I dag eller i morgen vil vi sandsynligvis se resultatet, af et af dansk politiks mest uforståelige krav.
Den radikale leder Sofie Carsten Nielsen har krævet, at statsminister Mette Frederiksen i dag udskriver valg.
Det er i dag den 4.oktober, at Folketinget åbner med en tale af statsminister Mette Frederiksen.
Og hun skal altså indlede folketingsåret med at udskrive valg, kræver De Radikale.
Gør hun ikke det, så vil De Radikale stille et mistillidsvotum på torsdag under åbningsdebatten. Den vil de borgerlige partier stemme for. Og dermed er der et flertal bag kravet om statsministerens afgang.
Derfor regner alle med, at Mette Frederiksen vil udskrive valg i dag eller i morgen.
Minkkommissionen og advokatundersøgelse
Det hele begyndte med, at De Radikale ikke kunne finde deres egne ben i sagen om minkskandalen.
Partiet ville ikke støtte de borgerlige partiers krav om en advokatundersøgelse af statsministerens rolle. Men de radikale kunne heller ikke bare lade sagen passerer.
Derfor opfandt de kravet om, at Mette Frederiksen senest 4. oktober skulle udskrive valg for at få ‘renset luften’.
Partiet krævede også en ny regering med mere end ét parti.
Derefter styrtdykkede De Radikale i flere meningsmålinger. Det i forvejen lille parti blev i enkelte meningsmålinger halveret.
Samtidig faldt Socialdemokratiet i opbakning og rød blok mistede sin føring over blå blok. Mette Frederikasen så altså ud til at kunne miste regeringsmagten ved det valg, som De Radikale ville udløse.
Den regering, som de radikale støttede, skulle altså væltes, selv om den stod dårligt i meningsmålingerne, og selv om De Radikale selv stod til et katastrofalt dårligt valg.
I to af de seneste meningsmålinger har tallene dog forbedret sig noget for rød blok. Det er Voxmeter fra i går og Gallup fra i dag. Der er nærmest dødt løb, selv om blå blok fortsat fører over rød blok.
I Gallup får rød blok 49,3 procent af stemmerne og blå blok (uden Løkkes Moderaterne) får 47,2 procent. Moderaterne får 3,4 procent af stemmerne.
Rød blok står altså til at tabe magten.
Det forekommer helt hovedløst, at De Radikale på grund af debatten i juli om en advokatundersøgelse kræver, at valget bliver udskrevet i dag eller i morgen.
I dag, hvor Danmark sammen med det øvrige Europa og USA står i en meget krævende situation med Ruslands krig mod Ukraine, de stigende energipriser og risiko for en hybridkrig.
De mindste man kunne forvente af partiet var da, at de begrundede deres krav om folketingsvalg med, at det ville gøre det lettere at tackle disse store udfordringer.
Men nej, det har vi ikke hørt noget om.
Det eneste nye Sofie Carsten Nielsen siger i dag er, at Mette Frederiksen gerne må vente til i morgen med at udskrive valg.
Sådan et parti er det svært at tage alvorligt. Og man kan da slet ikke overlade landets skæbne i deres hænder.