Elever i 4. klasse er blevet langt dårligere til at læse – folkeskolen på vej mod katastrofe

Kurven fortsætter nedad for danske elevers læsefærdighed, der er den dårligste siden 2006, viser undersøgelse.

 

Danske skoleelever i 4. klasse læser dårligere end tidligere.

 

Det viser en international læseundersøgelse, der kaldes PIRLS. (ritzau via TV2)

 

Faktisk har de danske elever ikke været så dårlige til at læse og forstå en tekst i de 15 år, Danmark har medvirket i undersøgelsen.

 

Lignende undersøgelser viser, at danske elever også bliver dårligere til matematik.

 

Det er en fuldstændig katastrofal udvikling, som regering og folketing har været ude af stand til at løse.

 

Undersøgelsen blev første gang foretaget i 2001. Siden er den blevet gennemført hvert femte år. Danmark har været med i undersøgelserne siden 2006, og den netop offentliggjorte undersøgelse er gennemført i 2021.

 

I den placerer danske skoleelever sig på et middelniveau blandt i alt 65 lande og regioner over hele verden.

 

Det siger Simon Skov Fougt, der er lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse og leder af den danske del af undersøgelsen.

 

Elevernes læsekompetence beskrives ud fra niveauerne meget højt, højt, middel og lavt.

 

– Der er ikke sket noget med de dygtigste læsere, men vores svage læsere er blevet svagere, og der er blevet flere af dem, siger han på et pressemøde tirsdag formiddag.

 

Trods faldet placerer de danske elever sig i den øvre del af middelniveauet. Her ligger de sammen med eleverne i Sverige og Norge.

 

Imens scorer lande som Singapore, Hongkong, England, Finland og Polen alle sammen signifikant højere end Danmark.

 

Undersøgelsen er blevet gennemført under coronapandemien.

 

Og ifølge Simon Skov Fougt er der heller ingen tvivl om, at nedlukninger og perioder med onlineundervisning har spillet en rolle i forhold til elevernes læsefærdigheder.

 

Simon Skov Fougt henviser blandt andet til, at læsescoren er faldet signifikant i 22 lande.

 

– Det har vi aldrig set før i Pirls. Den eneste forklaring, vi kan se, der har haft betydning på tværs, er nødvendigvis coronapandemien.

 

Men det er ikke alt, tilføjer han.

 

– Vi er til gengæld også overbeviste om, at det er en fejlslutning at bortforklare det danske fald med corona, siger han.

 

I alt næsten 400.000 elever har deltaget. Herhjemme har 4821 elever fra 197 danske grundskoler deltaget.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…