierminister Ehud Olmert at indgå en fredsaftale med den palæstinensisk-arabiske leder, Mahmoud Abbas, hvori Ehud Olmert tilbød at kompensere tabt palæstinensisk-arabisk jord ved at afgive israelsk jord i bytte til de palæstinensiske arabere, ligesom han tilbød, at Den gamle By i Jerusalem skulle regeres i et fællesskab imellem de to befolkningsgrupper, så alle kunne have lige adgang til de hellige steder. Mahmoud Abbas sagde nej til dette forslag.
- I september 2015 trak Mahmoud Abbas og de palæstinensiske arabere sig ud af Oslo-aftalerne, der dermed måtte betragtes som værende afgået ved en stille død.
- Den 28. januar 2020 fremlagde USA’s daværende præsident, Donald Trump, en plan, der skulle skabe fred mellem Israel og Det palæstinensiske Selvstyre. Med denne plan ville det palæstinensisk-arabiske område i en ny palæstinensisk-arabisk stat i landet blive mere end fordoblet. De palæstinensisk-arabiske ledere såvel inden for PLO og Fatah som Hamas afviste på forhånd denne fredsplan, idet de mente, at USA havde mistet sin rolle som mægler i konflikten ved mest at tilgodese Israels interesser, ligesom de ikke havde villet tale med Trump-administrationen siden 2017, da USA anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad.
Sørgeligt er det, at konflikten i Mellemøsten og i Israel har så mange ofre til følge såvel hos den jødiske del af befolkningen som hos den arabiske del. Ligesom det er trist at konstatere, at FN og verdenssamfundet er blevet tandløse uden evne eller vilje til at indsætte en slagkraftig fredsbevarende styrke i Israel og tvinge begge de stridende parter til forhandlingsbordet og ind i en dialog omkring fred i landet.
Men jeg forstår godt, at Israel forsvarer sig med næb og kløer. Jøderne har i årtusinder været et forfulgt folkefærd uden et hjemland kulminerende med Holocaust-tragedien under Anden Verdenskrig. Jøderne vil derfor gøre alt for, at visse araberes ønske om at fordrive alle jøder ud i Middelhavet ud fra sloganet “From the river to the Sea, Palestine will be free” aldrig bliver en realitet.
Jøderne vil sent glemme terrorangrebet på deres land den 7. oktober sidste år, hvor det med klip fra Hamas-krigernes egne kameraer bl.a. har kunnet ses israelske børn blive skudt på klos hold – en far blive sprængt i luften, mens han forsøgte at redde sine to børn – blodige lig blive kastet mod jorden – og en kvinde i håndjern blive trukket igennem en jublende folkemængde i Gaza. Der var også billeder af brændte lig, herunder af børn og små babyer, og man kunne se en Hamas-kriger forsøge at hugge hovedet af en israelsk mand med en hakke, mens han råbte ”Allahu Akbar”. Et øjenvidne, der lå i skjul bag nogle buske, så sin veninde, der, mens hun var i live og blev voldtaget, fik sit ene bryst skåret af, hvorefter Hamas-gerningsmanden kastede brystet op i luften som en bold. Voldtægten blev derefter genoptaget for at blive afsluttet med, at gerningsmanden skød kvinden i hovedet.
Denne form for terrorhandlinger er nøje blevet dokumenteret ved israelske retsmedicinske undersøgelser, der fandt sted, efter at israelske væbnede styrker havde genvundet kontrol over dele af angrebsområdet på den israelske side af Gaza-striben.
Det er ikke sådanne terrorhandlinger, der skaber fred i Israel. Det er ganske uhyrligt, at de grufulde Hamas-massakrer den 7. oktober 2023 imod den jødiske befolkning synes at glide helt i baggrunden i forhold til de palæstinensiske araberes situation og forhold i Gaza-striben i en tid med endnu en krig i området – en krig, som Hamas selv har igangsat. En krig, der også har involveret det danske forsvar, der sammen med politiet har måttet aktiveres for – endnu engang – at beskytte jødernes synagoge i Krystalgade i København og andre jødiske lokaliteter i hovedstaden imod eventuelle terrorangreb. De palæstinensiske arabere er blevet tildelt offerrollen – en rolle som ofre for forfølgelse, diskrimination, had og islamofobi – en rolle, de selv har været gode til at iscenesætte siden staten Israels oprettelse i 1948.
Jeg forbeholder mig ret til offentligt at tage afstand til, at Israel er blevet tildelt den altafgørende skurkerolle i den aktuelle og igangværende debat om konflikten i Mellemøsten, vel vidende at i enhver konflikt er begge eller alle parter skurke. Spørgsmålet er så, hvem der er den største skurk. At min stillingtagen til dette spørgsmål er klar, skulle gerne fremgå af denne kronik.
