En lang bog, der kæntrer i detaljer
Det lyder som en helt overflødig banalitet. Men som boganmelder er man faktisk nødt til at forholde sig til den tekst, som foreligger. Derfor er man nødt til at læse en bog fra ende til anden – og ikke, som man godt kan få mistanke om, at nogle anmeldere gør, bare læse udvalgte afsnit, kigge billeder og så konkludere, at fordi forfatteren er en anerkendt militærhistorisk professor, så må hans nyeste bog også være et ”storværk”, et fremragende bidrag til historieskrivningen.
For det er Antony Beevors bog om den russiske revolution og borgerkrig ikke. Min hovedanke er, at den er alt for langt. Man går sukkerkold efter de første godt hundrede sider, som er bogens bedste. Dertil er detaljerne alt alt for mange. Også de oplysninger, som ikke er strengt nødvendige for at forså selve sagen. Bogen havde vundet ved, at en forlagsredaktør havde været inde over. Havde strammet op og gjort det hele lidt mere overskueligt.
Mødet med en flok voldspsykopater og uduelige hærførere
Emnet er såmænd spændende nok. Men jo på ingen måde et ubeskrevet kapitel i historien. Selv på vort modersmål er der udkommet tykke og grundige bøger om den russiske revolution og dens forfærdelige eftervirkninger i en borgerkrig gennemvædet af blod. Et voldsorgie, hvor hverken ”de røde”, ”de hvide”, ”de grønne”, ”de sorte” eller nogen anden fraktion har noget at sige hinanden på.
At kommunisterne gik sejrrigt ud af konfrontationen, skyldes først og sidst, at deres modstandere var dårligt organiserede, ikke kunne finde ud af at samarbejde, stødte allierede fra sig (det opdagede Churchill nu aldrig) og levede i arrogante og udsigtsløse drømme om en genindførelse af ”de gode gamle dage” fra zartiden. Et nej til et selvstændigt Finland, Polen, Estland, Letland og Litauen.
At mixe de mange små historier med den store
Som den engelske historiker, Beevor er, ligger hans force i de interessante, hovedrystende, men jo også ofte morsomme og underfundige personskildringer. Bogens force ligger i at mixe de mange små historier med den store historie. Det bløder lidt op på bogens mastodontiske masse af informationer. Billedsiden er såmænd da udmærket, hvorimod kortmaterialet er utilstrækkeligt og nogle gange kilde til forvirring, når man læser brødteksten. Selv med en pålidelig følgesvend som The Dent Atlas of Russian History (som ikke nævnes i litteraturlisten) kan det knibe med at få greb om Beevors vidtløftigheder.
Hvad betyder det?
Der er formentlig også problemer med den danske oversættelse, hvilket imidlertid først lader sig fastslå, når man har den engelske originaltekst. Ordforklaringer mangler. Der er ord, som ikke giver nogen mening. Jeg er f.eks. aldrig stødt på ordet nærmemarsch (p. 246). Det forudsættes, at læseren er bekendt med betydningen af f.eks. sykofantisk (p. 271), ruritansk (p. 365), lampretter (p. 392). Personnavne – og dem er der ufatteligt mange af – skifter stavemåde. Ting, der besværliggør læsningen. Noteapparatet (42 sider) er højst uortodokst udformet.
Tilbagevendende mangel på russisk realitetssans
Helt galt går det i kapitlet ”Sibirsk retræte. September-december 1919”, hvor Ilmen(søen) i det vestlige Rusland blandes sammen med Ishim(floden) ved Omsk langt mod øst. De to steder ligger sådan ca. 3.000 km fra hinanden. Ikke betryggende. Man undrer sig over forfatterens vankundighed udi Ruslands geografi. Mange af de overordnede betragtninger og redegørelser er såmænd udmærkede. Man forbløffes således over, at det russiske militær anno 2022 er lige så sølle som i 1914. Og troen på egne evner næsten lige så fantasifulde. Russerne er stadigvæk blottet for realitetssans.
En yderst uforenelig alliance
Selvfølgelig giver bogen en masse faktuel viden. Borgerkrigen, der menes at have kostet 12 millioner mennesker livet, endte med bolsjevistisk sejr, fordi alliancen af socialrevolutionære og reaktionære monarkister ikke var et slagkraftigt match mod et ensporet kommunistisk diktatur. De fire rædselsår var ikke bare en russisk affære, men en ”kondenseret verdenskrig”.
Beevor tilslutter sig den antagelse, at Februarrevolutionen i 1917 ikke fremprovokerede en kontrarevolution – og dermed en borgerkrig. Mange russiske kræfter bakkede op om zarstyrets fald og sagde deres lid til Kerenskis provisoriske regering. Men det hele endte i en ufattelig tragedie, et moralsk sammenbrud. Forfatteren slutter med ordene: ”Alt for ofte repræsenterede De Hvide de værste eksempler på menneskelighed. Men når det gjaldt ubarmhjertig umenneskelighed, overgik ingen bolsjevikkerne”.
Antony Beevor, Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-1921.
Lindhardt og Ringhof 2022, 512 sider, ill., 350 kroner.
