Messerschmidt: Vesten skal holde sammen og gå efter at vinde Den Nye Kolde Krig – det vil svække både Kina og Rusland

Kinas præsident Xi Jinping på besøg hos Ruslands præsident Vladimir Putin (EPA/XINHUA / Xie Huanchi CHINA / Ritzau Scanpix)

En mægtig styrkeprøve er i gang, mellem Vestens demokratier på den ene side og Kinas og Ruslands diktaturer på den anden. Vesten skal holde sammen og gå efter vinde i Den Nye Kolde Krig, argumenterer Dansk Folkepartis formand i denne kronik.

 

Jeg er kommet til at holde af Kold Krig. Hellere en kold krig, end en varm krig. Hvis Hitlers, Mussolini og Kejser Hirohitos regimer var blevet inddæmmet og besejret i en kold krig, var Warszawa ikke blevet udslettet, Hamborg, Køln og Tokyo ikke raseret med brandbomber, og ingen atombomber kastet over Hiroshima og Nagasaki.

 

I teorien kunne en kold krig have kvalt naziregimet i fødslen og forhindret holocaust.

 

 

Den Kolde Krig, fra 1945 til 1990, kostede lykkeligt få menneskeliv i Europa – men den sikrede alligevel Vesten og NATO sejren over Sovjetunionen og befriede dermed millioner af europæere.

 

Frihedens kræfter vandt – men kun fordi den nye verden kom den gamle til undsætning. USA’s militære og økonomiske overmagt knæsatte principper om frihandel, frihed og demokrati – principper, som kun kunne opstå i den kristne, vestlige verden. Men vesten er ikke kun et religiøst eller geografisk begreb; i dag omfatter Vesten også australiere, japanere, sydkoreanere og taiwanesere.

 

Kina stivnet i kommunisme
Kina er en trussel imod Vesten. Det samme er Rusland under Vladimir Putin. Rusland udøver brutal fysisk terror imod Europas østlige yderkant. Kina udfordrer med sin enorme økonomiske magt Vesten og især USA for at opnå globalt overherredømme.

 

Kina er en dyb, gammel og ærerig kultur, og kineserne fortjener beundring for at have hevet deres fattige og mishandlede nation og millioner af dens indbyggere op af bundløs fattigdom. Men den opgave er løst endnu bedre i Sydkorea, som i 1945 var lige så fattig som Afrika syd for Sahara, og Taiwan. Begge er i dag velstående demokratier og teknologiske supermagter.

 

Kina er derimod atter stivnet i et kommunistisk parti- og militærdiktatur trods fyrretyve års samhandel med resten af verden.

 

Vestens pris for Kinas vækst
Når Kina kunne tiltrække vestlig kapital og erobre markeder i Vesten, skyldtes det ekstremt lave lønninger, arbejdsforhold som i 1800-tallets Europa, rovdrift på ressourcer og tilsvining af vand, luft og jord. Jo, Vestens forbrugerne kunne i fyrretyve år købe stadig billigere varer, som gjorde livet lettere, og som deres forældre kun kunne drømme om. Men prisen for at lokke fabrikker og skibsværfter til at forlade USA og Europa til fordel for Kina var, at millioner i vores del af verden blev kastet ud i arbejdsløshed, og at store bysamfund gik i håbløst forfald.

 

Det ville måske være prisen værd, hvis Kina med tiden ville omfavne Vestens værdier: frihed, pluralisme og demokrati, lov og ret og beskyttelse af privat ejendomsret. For så kunne Kinas vækst blive til gavn for hele menneskeheden.

 

Det håb nærede flere amerikanske præsidenter og andre statsledere. Derfor blev Kina optaget i Verdenshandelsorganisationen WTO i december 2001. Præsident Clinton kaldte det ”…et historisk skridt mod fortsat velstand i USA, reformer I Kina og fred I verden. Det vil åbne nye veje for handel for USA og give fornyet håb om forandringer i Kina.”

 

Vestens naivitet
Derfor valgte Vesten at se bort fra, at der reelt ingen fri markedsøkonomi eksisterede i Kina, og at Kina åbenlyst stjal og kopierede Vestens produkter. Når kineserne for en forms skyld fik en reprimande, lod de en vejtromle rulle henover en stak DVD’er og kopiure foran rullende kameraer – og fortsatte bagefter det statssanktionerede tyveri. Værre endnu: Kina har gennem joint ventures afpresset sine forretningspartnere avanceret teknologi, mens spioner forklædt som gæsteforskere og udvekslingsstudenter skovlede hemmeligheder ud af laboratorier og databaser i alle lande; også i Danmark.

 

Ingen stater er rene engle, når det gælder handel og konkurrence. Men de angelsaksiske principper for frihandel, og de aftaler, som bygger på nogenlunde fair konkurrence og ordholdenhed, er trods alt et af vor tids og vor verdens vigtige resultater. Vi har lært at værdsætte, at et ord er et ord, og en aftale en aftale. For det betyder i princippet, at der i sidste ende er belønning og gevinst til dem, som fortjener at vinde, mens de respekterer spillets regler.

 

Men det har Kina aldrig gjort: Kina er en falskspiller. Kina spiller både med falske kort og med kort skjult i ærmet. Kina er oven i købet den dårlige taber, som ikke tåler at tabe ansigt og bruger sin magt til at aftvinge urimelige undskyldninger og ufortjente indrømmelser fra sine modspillere.

 

Mange vestlige lande er blevet straffet af Kina og har bøjet sig i støvet, når de formastede sig til at vise sympati for Taiwan, tibetanerne, uighurerne og Hongkongs demokratiforkæmpere. Men nu skal det være slut.

 

Kina, Rusland, Nordkorea og Iran
USA tager allerede nu virksomme våben fra den kolde krig i anvendelse imod Kina: protektionisme og blokade. Hensigten er at afskære Kina fra den mest avancerede vestlige teknologi, som Kina ikke kan undvære i sin industrielle og militære strategi – som i et kommunistisk diktatur er to alen af ét stykke. Uden de mest avancerede mikrochips – som Kina nok kan stjæle, men ikke kopiere og slet ikke massefremstille – vil kinesisk udvikling i kunstig intelligens, robotter, satelliter, kryptering, optisk kommunikation, batteriteknologi og navigationssystemer snart være sat mange år tilbage – hvis altså Vesten holder tålmodigt sammen.

 

Jeg er overbevist om, at USA opretholder sit økonomiske kvælertag på Kina, uanset hvem den næste præsident er.

 

Det styrker også Ukraines forsvarsevne.

 

At stække Kina er ingen afledning fra at stække Rusland, men netop vejen dertil. For et teknologisk avanceret Kina er et stærkt økonomisk Kina, og dermed desværre også et militært stærkt Kina. Og når Rusland angriber Ukraine og dermed truer Øst- og Centraleuropa, så må Vesten forhindre Kina i at yde militærhjælp til Putin, som vil forlænge hans evne til at føre krig, og give ham håb om noget, der bare ligner en sejr.

 

Vesten forsvarer både sig selv og Ukraine og sine principper ved at stå sammen og indlede en ubønhørlig kold krig imod både Rusland og Kina – og deres forbundsfæller i Iran og Nordkorea. Den nye, kolde krig bør ende med en sejr for den vestlige, frie og demokratiske verden og et nederlag for de østlige, autoritære og krigeriske regimer.

 

Anti-amerikanismen
I den nye, kolde krig har Europa brug for, at USA ikke trækker sig ind i sig selv, ikke isolerer sig, men tværtimod engagerer sig helhjertet i det kontinent, hvorfra USA opstod – og ikke mindst mindre nationer som Danmark. Uanset hvad vi mener om EU, så må enhver indse, at EU umuligt kan levere det afgørende forsvar for Europa; det kan kun NATO, og kun med USA som rygrad.

 

Anti-amerikanismen har været en politisk tendens i Europa siden Anden Verdenskrigs afslutning; en skadelig tendens, efter min mening. Den stikker fra tid til anden hovedet frem i frugtesløse franske forsøg på at etablere et europæisk forsvar under EU og uden USA. Præsident Macrons menings- og resultatløse besøg i Kina er det seneste eksempel.

 

Men USA har også selv givet næring til antiamerikanismen med sine katastrofale fejltrin, senest i Irak og Afghanistan, som var resultatet af en blanding af inkompetence, naivitet, overmod og ønsketænkning.

 

Nej, Vesten er ikke perfekt – men bedst. Her i Vesten er der mere, der forener os end skiller os ad. Det gælder også i Danmark: At forsvare friheden imod Kina og Rusland overskygger i sin alvor modsætningerne mellem rød og blå blok, mellem højre og venstre, mellem konservative og socialister og mellem regering og opposition i Danmark. Det er netop vores frihed til at føre den slags daglig, fredelig, demokratisk kappestrid, som vi skal forsvare sammen med resten af Vesten.

 

Derfor skal den nye, kolde krig, som Danmark ikke slipper for at deltage i, bevise, at når alt kommer til alt, så er Vesten ikke bare bedst – men også stærkest.

 

Formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…