”I dag stod tre bedemand og begravede ytringsfriheden”. Denne sørgelige, men sande betragtning udtrykte Mette Thiesen (DF), da hun blev bedt om at analysere de tre regeringsmedlemmers forslag om at genindføre blasfemiparagraffen, som vi ellers var sluppet af med i 2017.
Det er dog ikke helt den samme paragraf, da forslaget går ud på at udvide blasfemiparagraffen betragteligt ikke mindst med elastikord som ”utilbørlig” og ”ordentlighed”. Ingen lød til at være helt klar over, hvordan disse ord skulle defineres, men uanset hvad, så skal man ikke gøre det, for så får man ørerne i retsmaskineriet.
Oussama El-saddi, der er imam på den berygtede Grimhøj moské i Aarhus, er begejstret.
Han giver regeringens forslag et par nedladende ord med på vejen.
“Jeg vil sige tusind tak. Det er et rigtig godt fremskridt fremad,” siger han til Ekstra Bladet.
“De skal have et klap på skulderen”, siger han til avisen.
Det må du, og det må du ikke
Det er dog ikke alt, der bliver forbudt. Fremover kan vi stadig få lov til at brænde islamisternes flagskib, de indhyllede muslimske kvinders jihad-hijab (de helt sortklædte) eller de mere almindelige hijabs (de i dhimmiernes øjne bedårende flerfarvede og blomstrede klude).
For det er det, kvinderne gør i Iran, så det må vi også godt.
Da ingen dog mig bekendt nogen sinde har brændt en hijab, bør vi have en anvisning på, hvorvidt kludene skal rives af kvinderne, før de brændes. Her vil en vejledning i utilbørlighed vist være på plads.
Til gengæld er det blevet forbudt at brænde biblen og toraen. Ikke fordi det ville belaste politietaten lige så meget, som når de skal adskille rasende og hårdtslående fodboldfans, men fordi korpset ville være i fare for at dø af kedsomhed, når kristne og jøder bare vendte ryggen til og gik.
Vi danskere må heller ikke håne nogen (læs muslimer), der kan blive kede af det. For de stakler føler sig altid som ofre, som udstødte, marginaliserede, ringeagtede, diskriminerede og udsat for racisme. Og de forstår simpelthen ikke hvorfor. Og vi forstår ikke, hvorfor de ikke forstår det.
Omvendt er det stadig tilladt at kalde danskerne for danskersvin og udøve fornedringsforbrydelser over for vores unge, uanset de psykisk vil være mærket af det i mange år fremover.
Det er også stadig tilladt at kalde danske kvinder for ludere. Her ses et billede (Berlingske – bag betalingsmur) fra ghettoen i Mjølnerparken af en af statens gæster, hvor han overfuser en kvindelig politiker med ordene: ”Du er en fucking luder”. Ærgerligt, han ikke gjorde det i sit eget land; så havde han været fortid nu.
Og skulle vi blive kede af det, når vi bliver hånet i vores eget land, skal vi huske, at nok er vi majoriteten her i landet (lidt endnu), men det batter ligesom ikke, når man står over for det globale muslimantal på ca. 1,5 milliarder tilhængere, som vi altid bør vise ærbødighed overfor. For så bliver det farligt.
Der var engang
Engang (for ca. 80 år siden) kaldtes de, der arbejdede for landets fjender, for landsforrædere. I dag kaldes de dhimmier.
Ordene har dog den samme betydning og mødes med samme foragt og vrede som landsforræderne i hine tider.
Dhimmier er de personer, der dagligt og gennem efterhånden mange år er kommet fjenderne i møde med forslag, inden disse selv er kommet i tanker om at kræve dem indført. Som eksempel kan nævnes julegudstjenester, der fjernes fra skoler for ikke at gøre muslimer kede af det.
Ytringsfriheden – en besværlig størrelse
Hvor meget regeringen end snor sig for hele tiden at finde på nye grunde til, at det er en god idé at lade menneskerettighedskrænkende regimer diktere vores love, så må vi nok erkende, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ingen Anders Fogh Rasmussen er.
Efter at regeringen igen har indført blasfemiparagraffen og nu i skærpet udgave, takker Grimshøjmoskeens imam, Oussama El Saadi, for venligheden. Den ære overgik ikke Fogh Rasmussen.
Som Lars Løkke (Lederen i JP 25.8. bag betalingsmur) udtrykker det: ”Det er et vigtig politisk signal, Danmark i dag sender til resten af verden”.
Lederen er enig: ”Det har udenrigsministeren ret i, og signalet er klart: Vi bøjer os. Nu venter vi spændt på de næste lovkrav fra Mellemøsten.”
Ingen af de danske medier synes særligt imponeret over for regeringens knæfald for islamistiske kræfter. I Berlingske (bag betalingsmur) udtrykker dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde det således: ”Det er 1:1 en genindførelse af blasfemiparagraffen med den lille krølle på halen, at man i stedet for at tale om ’spot og forhånelse’ taler om ‘utilbørlig behandling’. Det er jo sådan set bare et sprogligt krumspring.”
”Skødehunde” kalder Lederen i Ekstrabladet regeringen for og tilføjer: ”Når folk som Lars Løkke, Peter Hummelgaard og Jakob Ellemann siger, at vi i Danmark ikke behøver at støde muslimers følelser, håner de alle dem, der gennem århundreder gav deres liv for vores nuværende frihedsrettigheder i kamp mod religiøst tyranni. Og i tilgift alle dem, der er flygtet fra det.”
Mens imamen El Saadi altså er yderst tilfreds med vores regerings bøjede nakke, kniber det mere med begejstringen i vores nabolande.
Sverige og Norge
Den svenske debattør og journalist Susanna Birgersson (Expressen.se) lægger ikke fingrene imellem, når hun forbløffet spørger: ”Vad hände med Danmark? Nu kan iranska dissidenter fängslas för blasfemi. I Danmark, av alla ställen.”
Det, der er sket med Danmark, er at vælgerne har sammensat den mest forfærdelige og islamofile regering i mands minde med en de facto leder, hvis eneste og dybeste interesse er ham selv under det løgnagtige slogan: ”Vi passer på Danmark og danskerne”.
Heller ikke i Norge er man imponeret over den danske regering. Her kalder Lederen på dagbladet.no den danske regerings handlemåde for ”null respekt for ytringsfriheten”, da ”den jo også skal beskytte de meningsløse ytringene” samt ”politisk slapphet”.
Men hvad Sverige og Norge mener, betyder intet for den danske regering. Disse lande har jo ikke i sinde at bombe og terrorisere os, som regeringens venner i Langbortistan ønsker.
Satirens land
Den nye blasfemilov bliver sat ind i straffelovens kapitel 12 om landsforræderi og andre forbrydelser mod statens sikkerhed.
Men mon forhånelserne og koranbrændingerne og andre mangler på ordentlig opførsel stopper sådan lige? Næh, ”ikke på den korte bane”, erkender Løkke Rasmussen: ”Og det forstår man godt på det niveau, jeg taler med landene på.”
Gudskelov for os alle sammen, at de lande, Løkke Rasmussen taler med ”på det niveau”, viser tålmodighed over for Rasmus Modsat-folket i Danmark.
For det ser ikke ud til, at Rasmus Paludan har i sinde at stoppe dét, han ønsker at gøre. Og hvad enten det drejer sig om primitive udfoldelser eller kunstneriske performances, så kommer retssystemet efter dem.
Vi kommer nok alle til at savne de vidunderlige revyer, som gør grin med Gud og hvermand. Medmindre manuskriptforfatterne kan finde en subtil måde at gøre det på. Ellers ender alle revykunstnerne i spjældet i 2 år for allahs skyld.
