***** Fem stjerner ud af seks
TÁR hedder Todd Fields seneste film med Cate Blanchett i den altdominerende hovedrolle. Todd Field (f. 1964) er både skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør og kendt for In the Bedroom (2001), Little Children (2006) og nu det psykologiske drama Tár (2022).
De tre film er tilsammen nomineret til ikke mindre end 14 Oscars.
Handling
Lydia Tár (Cate Blanchett) er en ca. 50-årig kvinde, der fra en ydmyg baggrund har kæmpet sig helt til tops inden for den klassiske musikverden. Hun er både komponist og dirigent i særklasse og har i knivskarp konkurrence som en af de ganske få opnået EGOT – dvs. vundet både Emmy-, Grammy-, Oscar- og Tony- prisen.
Aktuelt er hun chefdirigent for Berlinerphilharmonikerne og i fuld gang med at færdiggøre indspilningen af Mahlers symfonier. Undervejs i opstigningen til toppen har hun taget initiativ til et program, der skal fremme unge kvindelige dirigenters karrieremuligheder. I pauserne når hun også lige at lave nye kompositioner og skrive sin selvbiografi med efterfølgende reklamefremstød.
En ren super-woman.
For hun har gjort det godt også i privatlivet. At hun er erklæret lesbisk har ikke voldt problemer, og hun lever i et ægteskab med Sharon (Nina Hoss), koncertmesteren hos Berlinerphilharmonikerne. Sammen har de adopteret en lille syrisk pige, Petra.
Tilsyneladende kan Lydia gå på vandet.
Men netop her på den absolutte tinde begynder der at komme ridser i lakken. Der er rygter om seksuel udnyttelse af unge musikere, og de sociale medier afslører lidet flatterende optrin og udtalelser.
Endskønt Lydia mestrer magtspillet både på scenen og bag facaden til perfektion, har hun undervejs skabt mange fjender, der kun venter på svaghedstegn.
Spørgsmålet er: Vil hun være i stand til at ride stormen af?
Vurdering
Jeg har spekuleret på, om mit gavmilde stjernedrys udspringer af, at de seneste måneders filmoplevelser stort set kun har budt på tomme kalorier pga. Hollywood-woke-manualen?
Suppleret med, at jeg efter det første kvarter i ”Tár” var tæt på helt at afskrive også denne film som rendyrket feminist-propaganda: Kvinder (Lydia) fremstillet som åh-så-stærke, åh-så-talentfulde, åh-så-mange-geniale kvaliteter, og når der er så få kvindelige dirigenter, er det selvfølgelig fordi de er blevet holdt nede af onde mænd, og selvfølgelig er Lydia lesbisk osv. osv.? Suk.
MEN – så kom ’skiftet’ til en langt mere kompleks og interessant eksistentiel tematik. Ja sågar et stykke ad vejen MeToo med omvendt fortegn! Hvilket giver den feministiske åbningssekvens en helt anden betydning i det samlede billede.
Og således byder ”Tár” på den ene overraskende drejning i plottet efter den anden, herunder slutningen.
Cate Blanchett er en fabelagtig skuespiller og dækker sin rolle forrygende. Endskønt manus halter flere steder for så vidt angår troværdighed, lykkes det for instruktøren at give et fascinerende, afslørende og ubarmhjertigt indblik i orkesterverdenens benhårde branche. I hvert fald for dem, hvis musikpassion, flid og dygtighed bærer udøverne helt til tops, hvor de så resten af livet skal kæmpe for at bevare placeringen.
”Tár” stiller skarpt på succesens pris i form af arrogance, kynisme og (seksuelt) magtmisbrug. Og på hvad der sker, når solens datter for alvor møder modstand.
Hvilket rejser den interessante problemstilling – i hvert fald for mig (!): Er mænd bare bedre til at håndtere det psykiske pres i elitens konkurrenceverden, uanset det handler om sport (jf. fodboldpigerne) eller musik?
Nok to plusser: Endskønt filmen varer mere end 2½ time, opleves den ikke for lang og kommer oven i købet fint i mål med at formidle, hvad det er, stor musik evner at gøre for os.
Applaus.
Længde: 2 timer 38 minutter
- Medvirkende: Cate Blanchett, Nina Hoss, Noémie Merlant, Sophie Kauer m.fl.
- Instruktør: Todd Field
- Manus: Todd Field
- Premieredato: d. 23. februar
