Getting your Trinity Audio player ready...
|
Efter Den Kolde Krigs afslutning blomstrede der i NATO-lande forskellige forestillinger om en ny verden, hvor fortidens konfrontationer blev afløst af stadig tættere samarbejde mellem Øst og Vest i Europa.
Ikke mindst gik Tyskland meget langt i sin higen efter øget samarbejde med Rusland. Til det formål skabte man den såkaldte ‘Ostpolitik’, der var båret af forestillingen om et stadigt tættere og mere fredeligt samarbejde mellem Tyskland og Sovjetunionen – siden Rusland.
Denne ‘Ostpolitik’ gav sig undervejs udslag i et tæt, nærmest venskabeligt forhold mellem forbundskansler Angela Merkel og den russiske diktator Vladimir Putin.
Merkel og Putin
I Merkels Tyskland blev det et udenrigspolitisk dogme, at man ikke måtte foretage sig noget, der kunne sætte det nære forhold mellem Tyskland og Rusland over styr.
Tyske ledere og meningsdannere gik langt for at fastholde det særligt tætte forhold mellem de to lande. Ikke bare de politiske bånd mellem også de sociale relationer mellem de politiske ledere blev ganske tætte.
Merkel og Putin plejede således en løbende kontakt, der blev holdt i en meget venskabelig tone. Sagt i spøg: Når Putin havde brug for at sætte Merkel lidt under pres, hentede han sin hund og udnyttede sin viden om, at Merkel led af hundeskræk!
De lyserøde forhåbninger blev gjort til skamme
Der var således ganske venskabelige relationer mellem fortidens kommunister i Øst og nutidens mere end samarbejdsvillige, undertiden næsten smiskende tyske politiske elite.
Den Rusland-venlige holdning slog igennem hos både Merkel og hendes kristendemokrater og de tyske socialdemokrater, som var ‘børn’ af Willy Brandt.
Hos både Merkel og de tyske socialdemokrater var det en udbredt – ja, næsten uantastelig forestilling, at der kunne skabes et nyt, fredeligt og temmelig harmonisk samarbejde hen over Den Kolde Krigs gamle fronter.
Men de tider er forbi. De lyserøde forhåbninger blev gjort til skamme af de politiske realiteter.
Truslen fra Øst
Konfrontationerne mellem Rusland og NATO vokser sig nu stadig større og alvorligere.
Specielt føler de østeuropæiske NATO-lande med Polen i spidsen sig truet af et stadig mere aggressivt Rusland.
I NATO’s nye strategiske koncept bliver Rusland beskrevet som den største og mest påtrængende fare for sikkerheden i de 31 NATO-medlemsstater.
I en aktuel analyse når den tyske tænketank “Deutsche Gesellschaft für Auswärtige Politik” (DGAP) til følgende konklusion i forhold til risikoen for yderligere krig i Europa:
NATO må senest om ti år og snarere om seks år være klar til at kunne slå et russisk angreb tilbage. Så påtrængende er den militære trussel fra Rusland nu blevet.
Fra USA kommer analyser med en lignende konklusion. Nogle røster i NATO-landene mener endda, at der er brug for endnu hurtigere handling.
Voldsom russisk oprustning
Lederen af Polens Myndighed for National Sikkerhed, Jacek Siewiera, kommer med følgende dystre vurdering:
“For få dage siden underskrev Putin et budget for 2024, der lægger op til, at en tredjedel af alle udgifter skal gå til en styrkelse af de væbnede styrker og rustningsindustrien. Altså et krigsbudget. Det er tale om en russisk/sovjetisk rekord.
Som Siewera tørt konstaterer: “Dette er ikke holdningen hos et land, der forbereder sig på fred.”
Ifølge analysen fra “Deutsche Gesellschaft für Auswärtige Politik” (DGAP), må man konkludere, at NATO må være parat til at afvise et russisk angreb “i løbet af senest ti og snarere seks år”.
Polske Siewera mener endda, at der kan være endnu mindre tid at løbe på. Han mener, at NATO-landene skal være forberedte på en militær konfrontation inden for en kortere tidshorisont på tre år.
Mere russisk aggression mod Ukraine
Hvor hurtigt det kan gå, vil ikke mindst afhænge af, hvor længe og hvor intenst krigen i Ukraine kører.
Hvis Ukraine-krigen skulle komme ned i gear, vil Putin benytte sig af det til at skrue op for den russiske rustningsindustri og forberedelserne til ny krig i Europa.
Putin har netop underskrevet det nye russiske budget, der lægger op til, at en tredjedel af alle statens udgifter skal gå til rustningsindustrien.
Det er det højeste niveau siden sovjettiden. Som Siewera bemærker: “Dette er ikke den holdning, man finder hos et land, der forbereder sig på fred.”
Måske har Vesten bare tre års tid til at gøre sig klar
Alt peger i retning af den konklusion, at Rusland i den grad forbereder sig på krig og ikke på at skabe en holdbar fred i Europa.
For Ukraine betyder det fare for mere russisk aggression. For det øvrige demokratiske Europa betyder det et stærkt tidspres for at nå det militære styrkeniveau, der skal til at at kunne afvise angreb fra Øst og om nødvendigt sikre evnen til at slå igen.
Måske er der bare tre års tid til at gøre sig klar.
Det er nye tider i Europa. Tider med nye muligheder. Men i høj grad også tider med forstærkede trusler.