Vi skal hele tiden høre på påstanden om, at Danmark fører en stram udlændingepolitik – men virkeligheden er en ganske anden

En gade i København (Foto: Steen Raaschou)

Der er noget næsten surrealistisk over debatten – eller mangel på samme – om den danske og vesteuropæiske udlændingepolitik.

 

På den ene side er det i den etablerede del af pressen blevet et mantra, at Danmark og andre europæiske lande fører en meget stram udlændingepolitik. Ja, faktisk er den førte politik så hård, at den nærmer sig det umenneskelige, i det mindste ifølge flertallet af journalister, der som bekendt i undersøgelse efter undersøgelse stemmer så massivt til venstre, at rød blok ville vinde valg i forholdet mindst 80 til 20, var det alene journalisterne, der havde stemmeret.

 

Det massive røde flertal blandt journalisterne vælger således, hvad vi skal tale offentligt om, og det er dybt bekymrende, fordi de ikke interesserer sig videre for, om deres fortælling om den ”hårde” danske og vesteuropæiske udlændingepolitik er sand eller ej.

 

For at lægge ud med en historie, hvor et dansk medie faktisk har skrevet om den reelt ukontrollerede indvandring fra den tredje verden, kan vi tage JP fra den 10. august.

 

I artiklen bliver det slået fast, at de europæiske lande i høj grad er udsat for ”migrantafpresning” fra lande som Libyen og Tyrkiet, fordi EU af fejhed har ”udliciteret” standsningen af indvandrere, og derfor netop kan afpresses af de to lande, der jo bare kan ophøre med aftalerne.

 

Det samme gælder lande som Marokko og Hviderusland (trist i øvrigt, at man er nødt til at sætte et europæisk land i bås med et arabisk).

 

De reelle fakta fortæller, at især et enormt antal afrikanere ønsker at udvandre til den vestlige verden, hvor Europa vil skulle holde for først på grund af simpel geografi.

 

I et land som Nigeria i Vestafrika er det så højt som tre fjerdedele, og det vel at mærke i et land, der er vurderet til at vokse fra i forvejen høje 211 millioner i 2021 til vilde 400 millioner i 2050, om sølle 28 år.

 

Den vesteuropæiske asylpolitik er i øvrigt så absurd, at der selv fra et land som europæiske Albanien kommer ganske mange asylsøgere, men det er selvfølgelig for ingenting at regne sammenlignet med det afrikanske kontinent syd for Sahara.

 

De hidtidige erfaringer i vestlige lande med indvandring i form af anerkendte flygtninge, familiesammenførte og også formelt set arbejdskraftindvandrere har stort set været uhyre dårlige, når vi måler det på gruppeniveau.

 

Der er naturligvis forskelle mellem f.eks. arabere og nordøstasiater som kinesere, hvor de første må regnes for umulige at integrere i større antal, som 40 års erfaring viser, mens den anden gruppe er meget lidt kriminel (lavere kriminalitet end hos etniske danskere) og klarer sig fint på arbejdsmarkedet.

 

Selv i det sidstnævnte tilfælde bør man dog være varsom med tilstrømningen, fordi erfaringen viser, at alle etniske grupper vil udvise en stærk tendens til at segregere sig, at adskille sig fra resten, hvis de bliver mange nok. Forskning viser i massiv grad, at multietnicitet – som fører til multikulturalisme – fører til mere opsplittede samfund, hvor tilliden mellem mennesker falder. Det gælder i øvrigt både mellem mennesker af forskellig etnicitet, men også mellem mennesker med samme etniske baggrund. Det viste den meget anerkendte amerikanske sociolog Robert Putnam helt tilbage i 2007. Det er virkeligt en lose-lose for nu at bruge en anglicisme.

 

På trods af disse fakta skal vi høre på, at vi har en meget stram udlændingepolitik, og for resten skal vi lade være med at tale for meget om det, f.eks. ved næsten konsekvent at undlade at nævne etniciteten i forbindelse med kriminalitet.

 

Det er ikke for meget at kalde det for et absurd teater, men først og fremmest er det farligt for Vesteuropa, der etnisk, kulturelt og religiøst står i alvorlig fare for at blive forandret til uigenkendelighed i de kommende årtier.

Del på Facebook