Det borgerlige Danmark er i krise. I en ny bog giver Christian Egander Skov sit bud på miseren og på en borgerlig genrejsning.
Christian Egander Skov: BORGERLIG KRISE. Det ideologiske opbrud i blå blok. Hæftet med flapper. Gyldendals Forlag. 280 sider. Vejl. pris 299,95 kr. Udkommet d. 7. september 2022.
*** tre stjerner ud af seks
I “Borgerlig krise” skildrer Christian Egander Skov det ideologiske opbrud i blå blok. Med intern splittelse i og mellem partierne og usikkerhed om lederskabet – der er fx ingen oplagt statsministerkandidat. Ifølge forfatteren befinder det borgerlige projekt sig i en eksistentiel krise. For hvad vil det egentligt sige at være borgerlig anno 2022?
Et centralt afsæt i analyserne er Folketinget og de politiske partier med den kendte opdeling i rød og blå blok. Sidstnævnte repræsenterer det borgerlige Danmark, som altså er kørt fast ideologisk i en tid, hvor den liberale orden ikke mere kan tages som en selvfølge. Dels på grund af tidsånden i det samfund, der betegnes post-liberalt, dels fordi de borgerlige partier har overladt styringen til socialdemokrater og teknokrater og glemt, hvad det vil sige at være folkepartier.
Hensigten med bogen er at bidrage til en genoplivning, en revitalisering, af de borgerlige værdier og dyder.
Komposition
Bogen er bygget op med et forord / præludium, der angiver rammen for projektet, fulgt op af 5 kapitler med følgende overskrifter:
Kapitel 1: Krisens ansigter – (med fokus på den borgerlige splittelse)
Kapitel 2: Den borgerlige ideologis historie – (med tråde tilbage til tænkerne John Locke, Edmund Burke og Alexis de Tocqueville, Grundloven, Systemskiftet samt en gennemgang af ideer og (borgerlige) partier i det 20. århundrede og videre frem til i dag)
Kapitel 3: Populismen – en skygge af folkeligheden – (en reaktion mod den borgerlige ideologi og dens neoliberalisme. Sidstnævnte defineret ved i modsætning til den klassiske liberalisme at være opmærksom på, at staten skaber forudsætningen for markedet. Men neoliberalismen forvandler også borgeren til forbruger og samfundet til et marked)
Kapitel 4: Den postliberale blindgyde – (centreret om den nationalkonservative liberalismekritik)
Kapitel 5: En borgerlig fremtid? – (en mulig ny borgerlig position i den postliberale epoke?)
Citatmosaik
Christian Egander Skov genrebestemmer selv ”Borgerlig krise” som en debatbog. Det betyder, at jeg vil tillade mig at gå ind i den debat, han inviterer til.
Forfatteren bliver præsenteret (præsenterer sig selv?) som konservativ fritænker. Jeg er også i egen selvforståelse konservativ – hvilket desværre ikke har ret meget at gøre med Det Konservative Folkeparti – så det er oplagt, at han og jeg på en række punkter har fælles fodslaw.
Derfor er citatmosaikken, som gerne skulle præcisere bogens ærinde yderligere, delt op i to: 1. Hvor jeg er enig, 2. Hvor jeg er uenig fulgt op af en kommentar.
Del 1.
”Splittelsen mellem det, vi ofte betegner som ”folket” og ”eliten”, er blevet en afgørende skillelinje i befolkningen (…)” (s. 16)
”Orden er frihedens forudsætning, ikke dens modsætning.” (s. 21)
”Og de nye skillelinjer går ikke mellem højre og venstre, men på tværs.” (s. 22)
(…) altså en tilgang til politik, hvor borgerlige har omfavnet velfærdsstaten og dens teknokratiske kapaciteter som et middel til at sikre, at den enkelte kan leve det liv, han eller hun nu engang ønsker.” (s. 22-23)
Om coronakrisen: ”For den borgerlige kritik bliver [at udvise] samfundssind et kollektivistisk begreb, der forbinder sig med udskamning og social kontrol.” (s. 32)
(…) hvor lidt efterspurgt den ufortyndede borgerlige ideologi er.” (s. 38)
”Det er i det hele taget et af folkelighedens problemer, at folket sjældent lever op til de ideale fordringer, som man ofte tilskriver dem ved sit skrivebord.” (s. 106)
Om Henning Fonsmarks bog ”Historien om den danske utopi” (1990): ”(…) den var intet andet end skildringen af, hvordan danske borgerlige kapitulerede over for en velfærdsstat, der måtte ende i kulturel elitisme og politisk teknokrati.” (s. 137)
”Den borgerlige ideologi er i dag første og fremmest præget af liberalismen, og særligt af den neoliberalisme, som godt nok havde sine rødder i en populistisk og konservativ reaktion mod socialdemokratismen, men siden er blevet integreret i systemet som en teknokratisk position [New Public Management].” (s. 147)
”(…) udlændingepolitikken har virket som en sovepude for borgerlig idéudvikling.” (s. 161)
”I konkurrencestaten bliver friheden ikke en frihed fra staten, men en frihed til at realisere egne behov.” (s. 170)
”At der nu er en kløft mellem os, der ligner en afgrund, dét er en åndelig krise i ordets mest omfattende forstand.” (s. 189)
”Vi må have en idé om, hvorfor vores land og samfund er værd at bevare. Den ene halvdel af svaret er, at det er vores, vort hjertehjem hernede, men den anden halvdel af svaret er, at vi har skabt et frit samfund, som er værd at drage sværdet for.” (s. 216)
Del 2.
Her følger så en række eksempler, hvor parløbet ophører:
”Det ligner stadig dødt løb mellem rød og blå blok.” (s, 17-18)
Kommentar: Den klassiske opdeling i rød og blå er en saga blot (jf. i øvrigt citatet ovenfor hentet på s. 22). Samtlige partier består af en grågrumset karrierepolitiker-masse, der skifter parti hurtigere end sokker og vil afsværge en hvilken som helst ideologi i egeninteresse. Jf. de hyppige partiskift, senest praktiseret en bloc af Dansk Folkepartis nu ex-DF-folketingsmedlemmer. Derfor handler politik i dag meget lidt eller slet ikke om ideologier, men om enkeltpersoners integritet. En egenskab, man i det store hele kan se i vejviseren efter i det aktuelle Folketing. Marie Krarup er undtagelsen, der bekræfter reglen.
”Min pointe er, at den borgerlige ideologi i forsøget på at fastholde fronten mellem individualisme og kollektivisme som den afgørende, ikke forstod [corona]krisens karakter af undtagelsestilstand.” (s. 35)
Kommentar: Her er ingen forståelse fra forfatterens side af, at corona-krisen har vist sig at være et kæmpebedrag brugt som spydspids til at tage pulsen på befolkningernes parathed til at underkaste sig statsmagtens diktater og bane vejen for det digitale pas.
”Havde vi dengang besluttet os for at ofre gamle og syge, havde vi revet den implicitte samfundskontrakt over.” (s. 41)
Kommentar: Forfatteren køber aldeles ukritisk ind i det officielle narrativ, der slet ikke tager højde for de mange lidelser, nedlukningen påførte. Hvor det NETOP var de gamle og syge, der blev ofret. Altså hvis man graver et spadestik dybere.
”Vi er også sluppet for den vaccineskepsis, som har præget en række europæiske lande.” (s. 42)
Kommentar: Her røg en hel stjerne. Forfatteren har ikke forstået en bjælde af det verdensomspændende forsøg på mennesker, der pt er i gang med de nødgodkendte, eksperimentelle injektioner. Dokumentationen kan findes i metermål på en række alternative medier (på dansk bl.a. platformene ”Snaphanen” og ”NewSpeek”), men her må læseren nøjes med en enkelt reference.
”Forfatteren [til bogen ”Hillbilly Elegy (2016)] Vance selv kunne i øvrigt ikke modstå fristelsen. Han er i dag rendyrket trumpistisk opvigler [en person, der ægger til ophidselse].” (s. 178)
Kommentar: Et eksempel ud af en mængde på, at Christian Egander Skov bevæger sig helt inden for de statskontrollerede mediers gabende forudsigelige Trump-defamering. Den betyder så også, at bogen kan udkomme på Gyldendal.
Og selvfølgelig skal Generation Identitær, der vil værne om suveræne, europæiske nationalstater, også lige have en på frakken med de sædvanlige prædikater (jf. s. 228)
”Det er ikke de unge, der er i krise. Det er de institutioner, der skulle danne og opdrage.” (s. 255)
Kommentar: Hm! Jo, alt for mange unge ER i krise – med psykiske problemer, manglende selvværd, angst, alkoholisme, stofmisbrug mv. Bl.a. fordi vi har tilladt high tech giganterne at invadere deres private rum. De sociale medier har vist sig på lange stræk at være en katastrofe.
Anden del af citatet er ganske korrekt og associerer til min yndlingssentens: Et samfund, hvor familien – den traditionelle kernefamilie med far-mor-børn – er i opløsning, er et samfund i opløsning.
Vurdering
Min vurdering af ”Borgerlig krise” er delvist fremgået af kommentarerne i citatmosaikken, men skal uddybes.
Det er helt forståeligt, at Christian Egander Skov er kommentator i statsstøttede / statskontrollerede medier som Berlingske, Altinget og Kristeligt Dagblad. Han ligger nemlig helt inden for skiven af mainstream med opfattelsen af Folketinget som en vigtig magtfaktor, hvor der foregår en ægte debat, og hvor det er medlemmerne, der tager vidtrækkende beslutninger.
Altså en grundlæggende tro på og tillid til de statslige institutioner, det politiske system og til politikerne.
Det til trods for, at der kan dynges eksempel på eksempel, der viser, at ledende politikere og magthavere generelt har problemer med sandheden – ingen nævnt, ingen glemt – at magtens tredeling er en illusion, at retsstaten eroderer (jf. de mange domme til islamkritikere), og at den såkaldt frie presse er en fiktion (jf. her og her og her) befolket med presstitutes og nyttige idioter.
Den frie vestlige presse har vist sig at være et gennemført propagandaprojekt i forhold til dækningen af store temaer som klima, indvandring, islam(isering), corona, ’vaccinationer’ (de nødgodkendte, eksperimentelle injektioner) og stedfortræderkrigen i Ukraine.
Bogens dagsaktuelle analyser af det politiske liv bevæger sig på overfladen og tager således slet ikke højde for den omkalfatring, MR Global har gang i med The Great Reset. ”Borgerlig krise”s problem er, at den ikke har blik for de egentlige magthavere, der trækker i trådene via WHO, WEF, FN, EU, NATO, CIA, US / UK DEEP STATE m.fl.
Det spil, der udfolder sig i Folketinget med tilsyneladende store modsætninger mellem rød og blå blok, er at betegne som et teaterdemokrati (udtrykket lånt fra bloggen Snaphanen).
Jeg vil rose bogen for dens grundighed i detaljerne, og der ligger tydeligvis omfattende læsning bag. Inden for den snævre del af virkelighedsskiven, som forfatteren har valgt at kaste lys over, er der meget at få forstand af.
Det er også en fornøjelse, at forfatteren mestrer det danske sprog, stavning og tegnsætning til perfektion og gang på gang rammer rent med sine karakteristikker. Et enkelt eksempel må række her:
”Modsætningen er gravet dybere de senere år. Det afspejler sig i retorikken om Udkantsdanmark, eller ”den rådne banan”, en slags begrebslig septiktank for tabere, udskud, kvindehungrende industriarbejdere, incestuøse forældre på flugt fra myndighederne, og naturligvis en masse ældre, der bare driver rundt og ligger til last.” (s. 180)
Men et, og snarere to, spadestik dybere skal Christian Egander Skov for at gøre hans nutidsanalyser rigtigt interessante.
For 2½ år siden ville jeg have nikket i takt til udsagnet:
”Dagens opgave for det borgerlige Danmark består i at indrette velfærdsstaten på en sådan måde, at den understøtter et stærkt og forpligtende civilsamfund.” (s. 258)
I dag – efter Epidemilov, drakoniske corona-indgreb, rigsretssag mod Inger Støjberg, og minksag – kan jeg stadig skrive under på ordene. Jeg har bare meget lidt tillid til, at de kan føres ud i livet. (Stats)magt er ikke noget, der afgives.
I øvrigt kan ordet ’borgerlige’ vel godt fjernes? For hvilken politiker – eller borger – kan ikke skrive under på sætningens indhold? I hver fald i teorien!
Faktaboks
Christian Egander Skov (f. 1985) er ph.d., historiker og redaktør på Årsskriftet Critique. Han har tidligere udgivet bogen ”Konservatisme i mellemkrigstiden” (2016), er kommentator på Berlingske, Altinget og Kristeligt Dagblad og forfatter til en lang række kronikker og artikler til dagspressen.