Ny vigtig bog om Rusland og Ukraine – den fortjener mange læsere

Ikke en hurtigt sammenkogt ret

Ønsker man at danne sig et hurtigt og kontant overblik over tidens mest hotte emne, er denne bog med sine næsten 400 sider måske ikke den mest velvalgte blandt de mange bøger, der udkommer på dansk i øjeblikket. ”Ruslands tusmørkeår” fremtræder umiddelbart lidt kalejdoskopisk, byggende på forfatterens mange avisartikler gennem årene og spædet op med en omfattende læsning af sekundærlitteratur. Bogen er meget detaljeret og ikke en hurtig mundfuld for den travle læser.

 

Til gengæld bærer den præg af at have været længe undervejs og danner med sin grundighed et velgørende supplement til de mere hurtigt sammenkogte retter, som findes på markedet.

 

En forfatter med baggrunden i orden

Poul Funder Larsen er godt inde i sit stof. Han har i en årrække som journalist ved Jyllands-Posten været udsendt til Kyiv og Moskva, har boet sammenlagt tolv år i de to lande, har instrueret flere dokumentarfilm, heraf to om Rusland, taler russisk som en indfødt og er gift med en russer. 

 

En del af bogens oplysninger er velkendte. Fakta er krydret med fortællinger fra de mange møder med mennesker af kød og blod, som gør, at man som læser lader sig fastholde gennem bogens enorme mængder af navne, tal og begivenheder. Den består af fire dele. Fanget af historien – 1987-91. Grader af kaos – 1991-99. I monstrenes tid – 1999-2012. Vejen til krig – 2012-22. Læg mærke til den sidste periode. Der gik mindst ti års forberedelse til overfaldet på Ukraine!

 

Rusland, hvor farer du hen? Giv et svar. Der er ikke noget svar

Sådan skrev den store forfatter Nikolaj Gogol om dét, han opfattede som sit land, skønt han havde ukrainsk baggrund. Også i vore dage siger man, at russerne elsker fortiden, hader nutiden og frygter fremtiden. Unægtelig ikke noget lyst livs- og menneskesyn.

 

Bogen slutter med nogle antydninger af Ruslands vej fremad, hyllet i krigens tåge. Den russiske dobbeltørn har altid spejdet mest mod Vesten – i både foragt, beundring og misundelse. Lige nu er det Asien, dvs. Kina, hvilket giver taktisk mening, men ikke nødvendigvis en god strategi. Landets overflod af råstoffer har været mere forbandelse end frelse. Det har undergået en omfattende KGB-isering. Ruslands sammenhængskraft er stor, og et generelt kollaps for centralmagten er usandsynlig på kort eller mellemlangt sigt. Ikke tegn på, at krigen i Ukraine slutter foreløbig, desværre.

 

Godt boghåndværk

Bogens ydre fremtræder meget beskedent. Ikke et eneste billede lyser op i de mange sorte bogstaver. Der er et persongalleri, så man kan checke op på et væld af navne. Der er noter, så man kan gå forfatteren efter i kortene og se, hvor han har sine oplysninger fra. Der er en fyldig liste over litteratur til videre studier. Helt fint havde det været med et indeks, så man havde kunnet bruge bogen til opslag i stedet for at bruge lang tid på at bladre og finde dét, man ønsker.

 

Hvornår kommer der en aktuel og kritisk bog om Ukraine?

Efter at have hørt så meget om Putins Rusland kunne det være interessant at få en kritisk gennemgang af Zelinskis Ukraine. Landets problematiske fortid og nutid er hidtil blevet stedmoderligt behandlet. Vi mangler balance i det store billede. 

Poul Funder Larsen, Ruslands tusmørkeår.

Gyldendal 2023, 394 sider, 300 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…