Jean-Pierre Obin var i perioden 1990-2008 generalinspektør i Frankrigs nationale uddannelsessystem og fik under sine besøg på landets uddannelsesinstitutioner indblik i deres udfordringer. I 1996 fik han på en skole i et af Lyons udsatte boligområder at vide, at skolen nu ikke længere havde jødiske elever, fordi de var blevet chikaneret af elever af nordafrikansk herkomst.
Obin videregav chokeret informationen, men han kunne efterfølgende konstatere, at den ikke blev nævnt i tilsynsrapporten.
Det gik siden op for ham, der herskede en udbredt antisemitisme blandt unge andengenerationsindvandrere fra Nordafrika, og at myndighederne, lige som de jødiske samfunds ledere, tav om problemet for i stedet at flytte de jødiske elever i al diskretion.
Frankrig er et verdsligt land – styret af menneskers love og ikke af religiøse regler
Også på anden vis satte andengenerationsindvandrere uddannelsesinstitutionerne under pres, og Obin så et behov for at styrke bevidstheden om Republikkens verdslighedsprincip.
Den franske verdslighed er baseret på loven fra 1905 om adskillelse af kirke og stat. Verdslighedsprincippet er desuden indskrevet i forfatningen, hvis første paragraf lyder: ”Frankrig er en udelelig, verdslig, demokratisk og social republik”.
Verdslighedsprincippet omfatter kun det offentlige. Enkeltpersoner garanteres frihed til at vælge en religion, at skifte til en anden eller ikke at have nogen religion. Religiøse grupper har beskyttelse til at udøve deres religion. Statens institutioner og embedsmænd skal fremtræde neutrale og fri af religiøs indflydelse. Forældre skal trygt kunne overlade deres børn i skolens varetægt uden at være bekymret for, om barnet påvirkes af andres religiøse overbevisninger.
Obin-rapporten
Jean-Pierre Obin fik i 2003 overbevist undervisningsminister Luc Ferry om, at religiøs fundamentalisme i skolen skulle undersøges. Undersøgelserne omfattede 60 skoler og gymnasier i udsatte boligområder beliggende i såvel by- som landområder i forskellige egne af Frankrig.
Overalt oplevede man religiøs fundamentalisme, idet der var emner, som visse elever ikke ville undervises i inden for blandt andet historie, filosofi og biologi.
Elever nægtede at deltage i musikundervisning, tegning, gymnastik for begge køn og skoleudflugter.
Det religiøse tilhørsforhold blev demonstreret gennem påklædning, krav til kantinemaden og bønner.
Man nægtede at give hånd til én af det modsatte køn.
Drengene kunne være aggressive over for pigerne, ”vantro” og jøder.
Inspektørerne fandt desuden, at underviserne ikke var klædt godt nok på til at håndtere disse udfordringer.
Undersøgelserne udmøntede sig i 2004 i en ministerrapport, der siden blev kendt som ’Obin-rapporten’. Det anbefaledes heri at fremme social mangfoldighed og at have en mere håndfast ledelse på alle niveauer, lige som der blev efterspurgt klarsyn og mod.
I mellemtiden var undervisningsminister Luc Ferry dog blevet udskiftet med François Fillon, der tre gange udskød offentliggørelsen af rapporten, blandt andet da loven mod at bære tørklæde på uddannelsesinstitutioner trådte i kraft i september 2004, hvorfor Fillon frygtede for reaktionen.
Ministeren offentliggjorde kun nødtvungent rapporten i 2005, da den alligevel var blevet lækket, men han foretog sig ikke yderligere.
I de følgende år blev rapporten glemt, og der blev ikke taget initiativ til at værne om uddannelsesinstitutionernes verdslighed.
Men antallet af muslimer i Frankrig fortsatte med at vokse, og islam indflydelse i det franske samfund tog til.
Det skulle frem i lyset, mente Obin. I 2020 tog han bladet fra munden og skrev en opsigtsvækkende bog om islams voksende magt i de franske skoler. Den foreligger nu på dansk: “Hvordan islam trænger ind i skolen”.
Reaktioner på terrorangrebene i 2015 afslørede en modkultur
Den 7. januar 2015 angreb jihadisterne Chérif og Saïd Kouachi satiremagasinet Charlie Hebdo og dræbte blandt andre fem tegnere fra redaktionen. Den 9. januar dræbte deres medsammensvorne, Amedy Coulibaly, fire kunder i et jødisk supermarked i Porte de Vincennes.
Parolen ”Je suis Charlie” spredte sig hastigt på de sociale medier og ved adskillige store demonstrationer i Frankrig såvel som i udlandet. Her var en frygtelig begivenhed, som alle kunne samles om at tage afstand fra, hvilket skabte en fællesskabsfølelse midt i tragedien.
Også på landets skoler og gymnasier mindedes man terrorofrene ved en mindestund og et minuts stilhed. Siden kom det frem, at mindehøjtideligheden var blevet saboteret på flere skoler, fortrinsvist i udsatte boligområder.
Man forsøgte at bagatellisere dette ved at sige, at det blot var nogle få, der ødelagde det for de mange. Mediernes dækning medførte imidlertid, at det efterhånden kom frem, at det var elever på flere tusind uddannelsesinstitutioner, der havde saboteret mindestunden, idet de sympatiserede med terroristerne, eftersom de dræbte havde krænket profeten Muhammed. Disse elever var ikke ’Charlie’.
Den 13. november 2015 blev Frankrig på ny rystet af en række terrorangreb, der denne gang ramte Stade de France, spillestedet Bataclan og flere fortovscafeer. Eftersom målet var almindelige franskmænd, måtte mange nu sande, at man godt kan være nogens fjende, selv om man bare ønsker at passe sig selv og ikke genere nogen. På skolerne afholdt man på ny mindehøjtideligheder, der på trods af en bedre afvikling end sidst ikke undgik sabotage fra visse elevers side.
Meningsmålingsinstituttet IFOP udfærdigede i marts 2018 en rapport til det nationale udvalg for verdslighedsprincippet på baggrund af 750.000 læreres besvarelser. I forbindelse med mindehøjtidelighederne i januar og november 2015 havde 13% af lærerne (dvs. 97.500) oplevet protester fra elevers side.
Efter terrorangrebene etablerede regeringen et indberetningssystem vedrørende personer mistænkt for radikalisering, og i løbet af ordningens første år foretog skolerne 857 indberetninger.
Premierminister Manuel Valls iværksatte en oplysningskampagne til styrkelse af Republikkens værdier. Obin-rapporten fra 2004 blev ligeledes fundet frem, idet det gentagne gange fremhævedes, at den stadig var lige aktuel.
Det er Jean-Pierre Obin dog ikke enig i: Efter elleve års passivitet var problemerne blot blevet værre; De var blevet mere udbredte og forekom nu også blandt mindre børn.
I 2018 indførte undervisningsminister Jean-Michel Blanquer et indberetningssystem, hvori personalet på uddannelsesinstitutionerne kunne indberette brud på verdslighedsprincippet, og i 2019 udgav Forfatningsrådet efter Blanquers godkendelse en Håndbog i verdslighedsprincippet.
Den nye antisemitisme
Jødiske skolebørn bliver i stigende grad udsat for chikane og vold fra muslimers side og skifter derfor skole; enten til en offentlig skole uden for de udsatte boligområder, til en privat katolsk skole eller får privatundervisning. Siden terrorangrebet i 2012 mod en jødisk skole i Toulouse er der bevæbnede soldater uden for jødiske skoler. Flere jødiske familier fravælger nu de jødiske skoler i håbet om bedre at kunne gemme sig i mængden på de offentlige skoler. Stadigt flere jøder vælger helt at forlade Frankrig og flytte til USA eller Israel.
Obin fortæller om en jødisk familie, der havde en 7-årig datter på en offentlig skole i Seine-Saint-Denis. Kantinedamen nægtede at give pigen en tallerken uden svinekød, som hun gerne ville have, for den var forbeholdt muslimer. Pigen havde fået at vide hjemmefra, at hun ikke måtte fortælle andre, at hun var jøde, fordi der året forinden havde været antisemitiske demonstrationer i byen. Islamistiske og venstreorienterede organisationer beskyldte jøderne for at være ansvarlige for ejendomsprisernes stigning og ville presse dem til at forlade byen. Den jødiske familie endte med at flytte til USA.
Segregering
De muslimske elever holder sig for sig selv i skolen og skelner sprogligt mellem ”os” og ”franskmændene”. Fremsættelse af diverse særkrav bidrager til at positionere dem i modsætning til de ikkemuslimske elever.
Der fremsættes krav om, at toiletter, omklædningsrum og svømmehaller skal holde de muslimske drenge adskilt fra de ikkemuslimske drenge, så de ”omskårne” ikke blandes med de ”uomskårne”.
Segregeringen finder sågar sted i børnehaver. I departementet Drôme har man således set små børn tage initiativ til på toiletterne at reservere nogle vandhaner til muslimer, mens andre er beregnet til ikkemuslimer. I en anden børnehave organiserer børnene i frikvarteret lege ”kun for muslimer”.
Islamisk pres mod verdsligheden
Mad er et af de områder, hvor muslimer stiller særkrav. I IFOP’s spørgeundersøgelse svarede 40% af lærerne, at de havde oplevet elevprotester over kantinemaden på skolen.
På erhvervsskolerne er der flere elever inden for hotel- og restaurationsbranchen, der nægter at håndtere svinekød, hvorved der er retter, som de ikke vil kunne tilberede.
En skolebibliotekar i Bourgogne fortæller om sin oplevelse i kantinen en dag. Hun havde formastet sig til at tage tomater, selvom der stod på et skilt, at de var til muslimer. Da personalet skældte hende ud, svarede hun, at de ikke kendte hendes religion, og at den ikke kom dem ved. Kokken spurgte nu, om hun var muslim, hvortil hun vred og chokeret svarede: ”Nej, jøde!” Hvortil han svarede: ”Hvis De ikke er tilfreds, kan De bare spise et andet sted”. Bibliotekaren fortalte efterfølgende skolelederen, at hun var oprørt over, at man kan udspørge folk om deres religion for at give dem lov til at spise. Han støttede imidlertid kantinepersonalet.
Påklædning er et andet område, hvor islam trænger ind i skolen. Ifølge IFOP’s undersøgelse har 38% af lærerne oplevet elever kritisere loven fra 2004 om påklædning og religiøse symboler i skolen, 36% har oplevet forældre kritisere loven, og 20% har oplevet lærere og andet personale kritisere loven.
Påklædningens symbolske betydning forsøges bagatelliseret (”Vi skal vel ikke til at opstille regler for længden på nederdele!”), men der er en konsekvent retspraksis på området.
Skoleudflugter er et andet stridsemne i skolen. Ifølge IFOP-undersøgelsen har næsten hver tredje lærer overværet episoder ”relateret til anfægtelse af verdslighedsprincippet under skoleudflugter”.
Der stilles også særkrav i forbindelse med ramadanen. På en skole i Essone ville nogle muslimske elever have et hvilerum, og skolelederen gav dem fællessalen. På fastens første dag kom en lærer ind i salen for at hente noget sportsudstyr og så til sin overraskelse to elever kontrollere indgangen. Der var mørkt indenfor, og eleverne lå hen over bordene. På naboskolerne gik der rygter om, at skolen havde fået et bederum.
Læreres eftergivenhed og selvcensur
Nogle lærere har stillet sig på muslimers side, enten af frygt for at provokere eller af overbevisning. Det gør blot den muslimske intolerance værre.
En ung, nyansat gymnasielærer nævnes som eksempel på en lærer, der var bange for at provokere efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo. Da hun to dage efter angrebet ville tage en snak med klassen om det skete, indledte hun med at sige, at hun ikke var islamofob, og at hun fordømte islamofobi. Eleverne læste nu på deres telefoner om terrorangrebet mod det jødiske supermarked og kom med antisemitiske bemærkninger. Da hun nu havde positioneret sig ved at anvende et kontroversielt begreb, var hun ikke længere neutral og kunne derfor ikke irettesætte eleverne.
Et andet eksempel er en erfaren, venstreorienteret lærer, der få dage efter terrorangrebene i november 2015 skulle indlede timen med et minuts stilhed sammen med sine elever. Han indledte med at sige, at han forstod deres holdning, men nu skulle de jo lige overstå dette minuts stilhed, og så kunne de ellers komme i gang med timen bagefter. Eleverne reagerede ved at blive højrøstede og vrede, og de nægtede at holde et minuts stilhed.
De mange potentielt konfliktfyldte situationer på skolerne medfører, at lærere udøver selvcensur. Det er dog ikke noget, som de er særlig stolte af eller skilter med. I IFOP-undersøgelsen svarede 37% af lærerne, at de har censureret sig selv for at undgå uro. I de udsatte boligområder er tallet 53%. Læreres udeladelser og tilpasning af undervisningsplanen medfører, at de afbøder konflikter, og der kommer færre indberetninger om brud på verdslighedsprincippet.
Trusler siden 2020
Obins bog ”Comment on a laissé l’islamisme pénétrer l’école” udkom i 2020. Den 16. oktober 2020 blev den franske skolelærer Samuel Paty knivdræbt, efter at han i modulet ’etik og samfundslære’ havde vist muhammedtegninger fra Charlie Hebdo som led i undervisningen i ytringsfrihed. Gerningsmanden, Abdouallakh Anzorov, lagde efterfølgende et billede af det afskårne hoved på Twitter ledsaget af teksten: ”I Allahs navn (…) Macron, de vantros leder: Jeg har henrettet en af dine helvedeshunde, der vovede at nedværdige Muhammed. Få styr på hans ligesindede, ellers straffer vi jer hårdt.”
To måneder efter mordet på Samuel Paty havde undervisningsministeriet modtaget 800 indberetninger om hændelser relateret til radikal islamisme på franske skoler. Hændelserne foregår hver eneste dag i Frankrig. Flere lærere er blevet truet med, at de kan komme til at lide samme skæbne som Paty.
Den demografiske udviklings konsekvenser
Det Nationale Institut for Demografiske Studier udgav i 2008 rapporten ’Bevægelser og herkomst’. Ifølge rapporten var knap halvdelen af den franske befolkning ikketroende, mens der var 8% muslimer og 45% kristne. Andelen af troende i befolkningen er støt dalende, men en stadig større andel af de troende vil være muslimer. Hvert år konverterer næsten 4.000 til islam, og færre end 200 forlader islam.
Hvor der i 2016 var 5,7 millioner muslimer i Frankrig, vil der ifølge en rapport fra Pew Research Center fra 2017 være 12,6-13,2 millioner muslimer i Frankrig i år 2050. Hvor befolkningsandelen i 2016 var på 8,8%, vil den i 2050 være på 17,4-18%. Jérôme Fourquet fra IFOP skriver i sin bog ”L’Archipel français : Naissance d’une nation multiple et divisée”, at 18% af de børn, der blev født i 2016, har muslimske fornavne.
Udviklingen går således i retning af, at islam kan blive den primære religion i Frankrig. Dette er bekymrende, taget i betragtning, at mere end en fjerdedel af Frankrigs muslimer, ifølge en undersøgelse foretaget af konsulenten Hakim el-Karoui i 2016, har ”et værdisystem, der er i klar modstrid med Republikkens værdier”.
Jean-Pierre Obins bog foreligger nu i dansk oversættelse med titlen: ’Hvordan islam trænger ind i skolen’. Bogen udgives af forlaget Ellekær og koster 235 kr. (vejledende pris)
