Manden uden ansigt: Indsigtsfuld bog om Ruslands hersker og hans imperiebygning

”From Russia with Homo Love”

Man kan vel næppe tænke sig en  større ydmygelse for Vladimir Putin end at blive portrætteret af en transkønnet, lesbisk, aktivistisk journalist. Gessen er født i en jødisk familie i Moskva i 1967. Som teenager kom hun med sin familie til det forjættede Amerika. I 1991 vendte hun tilbage som journalist til det et Sovjetunionen i oplæsning, men har siden 2013 boet i U.S.A..

 

Hendes bog fra 2012 er nu genudgivet på dansk. Der er sket meget i de sidste ti år. Man må gætte på, at genudgivelsen – på et andet forlag – skyldes, at den er udsolgt fra forlaget, og at emnet stadigvæk er højaktuelt og derfor ”sælger”.

 

Fra skrøbeligt demokrati til voldsparat kleptomani-styre

Gessen skriver glimrende. Hendes store force er, at hun har oplevet det russiske samfunds udvikling fra et skrøbeligt demokratiagtigt land til et genoppustet og aggressivt storrige, hvor kleptomaner hersker, og hvor journalister og andre, der står i vejen for Vlad P., omkommer på mystisk vis.

 

Mange af oplysningerne kender den velorienterede læser allerede. Men Fyrstens opstigning fra en underordnet KGB-officer til den absolutte magtens top er en fantastisk og utrolig historie. Bogens titel er meget sigende. Putin er netop manden uden ansigt. Opvokset i efterkrigstidens barske Leningrad, hvor næverne talte. En taktik, som han har holdt fast i – til omverdenens foruroligelse.

 

Umættelig grådighed kaldet pleoneksi

Det, som  gang på gang undrer læseren, er, at Putin – faktisk allerede fra dag ét for snart 23 år siden – gennemgribende ændrede Rusland meget hurtigt og med en utrolig lethed. Gessen sætter fingeren på en ukritisk vestlig presse. Hold op hvor har vi sovet i timen!

 

Putin er flere gange blevet afsløret som kleptoman. Eller rettere lider han af pleoneksi, som er betegnelsen for et umætteligt begær efter at stjæle rigdomme, der retmæssigt tilhører andre. Det ville forklare hans tilsyneladende personlighedsspaltning.  Han kompenserer for denne ubetvingelige trang ved udadtil at stræbe efter at fremstå som en hæderlig embedsmand.

 

Mange russere elsker ham for ”at sige tingene ligeud” – og med anvendelse af sprogets værste gloser. Bogens afsløringer af, hvordan mystiske bombesprængninger i russiske storbyer, skolemassakren i Beslan, gidseltagningen i teatret i Moskva, tacklingen af ubåden Kursks forlis med mere, er forstemmende. De russiske magthavernes menneskeforagt kender ingen grænser.

 

Mens vi venter på opdateringer

En bog, der har sine ti år på bagen, opfylder naturligvis ikke behovet for indblik i alt det ulykkelige, som er hændt siden. Ruslands annektering af Krim i 2014 og overfaldet på Ukraine den 24. februar 2022. Mens vi venter på opdateringer – og de er på vej – er Gessens bog en udmærket baggrund for at forstå begivenhedernes udvikling. I cykelsproget taler man lidt højstemt om ”løbets logik”. Det samme kan man på sin vis tale om, når det gælder Putins Rusland.

 

Masha Gessen, Manden uden ansigt. Vladimir Putins usandsynlige vej til magten.

Gutkind 2022, 448 sider, 300 kroner

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…